03 Jun 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 12 °C

Charles Dickens er stadig værd at læse

Anmeldelse

Charles Dickens er stadig værd at læse

Vibeke Schrøder har udgivet en monografi om den engelske forfatter Charles Dickens (1812-1870). Ud over at fortælle om hans udvikling og privatliv, giver monografien en indføring i alle hans værker og et historisk indblik i hans tid.

FOTO: Illustration fra David Copperfield af Hablot Knight Browne
1 af 1

I år er det 150 år siden Charles Dickens (1812-1870), en af engelsk litteraturs helt store stjerner, døde, og i slutningen af sidste år udkom der meget passende en dansk monografi om ham, der med stor viden, grundighed og dokumentation i form af mange breve fortæller om hans liv og værker.

Dickens var ikke revolutionær. Han var socialt indigneret og imod monarki og statsreligion, men han mente, at vejen til et bedre samfund gik gennem reformer.

Men kan en føljetonforfatter fra victorietiden så sige os noget i dag? Ja, ikke så lidt endda, man behøver bare at se sig omkring i samfundet, hvor kløften mellem rige og fattige bliver stadig dybere, og hvor det stadig er korrupte finansmænd og politikere, der styrer butikken i egen interesse. Netop noget af det som Dickens angreb så heftigt i sine romaner, og som fik Bernard Shaw til at påstå, at ”Lille Dorrit” var mere revolutionær end ”Kapitalen”.

Det var nu at tage munden for fuld, for Dickens var ikke revolutionær. Han var socialt indigneret og imod monarki og statsreligion, men han mente, at vejen til et bedre samfund gik gennem reformer. Da han mistede troen på dette, frygtede han, at konsekvensen kunne blive revolution, som for ham stod for noget med blod i gaderne.

Gammeldags

En ting er imidlertid litteraturs indhold og hensigt, men hvad med skrivemåden? Er Dickens’ stil ikke for gammeldags til nutidens læsere?

En gang blev hans landsmand og navnebror, Charles Chaplin (1889-1977), spurgt om det samme i forbindelse med sine film, hvortil han svarede, at nogle synes det ene og andre det andet, så hvad skal man sige?

Man kan sige det samme om Dickens. Han begyndte at skrive på traditionerne fra det 18. århundrede, hvor romangenren var i sin vorden, men udviklede sig hurtigt og opfandt efterhånden en genial teknik, der var langt forud for hans samtidiges, og som stadig fungerer fortræffeligt. Han blev en mester i at skabe stemninger og piske spændingen op med forudanelser og antydninger.

Det filmiske

Men det helt særlige er stilens filmagtighed. Lad os i den forbindelse vende tilbage til den anden Charles, for ud over deres fattige barndom i London, har de to så meget til fælles i deres kunstneriske udtryk, at det er fristende at foretage sammenligninger.

Den franske filmmand René Clair har om Chaplin udtalt, at han var en forfatter, der lavede film. Omvendt kan man sige, at Dickens var en filmmager, der skrev bøger. Hans beskrivelser foregår som med et kamera, der panorerer, undertiden i fugleperspektiv, hen over scenen, forstørrer og formindsker, hviler på en person for at glide videre til en anden, mens der skiftes mellem nærhed og afstand.

Der er da heller ikke andre forfattere, der har fået så mange af sine romaner filmatiseret som Dickens, og de har været nemme at gå til, hvad sceneri og dialoger angår. På biblioteket kan man låne ikke så af disse, især dem der er lavet som fjernsynsserier.

Sentimental

En sidste indvending kunne være Dickens’ undertiden overhåndtagende sentimentalitet. Det samme kan siges om Chaplin, men for begges vedkommende gælder, at det er en ærligt følt sentimentalitet, der modsvares af en lige så fremherskende humor.

De mente begge, at tårer og latter var gode våben og de rette midler til at nå ind til publikum

Den litterære udvikling

Dickens slog igennem med Pickwick Klubben, der består af morsomme episoder med stærkt karikerede personer. Men allerede med den næste bog, Oliver Twist, skete der en væsentlig ændring. Den har en rigtig handling, og stilen er den blanding af humor og dysterhed, som fremover skulle præge Dickens’ værker, ligesom han allerede her tager fat på at angribe kritisable samfundshold. I dette tilfælde drejede det sig om fattigloven af 1834, som afskaffede al anden form for hjælp til fattige end anbringelse i de såkaldte work houses, der svarede til vores fattiggårde.

