03 Dec 2020  

KBH: Overskyet, 2 °C

Bliktrommen: Barnevidne til historiens gru

Nyrestaureret mesterværk

Bliktrommen: Barnevidne til historiens gru

Den tre-årige Oskar nægter at vokse i protest mod de voksnes verden. Grass' roman Bliktrommen er forlæg for Schlöndorffs film fra 1979, nyrestaureret og aldrig kedelig.

Rollen som Oskar Matzerath i 1979 overbevisende spillet af den 11-årige schweiziske barneskuespiller David Bennent.
FOTO: Another World Entertainment
1 af 1

"Bliktrommen" er en prisvindende tysk filmklassiker fra 1979, baseret på Günter Grass-romanen af samme navn fra 1959. Selv om den kun dækker to tredjedele af bogen, er det en særdeles vellykket og kunstnerisk filmatisering, fyldt med symbolik og groteskheder, som af samtidige anmeldere blev sammenlignet med filmmagerstilen hos Fellini.

Filmen er en historisk beretning om, hvordan befolkningen i grænselandet Kasjubien, beliggende i det nuværende Pommern i både Tyskland og Polen, bliver tragiske marionetter for større magters indblanding.

Oskar bliver et uskyldigt og ansvarsløst vidne til historien, krigen og de voksnes fortsatte tåbeligheder.

Handlingen udspiller sig i Gdansk (Günter Grass' egen fødeby), som er en smeltedigel af etniske tyskere, polakker og kasjubere, med konstant politisk uro til følge.

Helt galt bliver det, da nazisterne kommer og "befrier" regionen, og efter krigen kommer kommunisterne, mens Tyskland som krigens taber bliver sat under formynderi af amerikanerne – en stemning som i den grad må have været til at tage og føle på i slut-halvtredserne, hvor Grass skrev romanen. Filmen skildrer dog ikke den sidste del af dette, men stopper kort efter slutningen på Anden Verdenskrig.

En genistreg

Det er en fortælleteknisk genistreg, at en historie, som strækker sig fra hele mellemkrigstiden og frem til Anden Verdenskrigs afslutning, ses gennem en tre-årig drengs øjne. Den lidt overnaturlige dreng Oskar, som, allerede da han bliver født, ikke har den store lyst til at leve i voksenverdenens traumatiserende elendighed, men ved sin fødsel bliver lovet en bliktromme til sin tre-års fødselsdag.

Kun tanken om denne bliktromme holder Oskar gående, og da han fylder tre og modtager trommen, er han så fuld af afsky for voksenverdenen, at han beslutter sig for at holde op med at vokse.

Hermed bliver han et uskyldigt og ansvarsløst vidne til historien, krigen og de voksnes fortsatte tåbeligheder, og filmen går dybt ned i detaljen om den historiske udviklings virkning på folkene omkring lille Oskar.

En nøglescene

Der er et stort antal både finurlige og forstyrrende scener i filmen, og jeg vil især fremhæve en nøglescene henimod slutningen, hvor Oskar og hans forældre går en tur på stranden og bevidner, hvordan de ål, som de har købt og spist i mange år, faktisk bliver fanget.

Bliktrommen er tætpakket med både handling og filosofisk substans og bliver aldrig kedelig.

Et halvråddent oksehoved bliver lagt ud som madding og trukket ind, når det er fuldt af ål, som er i gang med at æde det rådne kød i kraniet. Ålefiskeren kommenterer begejstret, at i årene efter Skagerrak-slaget i 1916 var ålene særligt lækre og fede – med implikationen om, at det var fordi, de havde spist de druknede soldater.

Da Oskars mor ser og hører dette, rammes hun af en altoverskyggende væmmelse, som først udmønter sig i opkast, og da hendes mand senere insisterer på, at de også skal spise disse ål, reagerer hun ved selvdestruktivt at spise sig ihjel.

På dette tidspunkt er lille Oskar 21 år gammel, stadig i en tre-årigs krop, og først her giver han slip på sin bliktromme, som han smider i moderens grav, og beslutter sig til at begynde at vokse igen. Dette resulterer også i en seksuel opvågnen, da den 16-årige Maria bliver ansat som ekspedient i farens butik.

Overbevisende barneskuespiller

Historien i filmen består af et utal af detaljer, man kunne kommentere på; den er tætpakket med både handling og filosofisk substans og bliver aldrig kedelig.

Grass kritiserer ikke så meget de almindelige mennesker, men den gru de udsættes for.

Man må dog ende med at stille skarpt på den 11-årige schweiziske barneskuespiller David Bennent, som er så lille af statur, at han overbevisende kan spille en tre-årig dreng og også har udseendet og modenheden til at gøre et fantastisk stykke arbejde med rollen.

Det er i høj grad Bennents fortjeneste, at romanen manifesterer sig så filmisk flot, som den gør; det er ham, der får det hele til at fungere, selv om resten af cinematografien også er smukt udført. Han gjorde også indtryk som elverfigur i Ridley Scotts anbefalelsesværdige fantasy-film fra 1985, "Legend".

Fra uindbydende til dybt interessant

"Bliktrommen" er en film, som ved første øjekast kan virke mærkværdig og uindbydende, men hvis man dykker ned i dens symboler og karakterbeskrivelser, bliver den interessant nok til, at man straks har lyst til at se den igen.

Personerne i filmen er sjældent selv skyld i deres besynderlige adfærd og skæbne, men må nærmest flyde med samfundets strømninger som hjælpeløse tilskuere. Deres menneskelige jovialitet, livslyst og kærlighed til hinanden skinner imidlertid klart igennem, selv om vilkårene mildest talt ikke er gunstige.

Forfatteren Grass kritiserer ikke så meget de almindelige mennesker, men den gru de udsættes for af magthavernes misantropiske krige.

29. okt. 2020 - 07:00   29. okt. 2020 - 11:10

Filmanmeldelse

Tue Sørensen
Anmelder
  • Bliktrommen

  • Instruktør: Volker Schlöndorff

  • På tysk: Die Blechtrommel - 164 min – Tyskland m.fl. 1979

  • Efter romanen Die Blechtrommel af Günter Grass 

  • Foto: Igor Luther. Klip: Suzanne Baron

  • Producer: Franz Seitz

  • Musik: Maurice Jarre

  • Premiere 29.oktober 2020.