19 Sep 2020  

KBH: Overskyet, 14 °C

Bog om Weimar-republikkens sidste dage giver stof til eftertanke

Anmeldelse

Bog om Weimar-republikkens sidste dage giver stof til eftertanke

"Banemændene" omfatter en kort periode frem til 30. januar 1933, hvor man dag for dag følger de begivenheder, der bragte Hitler til magten. Det er en spændende bog, som giver stof til eftertanke.

Adolf Hitler taler til den tyske nation 1. februar 1933.
FOTO: Bundesarchiv / CC-BY-SA 3.0
1 af 1

De to tyske historikere og journalister, Rüdiger Barth og Hauke Friedrichs, følger i bogen Banemændene Weimarrepublikkens sidste ti uger frem til den 30. januar 1933, hvor Adolf Hitler blev Rigskansler.

Ikke desto mindre erkendte vi først under arbejdet med denne bog, hvor subtilt, egoistisk, og samtidig skruppelløst de vigtigste tyske politikere i den periode bar sig ad.

Det er ikke en traditionel historiefortælling. Bogen omfatter en kort periode, fra 17. november 1932 til 30. januar 1933, hvor man dag for dag får et indblik i og en forståelse for de begivenheder, der bragte Hitler til magten.

Bogen er skrevet på baggrund af en omfattende research i et væld af arkiver, dagbøger, breve og dokumenter og giver et levende indblik i Weimarrepublikkens fald.

Bogen er både spændende og levende og giver stof til eftertanke. Hvorfor kunne nazisterne komme til magten, når nazipartiet var i dyb krise op til magtovertagelsen? 

Hitlers vej til magten

I januar 1933 var det nazistiske parti præget af en dyb politisk splittelse, som truede med at rive det midt over. Konflikten var mellem Hitler, som målrettet og kompromisløs gik efter magten uden at dele den med andre politiske kræfter, og Gregor Strasser, som arbejdede for, at nazipartiet indgik i en koalitions regering. Konflikten førte til massive udmeldelser fra nazipartiet. Strasser blev i øvrigt skudt under opgøret i SA under de lange knives nat i 1934.

Ved rigsdagsvalget i juli 1932 blev nazipartiet det største parti i rigsdagen med 38 procent af stemmerne. Det var en fremgang på hele 19 procent. Men ved valget i november 1932 gik nazipartiet tilbage og fik nu 33 procent.

Økonomisk var partiet på fallittens rand. Rigtigt mange af SA-tropperne var arbejdsløse og sultne arbejdere, der blev betalt for at være bøller og terroriserer gaderne og alle andre politiske kræfter. Men i slutningen af 1932 var kassen tom.

Frygten for kommunisterne

Alligevel kom Hitler til magten. Bogen giver en meget godt indtryk af, hvorfor det skete, lige fra finansfolks støtte til og ønske om, at Hitler fik den uddelte magt, den voldsomme økonomiske krise og fattigdommen i den tyske arbejderklasse, som var ubeskrivelig stor, inkompetente og intrigante politikere, et parlamentarisk system, som var i permanent krise og ikke var i stand til at reagere. Og sidst men ikke mindst, systemets, politikernes og finanskapitalens åbenlyse frygt for det tyske kommunistparti, KPD, og en mulig revolution.

Helt frem til Hitler kom til magten, var KPD i stand til at massemobiliserer den tyske arbejderklasse. Den 22. januar 1933 organiserede nazipartiet en demonstration i Det røde Berlin ved KPD-hovedkvarter. Omkring 16.000 politifolk var udkommanderet for at beskytte de 16.000 SA-stormtropper som deltog i demonstrationen.

Tre dage efter mobiliserede KPD en mod demonstration med 130.000 mennesker, med "hævede knytnæver" og uden politibeskyttelse. Også socialdemokraterne i SPD kunne mobilisere 100.000 til demonstration.

Hitler som rigskansler - hvad skulle man gøre?

I timerne op til at Hitler blev rigskansler den 30. januar 1933, holdt lederne af det socialdemokratiske parti møde med fagforeningernr. Hvad skulle man gøre?

Rudolf Breitscheid, SPD’s gruppeformand, erklærede på mødet, at hvis Hitler bliver kansler, vil Rigsdagen blive hjemsendt eller opløst: "Så vil vi træde ind i en ny fase af nationalsocialismen og blive stillet ovenfor nødvendigheden at drive fascisterne fra magten. SPD vil ikke kunne samarbejde med kommunisterne om dette"!

Endnu mere uforståelig bliver SPD appel til den tyske arbejderklasse: "koldblodighed, beslutsomhed, disciplin, enighed og mere enighed. Enkeltpersoners og -gruppers udisciplinerede aktioner på egen hånd vil være til stor skade for den samlede arbejderklassen. VI vil overholde demokratiets spilleregler".

De socialdemokratiske fagforeninger fulgte trop: "udvis koldsindighed og selvbeherskelse. Lad jeg ikke forlede til forhastede og dermed skadelige individuelle aktioner. Organisering, ikke demonstration er øjeblikkets parole. Fagforeninger har handlet i denne ånd i årtier".

KPD’s appel var opfodring til generalstrejke nu: "Dette, det åbenlyst fascistiske diktaturs nye regering, er den mest brutale og utilslørede krigserklæring mod det arbejdende fok, den tyske arbejderklasse".

Skruppelløse politikere

Lad mig slutte af med forfatternes egne afsluttende ord: 

"Hvad er den vigtigste erkendelse for os? Det ville være for banalt at sige, at Hitlers magtovertagelse på ingen måde var uundgåelig. Ikke desto mindre erkendte vi først under arbejdet med denne bog, hvor subtilt, egoistisk, og samtidig skruppelløst de vigtigste tyske politikere i den periode bar sig ad. Hvor mange muligheder der havde været for, at det gik galt for nationalsocialisterne.

Banemændene havde ikke behøvet at sejre".

05. mar. 2020 - 13:26   06. mar. 2020 - 09:48

Bøger

Jan Mathisen
Medlem af Kommunistisk Partis landsledelse

Rüdiger Barth og Hauke Friederichs: Banemændene – Weimarrepublikkens sidse vinter. 410 sider. 350 kroner (vejl.). Forlaget Gyldendal.