Herefter skrev Dickens i rask tempo roman efter roman, der som regel udkom i små månedshefter, hvad der gjorde dem alment tilgængelige, og folk var vilde med dem. Han angreb blandt andet kostskolevæsenet, gældsfængslerne og at man havde offentlige henrettelser. Altid var det børn, fattige eller retarderede, der var ofre for onde, griske mennesker.

Men med den meget selvbiografiske David Copperfield ændrer stil og temaer sig noget. Det onde bliver i mindre grad et enkelt individ, men i stedet upersonlige kræfter som bureaukrati og dyrkelsen af økonomisk fremdrift på bekostning af arbejderne. Tonen bliver mere dyster og handlingen fokuserer mere på noget alment, men det går ikke ud over dramatikken og humoren.

Persongalleriet er stort, men alle får tildelt deres egen historie; der er biroller men ikke statister i Dickens’ romaner. De fattige er for det meste gode, de der er helt uden for klassificering er som regel de morsomste, sagførere og bureaukrater er afskyelige, mens helten har det med at være lidt bleg og kedelig, for han skal jo være et pænt dydsmønster.

Kunstnerisk frihed

Selv om Dickens konstant angreb autoriteter og institutioner, blev han aldrig udsat for repressalier fra offentlig side, hvorimod dronning Victoria uden held forsøgte at fedte sig ind hos ham.

Modsat Chaplin, som på grund af sine holdninger godt hundrede år senere, under heksejagten på kommunister i 1950’erne, blev chikaneret ud af USA og tilbragte resten af sit liv i eksil i Europa. Her havde han dog en god alderdom med sin fjerde kone og alle deres børn, mens Dickens sled sig op og døde forholdsvis ung.

Privatliv

Fra barnsben havde Dickens måttet klare sig selv og fra sin tidlige ungdom også sørge for sine forældre og søskende. Skolegang og omsorg havde der ikke været meget af, alt var selvlært ved hårdt slid og det ophørte aldrig.

Han blev tidligt gift og det ene barn kom efter det andet i en lind strøm. Det var efter hans mening nærmest hans kones ansvar, og hun skulle jo bare føde børnene, mens han skulle skaffe mad på bordet, både til dem, sine forældre og søskende og senere også til sin elskerinde og hendes familie. Dertil kom, at han var et selskabsmenneske, og det kostede alt sammen.

Selv om Dickens havde en yderst veludviklet humoristisk sans, havde han tendens til at blive depressiv, og han udviklede en sygelig rastløshed, som kun kunne dulmes ved arbejde eller fysisk bevægelse i form af lange vandringer, gerne rundt i de skumle gader i London, hvor han tog noter og fotograferede med sit indre kamera.

Ud over at skrive roman efter roman tog han på oplæsningsturneer rundt om i landet og to gange i USA, og han arrangerede amatørteaterforestillinger – ofte i velgørende øjemed – hvor han selv skrev stykket, instruerede, spillede med og solgte billetter. Alt dette, i forening med familiekonflikter, skilsmisse og voksne børn, der stadig skulle sørges for, sled ham op, og han døde ”stående”, som han havde ønsket, i en alder af 58 år.

Monografiens titel er Den rejsende, og Dickens var en rejsende i konkret betydning, men også i overført. Hans liv fra samfundets bund, hvor han via sine forældre oplevede gældsfængslet indefra og var børnearbejder på en skosværtefabrik, og til dets top var en rejse, der krævede medfødte gaver, men også slid og streng disciplin. Det kunne gøre ham fordømmende over for dem i hans familie, der ikke brugte deres muligheder, men aldrig over for dem, der levede på bunden og ingen muligheder havde.

Ud over at fortælle om Dickens udvikling og privatliv, og hvad det sidste angår, er det ikke nogen helgenkåring, giver monografien en indføring i alle hans værker og et historisk indblik i hans tid.

02. apr. 2020 - 12:07   02. apr. 2020 - 12:42

Bøger

Margit Andersen
Anmelder

Vibeke Schrøder: Den rejsende. Charles Dickens’ liv og værk. 
421 sider. 375 kroner (vejl.). Forlaget Spring.