16 Sep 2019  

KBH: Let skyet, 15 °C

Breve fra Den Spanske Borgerkrig

Breve fra Den Spanske Borgerkrig

Historien om tre ungkommunistiske brødre, der handlede på truslen om fascismens fremmarch i Europa og tog til Spanien for at bekæmpe den, er "den bog man skal læse" i den anti-fascistiske kamp.

Hans Petersen, Aage og Kai Nielsen på Lillebæltsbroen på vej til Spanien august 1936.
FOTO: Nielsen
1 af 1

En aften i august 1936 cykler de tre brødre Harald, 24 år, Kai på 21 år og Aage Nielsen på 18 år med vennen Hans Petersen, 26 år af sted fra Nørrebro med Spanien som mål. De vil, som de første, melde sig til de internationale brigader og kæmpe for demokratiet. Deres frygt er, at fascismen sejrer og at det senere vil ramme Danmark. Senere fulgte 550 danskere dem.

Deres frygt er, at fascismen sejrer og at det senere vil ramme Danmark.

Gennem fotos, cirka 100 breve og interviews fortæller forfatterne Albert Scherfig, Charlie Krautwald, Daniel Madsen og Nadia Zarling historien om de tre brødre. "Brødrene Nielsen – Breve fra Den Spanske Borgerkrig" giver et troværdigt og jordnært billede af deres liv under borgerkrigen.

Det er der blevet en smuk og bevægende historie ud af, hvor de møder både krigens rædsler, men også solidaritetens varme, venskaber for livet og ikke mindst kærligheden og kærester.

Brødrenes "kamperfaringer" var Arbejderværnets gadekampe mod nazister og konservative i København. Nu var de aktive deltagere i forspillet til Anden Verdenskrig. Disse erfaringer brugte de til at være medstiftere af sabotageorganisationen KOPA/BOPA, da de efter Danmarks besættelse gik aktivt ind i modstandskampen.

Brevene er bragt kronologisk i kapitler med introducerende tekst, der fint sætter brødrenes historie ind i borgerkrigens større sammenhæng.

Opflasket med politik

De tre kommunistiske brødre var ud af en søskendeflok på ni. Faderen smed og glødende syndikalist og moderen hjemmegående. De var opflasket med politik. Som seks årig solgte Harald syndikalisternes blad ’Solidaritet’ i Fælledparken.

Vi følger brødrenes spændende cykeltur gennem det nazificerede Tyskland, over folkefrontens Frankrig og møder her megen sympati. Ved grænsen til Frankrig må de efterlade cyklerne og derfra vandre/blaffe til hvervekontoret i Paris. Humøret er højt da de sender første brev hjem den 2. september 1936. På deres vej slår de følge med to eksiltysker, Willy og Annie, der også vil til Spanien.

I midten af september ankommer de til Barcelona. De modtages af anarkistlederen Durutti, som anholder dem, da de viser deres partibøger. Først da den legendariske tysker Hans Beimler kommer til, bliver de frigivet. Dette tidligere medlem af den tyske Rigsdag bliver som "en far" for dem.

De indrulleres i Centuria Thalmann, bataljon Maksim Gorkij, division Carlos Marx – fint lød det – på Carlos Marx kaserne, og tager hurtigt til Aragon-fronten som stødtropper. De kommer i kamp i et slag, der koster det halve af enheden livet, og Harald såres.

No pasaran

Senere sendes alle fire kammerater til Madrid, hvor sloganet "No pasaran" hersker og virker i tre år. Her såres Hans Petersen, og sendes til Barcelona. Både Durutti og Beimler dør her.

I januar 1937 bliver de fire medlem af det 100 mand store luftværnsbatteri "Argument Dimitrov", der også har andre danskere. Hans Petersen bliver uddannet partisan og sættes ind bag fascisternes linjer.

I april 1937 sendes brødrene til Guadalajara, for at imødegå 50.000 italienske soldater. På samme tid bliver den baskiske landsby Guernica terrorbombet fra luften. 1654 civile omkommer.

Harald såres igen, og brødrene deles da "Argument Dimitrov" bliver sendt til Brunet-fronten.

Tilbage til Danmark

I august deserterer Aage og stikker til søs. Senere får Harald og Kai orlov. De tager med 88 andre danskere hjem i april 1938. i Esbjerg modtages de af 500 og Andersen Nexø holder tale for dem. I København er hele 25-30.000 mødt op til modtagelsen.

Hjemme afhøres de af politiet og mange, herunder Harald, idømmes fængsel. I april 1939 overgiver folkefronten sig og Franco tager over.

Aage dør i tysk varetægt i oktober 1943. Til hans begravelse deltager over 1000, nogle bevæbnede, andre med røde faner. "Svært bevæbnede og med glammende og glubske hunde drev politiet begravelsesdeltagerne" ud af kirkegården.

Harald og Kai arresteres senere, men flygter til Sverige. Her bliver de arresteret og overført til statsfængslet Kalmar. 6. maj vender Kai tilbage til København og lidt senere Harald.

Otte års krig, og tabet af Aage, havde sat sine spor. Kai dør i 1975 og Harald i 1989.

Årets julegavebog

Bogens opbygning, persongalleriet, kildematerialet, fremragende noter, de mange unikke fotos, grafikken og dens velskrevethed betyder årets julegave er sikret. Den er en ’den må jeg læse’ bog, for politisk og historie interesserede om en flok ungkommunister der handlede.

05. dec. 2014 - 12:15   06. jun. 2016 - 18:27

Bøger

Bjarne Nielsen
Anmelder
6

Albert Scherfig, Charlie Krautwald, Daniel Madsen og Nadia Zarling: Brødrene Nielsen – Breve fra Den Spanske Borgerkrig. 368 sider, illustreret, 299 kroner. Forlaget Nemo