17 Jun 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 17 °C

Endnu et frø fra Ham Den Lange

Album på vej

Endnu et frø fra Ham Den Lange

"Flyfunktion" er appetitvækker nummer to inden det nye album i maj fra Thorbjørn Bech Rossen og Jesper Antik Sørensen.

Ham Den Lange, rapper, sangskriver og debattør.
FOTO: Christian Larsen
1 af 1

Ham Den Lange, rapperen Thorbjørn Bech Rossen, lover et nyt album til maj, og fornylig kom appetitvækker nummer to i æteren med titlen "Flyfunktion". Den er meget anderledes end "Uden filter", som var den første lækkerbisken, og det lover godt for et varieret album.

Flyfunktion bliver i poetisk omskrivning jo et liv uden kontakt med hverken omverdenen eller med sig selv.

Mens "Uden filter" er en heftig rap om dansk flygtningepolitik, har "Flyfunktion" fokus på, når man presser sig selv for meget måske for at hjælpe andre, som for eksempel flygtninge, eller man bare arbejder alt for meget.

"Man kan se det på dit ansigt. Du snyder kun dig selv" synger koret med kraftige klare stemmer, der på samme tid lyder flot, advarende og som en nænsom hånd, mens en psykologsamtale kværner ud i baggrunden.

Når man slår ordet fly-funktion op på nettet, lyder forklaringen, at ens mobil bliver deaktiveret for de trådløse funktioner, så man kan overholde flyselskabets regler. Det betyder også, at der ikke er nogen data roaming, ingen dyr telefonregning, men heller ingen opkald.

Ingen telefonregning? Fedt nok! Ingen opkald? Som billedsprog bliver det ret uhyggeligt, og i poetisk omskrivning bliver det jo et liv uden kontakt med hverken omverdenen eller med sig selv. Ham Den Lange er super til at finde disse metaforer. Både de dagligdags udtryk og hans egne indfald. Her er et par fede tekstpluk: Min hjerne er på Fly-funktion / Kan ikke forhindre autopiloten i at tale / Livet gror, der hvor man lægger frøene / Vi jagter de forsømte mål.

Den musikalske side og produktion står Antik for ved Jesper Sørensen. Han har produceret for Ham Den lange flere gange. Der er mere musik i "Flyfunktion" end i Den Langes tidligere rapnumre, og det er spændende, hvor det skal bære hen.

Man kan blive ganske imponeret af rappere og deres hurtighed, rytmikken i deres sprog. "Flyfunktion" er ikke en Fight Nights spontane ind- og udfald, men gennemtænkt og indspillet. Men når kor og rap kører sammen, bliver man lidt tabt som lytter. Ærgerligt, for Thorbjørn rapper og rammer ikke tilfældigt. Det nye album hedder Krøllet Sandstorm og får release i maj.

29. mar. 2019 - 13:28   29. mar. 2019 - 13:30

Musik

Karin Busk
Anmelder
4

Flyfunktion. Rap. Kunstner: Ham Den Lange (Thorbjørn Bech Rossen). Sangskriver: Ham Den Lange. Musik: Antik (Jesper Sørensen). Udgiver: Run For Cover.