18 Oct 2019  

KBH: Spredte skyer, 15 °C

Flugten til Amerika

Nørrebro Teater

Flugten til Amerika

Frantz Kafkas ufuldendte roman, "Amerika", der blev udgivet i 1927, har været dramatiseret flere gange, men det er første gang, det sker i Danmark.

Hovedrollen som Karl Rosmann spilles fint af den unge Nicolai Jørgensen.
FOTO: Nørrebro Teater
1 af 1

Det er ikke for at søge lykken, at Karl Rosmann kommer til Amerika, men han er blevet sendt derover af sine forældre, fordi en stuepige har forført den 16-årige unge mand og er blevet med barn.

På mange måder er "Amerika" en spændende forestilling, men den svækkes af, at Cederholm har transformeret Kafkas underfundige humor til en Chaplinagtig farce.

Det er baggrunden for Frantz Kafkas (1883-1924) ufuldendte roman, Amerika, der blev udgivet i 1927. Den har været dramatiseret flere gange, men det er første gang, det sker i Danmark.

Kafkas navn er blevet synonymt med det at blive offer for et absurd samfund og havne i en labyrint, man ikke kan finde ud af. Ligesom i hans andre romaner er det også tilfældet for hovedpersonen i Amerika, men til forskel fra dem er den skrevet med en mere let og munter pen, selv om hovedpersonen ikke spares for trængsler.

På den grønne gren i kort tid

Allerede da skibet anløber New York, er det ved at gå galt. På vej fra borde møder Karl en fyrbøder, der fortæller ham om sin uretfærdige behandling. Straks griber den indignerede Karl ind, men uden større held, og tilmed forsvinder hans kuffert.

Men så dukker hans rige onkel mirakuløst op og redder situationen og tager sig af ham. For en tid kommer han på den grønne gren og skal nu oplæres til være en rig arving til at onklens formue, der selvfølgelig er tjent ved udbytning af hans ansatte. Men desværre for Karl har han ikke fattet, at han også skal være en lydig slave, så det ender med at han ryger ud.

Så går det videre ud ad livets landevej, hvor han møder et par sjufter, der tager sig af ham, det vil sige udnytter ham på det groveste. Igen er han heldig og bliver ansat som elevatordreng på et hotel, men heldig er måske så meget sagt, for her bliver der heller ikke sparet på udnyttelsen af arbejdskraften, og selv om den troskyldige Karl gør sit bedste, går det igen galt.

Han ender tilbage hos sine tidligere kammesjukker, som nu finder på, at han skal være tjener for en overfed sangerinde, som de har slået sig sammen med. Det varer heldigvis ikke så længe, for damen har også en veludviklet seksuel appetit, der næsten er ved at tage livet af Karl.

Derefter får han ansættelse som teknisk assistent på Verdensteatret fra Oklahoma, der kan bruge alle, og hvad der videre sker, står hen i det uvisse, for længere nåede Kafka, som for øvrigt aldrig havde været i Amerika selv, ikke.

Kynisk samfund

Nikolaj Cederholm, der har dramatiseret og instrueret stykket, har valgt en afslutning, der passer meget godt til, hvordan det går en godtroende indvandrer i et kynisk samfund, som han ikke forstår at afkode.

Der er mange skuespillere på scenen, og endnu flere roller, så der bliver arbejdet hårdt. Hovedrollen spilles fint af den unge Nicolai Jørgensen. Scenografien (Kim Witzel) består af vægge med lemme og luger, som man kan forvilde sig i, og kostumerne (Line Bech) er groft skåret for at karakterisere de enkelte roller.

På mange måder er det en spændende forestilling, men efter min mening svækkes den af, at Cederholm har transformeret Kafkas underfundige humor til en Chaplinagtig farce, der ind imellem bliver Gøg og Gokkeagtig, altså ikke rigtig morsom. Det er selvfølgelig en smagssag, og det skal siges, at det lød til, at det øvrige publikum morede sig godt.

07. okt. 2019 - 17:33   07. okt. 2019 - 17:34

Scene

Margit Andersen
Anmelder

Amerika. Efter Franz Kafkas roman af samme navn. Instrueret og dramatiseret af Nikolaj Cederholm. Nørrebro Teater, København, indtil 3. november.