04 Dec 2020  

KBH: Spredte skyer, 3 °C

Ensomhedens trøst

Anmeldelse

Ensomhedens trøst

August Strindbergs svenske klassiker om en ensom mand kan læses af både ensomme og ikke-ensomme. Men bør læses af alle. Den vedrører hver eneste af os.

August Strindberg (1849 - 1912)
FOTO: Batzer & Co.
1 af 1

Hvem har ikke prøvet at være ensom? Det rammer os alle sammen. Nogle tit, andre sjældent. For August Strindberg ramte det som en hammer i hans livs efterår i begyndelsen af nittenhundredetallet. Erfaringen med ensomheden nedfældede han på skrift, og det kom der den fineste lille bog ud af, Ensom, som nu foreligger i en fornem dansk oversættelse.

Strindberg er skiftevis begejstret, interesseret og nysgerrig over kvaliteterne ved sin ensomhed og pint af de længerevarende konsekvenser af den.

Den svenske forfatter August Strindberg, født i 1849, og død og begravet i 1912, var en kendt figur i sin samtid. I skuespil, romaner, digte og meget, meget andet skildrede han ægteskabets kvababbelser, rasede mod åndelig og fysisk undertrykkelse og hudflettede den kulturelle elite. Altid med udgangspunkt i det eget levede liv. Så ikke kun Strindberg selv, men også hans nærmeste, og allernærmeste, blev udstillet og oftest offentligt pint i hans skrifter.

Anderledes forholder det sig heller ikke i Ensom, hvor Strindberg øser ud af sine erfaringer om at være alene. Men næsten udelukkende for egen regning, uden at nedrakke ekskoner, venner eller andre hadeobjekter.

Et livsvilkår

Fraskilt, halvgammel og alene sidder Strindberg i sin lejlighed i Stockholm. Og er skiftevis begejstret, interesseret og nysgerrig over kvaliteterne ved sin ensomhed og pint af de længerevarende konsekvenser af den.

For selvom ensomheden svøber ham i hans egen “åndelige atmosfære”, hvor han trives som i “velsiddende klæder”, kan ensomheden også blive for tæt et korset. Som når naboerne er taget på landet, og det “elektricitetsværk”, som lejlighedskomplekset er, med sine mange stemmer, der trænger gennem vægge og gulve, og som forsyner ham med livsenergi, er sat ud af kraft. Så savner han virkeligheden, virkeligheden med stort V, og hans sanser ligger ubrugte hen. Og uden mennesker ingen inspiration.

Lidt livsglæde, saft og kraft bliver det dog til, når han på sine mange vandreture rundt i byen observerer “familieinteriøret” gennem folks vinduer. Hans egen omgangskreds har han indskrænket til det “upersonlige”. Forfattere, først og fremmest. Af den afdøde slags. Franskmanden Honoré de Balzac, for eksempel. Hans store idol; forfatter og samfundsrevser som sin svenske pendant.

Når Ensom er bedst, og det er den stort set hele tiden, er den relaterbar. Man føler sig paradoksalt nok mindre alene i Strindbergs ensomme selskab. Og bliver på ubehagelig og samtidig opløftende vis mindet om, at ensomhed er et livsvilkår. At det er noget, der kan – og højst sandsynlig også vil – ramme os alle, i større eller mindre grad.

Både større og mindre

At læse Strindberg gør verden større. Og mindre. Større, fordi han med sine afstemte refleksioner åbner verden op for sin læser. Og mindre, fordi den danner et intimt fællesskab med sine læsere. Det stærke ensomme fællesskab, som den norske forfatter Per Petterson også er inde på i bogens glimrende efterord.

Det sådan set ligemeget, om man kalder bogen for roman, dagbog, autofiktion eller noget helt fjerde. Det er også ligemeget, hvor meget selvstilisering der egentligt er på spil. Det er alt sammen ligemeget. Bogen rammer, uanset genre og hensigt.

Strindbergs lille fine ensomme perle af en bog, der fuldt fortjent er en svensk klassiker, og også bør blive det herhjemme, er umiskendelig strindbergsk i sit sprog. En stor kvalitet, for Strindbergs sætninger er glidende, rytmiske og fulde af vilde, malende billeder. Ensom er dog mere afdæmpet, afklaret, end man er vant til hos Strindberg. Den sproglige vilterhed er parkeret i forhold til de andre selvbiografiske bind Inferno og Legender, som er de to bøger, der går forud, og som Ensom er en slags kulmination af.

Men der er også en tematisk forskel. I de to forudgående bøger plages Strindberg af forfølgelsesvanvid og en desperat søgen efter et eksistentielt og religiøst ståsted. Det står i stærk kontrast til Ensom, der nærmest fremstår rolig og mættet, og som viser en helt anden Strindberg.

Ensomhed frem for alt

Man kunne godt komme med den indvending, at den sproglige veloplagthed og eminente historiefortælling, som man møder i nogle af de tidligere værker, tager nogle større kegle end Ensom. Som for eksempel En dåres forsvarstale og Tjenestekvindens søn – to af Strindbergs selvbiografiske værker, der skildrer et ægteskab og en opvækst. Men hvad de vinder med sproget, taber de dog med relaterbarheden. Der kan Ensom noget helt særligt. For den rammer os alle.

Om man føler sig ensom eller ej, så bør man gå til Strindbergs ensomme værk.

22. okt. 2020 - 12:14   22. okt. 2020 - 12:45

Bøger

Philip Martinussen
Anmelder

August Strindberg: Ensom.
Oversat fra svensk af Gregers Steendahl.
Med tegninger af Arthur Sjögren og efterord af Per Petterson.
158 sider. 229.95 kr (vejl.).
Forlaget Batzer og Co. 2020.