22 Nov 2019  

KBH: Overskyet, 9 °C

Et vigtigt demokratisk selvforsvar

Anmeldelse

Et vigtigt demokratisk selvforsvar

Ved at bruge værktøjerne i bogen Cryptoguide for journalister kan vi gøre masseovervågning så dyrt, at det ikke længere kan betale sig. Gør det.

1 af 1

"Hvis I ikke er med os, er I imod os", sagde præsident Bush, da han for snart 15 år siden udnyttede terrorangrebene i USA til at føre en lang række udemokratiske politiske tiltag ud i livet: Ulovlige angrebskrige, systematisk tortur, koncentrationslejren Guantanámo, undergravning af frihedsrettigheder, droneangreb og massiv, global masseovervågning.

Bogen er henvendt til journalister, men kan reelt kan læses og bruges af alle der gerne vil beskytte sig mod masseovervågning.

Cryptoguide for journalister, skrevet af journalisten Freja Wedenborg, er begyndelsen på det svar, der burde have lydt fra alle fornuftige mennesker (især fra journalisters) læber, allerede dengang: Hvis at være med jer er at acceptere det uacceptable – så er vi klart imod jer.

>> LÆS INTERVIEW: "Du bestemmer selv, hvem der ser dig over skulderen"

Hvordan hænger det sammen? Er Cryptoguide ikke en lærebog i digitalt selvforsvar – altså kryptering og den slags? Jo, nemlig.

Masseovervågning er uforeneligt med demokrati. Forholdet mellem borgere og magthavere vendes på hovedet - og journalistisk arbejde med hemmelige kilder (whistleblowere) gøres noget nær umuligt. Hvem tør blæse i fløjten om ulovligheder i efterretningstjenester, når samme tjenester hiver journalisters kommunikation ind i deres net?

Bogen er henvendt til journalister, men kan reelt kan læses og bruges af alle der gerne vil beskytte sig mod masseovervågning. Den hjælper på gennemillustreret og pædagogisk vis læseren igennem en række gratis krypteringsværktøjer og giver samtidig en grundlæggende introduktion til at tænke sikkerhedsbevidst i sin hverdag. Derudover giver bogen, der har forord af Mr. offentlighedsrådgiver, professor Oluf Jørgensen, et overblik over den relevante jura.

Den er suppleret af en hjemmeside, hvor bogens værktøjer præsenteres i kort form, og en Facebook-side, som opdateres med tips til at undgå overvågning.

Bogen indledes med et citat fra NSA-whistlebloweren Edward Snowden, som på mange måder er den direkte årsag til, at denne bog er blevet skrevet:

"At påstå at du ikke går op i retten til privatliv, fordi du ikke har noget at skjule, er ikke anderledes end at sige, at du ikke går op i ytringsfrihed, fordi du ikke har noget at sige".

Amen.

Ved at bruge bogens værktøjer kan vi gøre den ulovlige masseovervågning så dyr, at det ikke længere kan betale sig. Gør det.

Full disclosure: en række aktivister, journalister og nørder, herunder undertegnede, har bidraget med tips og teknisk bistand ved bogens tilblivelse.

29. dec. 2015 - 17:06   30. dec. 2015 - 00:00

Bøger

Peter Kofod
Aktivist og skribent

Peter Kofod er en dansk it-aktivist, debattør og skribent.

Han er bestyrelsesmedlem i whistleblowerorganisationen Veron.

Blogger om overvågning, whistleblowere og rettigheder på nettet, blandt andet på Arbejderen.dk og DenFri, hvor han også offentliggjorde det første danske interview med den verdenskendte whistleblower Edward Snowden.


Læs mere og støt Peter Kofods arbejde her

6

Freja Wedenborg: Cryptoguide for journalister – håndbog i digitalt selvforsvar.

248 sider, 223 kroner. Forlaget Ajour.

Kan købes i Arbejderens butik eller online her


Tjek også: