03 Dec 2020  

KBH: Overskyet, 2 °C

Fremragende bog om demokratiets fødsel

De stridbare danskere

Fremragende bog om demokratiets fødsel

Demokratiet blev til på trods, blev en realitet fordi befolkningen insisterede på medindflydelse på landets styre. Det er en vigtig pointe i René Karpantschofs bog om "De stridbare danskere". Den er meget anbefalelsesværdig.

1 af 1

Hvornår fødtes demokratiet i Danmark? Mange vil sige med Grundloven i 1849. Men ifølge historikeren René Karpantschof er virkeligheden noget mere kompleks.

Det danske demokrati opstod ikke som fugl Phønix, men blev udviklet over en lang periode – 70 år – og med en lang række kampe undervejs.

I sin nye bog De stridbare danskere, som udkom sidst i 2019, fortælles om overgangstiden mellem enevælde og demokrati. Om perioden fra 1848 og til 1920.

Det gør han fremragende. Gennem læsningen bliver det tydeligt, at demokratiet ikke blev virkelighed "bare" fordi Danmark gik fra enevælde til at være et land med konstitutionelt monarki, altså en styreform hvor kongen er bundet af en forfatning.

Tværtimod. Demokratiet blev til på trods, blev en realitet fordi befolkningen insisterede på medindflydelse på landets styre. Det var tilfældet i forbindelse med den første grundlov i 1849, og det var tilfældet, da demokratiet på sin vis blev grundfæstet, nemlig efter påskekrisen 1920.

Grundloven 1849

Grundloven i 1849 blev til efter revolutionære bevægelser i Europa, der inspirerede også i Danmark og fik omkring 20.000 "mennesker af alle klasser, borgere, studenter og håndværkere" til at gå til Christiansborg med krav om enevældens afskaffelse. Det var startskuddet til Junigrundloven af 1849.

Denne første grundlov betød valgret til mænd, der var "uberygtede, havde indfødsret og var fyldt 30 år". Udover at kvinderne ikke havde valgret, betød det også, at tjenestefolk og landarbejdere uden egen husstand samt dømte og modtagere af fattighjælp ikke havde ret til at stemme. Blot 26 procent af befolkningen over 20 år havde stemmeret til Folketinget.

Men selvsamme Folketing havde på ingen måde samme magt, som det Folketing, vi kender i dag. For at være helt sikker på, at det nye styre ikke blev noget reelt folkestyre, indførtes nemlig samtidig et Landsting. For at kunne stemme hertil skulle man dels være fyldt 40 år, dels have en vis – høj – indtægt. Lovgivning kunne kun vedtages, hvis der også var flertal i Landstinget. 

Karpantschof har også en "herlig" beskrivelse af de første valghandlinger. Danmark var inddelt i 100 valgkredse, og valget foregik som det, der hedder flertalsvalg i enkeltmandskredse. Altså ikke noget med forholdstalsvalg og slet ikke noget med hemmelige valg. Typisk samledes de stemmeberettigede på en central plads eller i en rummelig bygning, og var der mere end én kandidat, foregik valget simpelthen ved håndsoprækning. Gav det ikke et klart resultat, blev alle vælgere spurgt om, hvem de ville stemme på. Som Karpantschof skriver "Hvis en nutidig valgobservatør var kommet forbi, var datidens valg blevet erklæret ugyldige".

Påskekrisen 1920

Grundloven i 1849 blev indledning til demokrati i Danmark, men gennem de følgende 70 år var der talrige tilbageslag: indskrænkninger af valgretten; provisorietiden, hvor parlamentet reelt var sat ud af kraft og kulminerende med påskekrisen i 1920, hvor en sammensværgelse af borgerlige politikere, fremtrædende erhvervs- og militærfolk fik kong Christian 10. til at afsætte den radikale statsminister Zahle – et regulært statskup. Men så nemt kom det ikke til at gå.

Socialdemokratiet, partiet De Radikale og grupper af kommunister og syndikalister iværksatte omfattende demonstrationer og protester. Skønsmæssigt 100.000 demonstrerede i Fælledparken i København, og der var også aktioner i Nakskov, Næstved, Horsens, Nykøbing Mors, Frederikshavn og Aalborg.

Protesterne fortsatte gennem flere dage, og der blev varslet generalstrejke. Inden det nåede dertil – hverken arbejdsgiverne eller Socialdemokratiet ønskede en generalstrejke, sådan som stemningen i arbejderklassen var i de dage – blev der forhandlet lønforbedringer igennem, kongen fyrede kupregeringen, og der blev udskrevet nyvalg. Revolutionen var afblæst.

Påskekrisen regnes for sidste gang i Danmarkshistorien, hvor kongen satte sig udover monarkiets kompetencer i et konstitutionelt monarki. Det skete 70 år efter landets første grundlov.

Klassesamfundet

Under læsningen kan man ikke lade være med at tænke på rækken af lande verden over, der ikke er lige så demokratiske, som den vestlige verdens ledere mener, de bør være. Det danske demokrati opstod ikke som fugl Phønix, men blev udviklet over en lang periode – 70 år – og med en lang række kampe undervejs.

Netop det er bogens fokus: danskernes interne splittelse, rasende kampe og dybe samfundskriser. René Karpantshcof kalder det selv en slags skævvredet Danmarkshistorie, og det må man give ham ret i. Det er  både forfriskende og spændende læsning.

Vi hører undervejs om bondeoprør, om fortvivlede landarbejdere og tyende, der sætter ild til gården, hvor de tjener, for at slippe væk. Der fortælles om arbejderbevægelsens fødsel, om syndikalisters direkte aktioner, blandt andet stormen på Børsen i 1918, og vi hører om udviklingen af kvindesagen, fredsbevægelsen og afholdssagen.

Bogen igennem er der mange eksempler på, hvordan klassesamfundet kæmper for at fastholde magten hos de rige og forsøger at udskamme "ekstremister", underforstået arbejdere og andre, der kæmper for bedre arbejds- og levevilkår. Men når ledere fra erhvervslivet, militæret og højreorienterede politikere begår statskup og afsætter en lovlig valgt regering, så har det intet med ekstremisme at gøre!

Bogen kan med fornøjelse læses både af dem, der synes, de kender deres Danmarkshistorie, men også hvis man ikke lige har styr på denne periode af historien.

13. nov. 2020 - 10:54   13. nov. 2020 - 12:38

Bøger

Hanne Rosenvold
Anmelder

René Karpantschof: De stridbare danskere - Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920. 544 sider. 350 kroner (vejl.). Gads Forlag. 

René Karpantschof, født 1965, har en kandidatgrad i historie og en ph.d. i sociologi.

Han har forsket og undervist på især Københavns Universitet i demokratihistorie, protestbevægelser og samspillet mellem stat, partier og folkelig græsrodsaktivitet.