12 Nov 2019  

KBH: Spredte skyer, 7 °C

Aurings debutroman om tiden fra ung til voksen

Anmeldelse

Aurings debutroman om tiden fra ung til voksen

"Livet i hænderne" handler om en ung mand, der bliver voksen, om tidens politiske aktiviteter og strømninger – nogenlunde parallelt med Gudmund Aurings eget liv.

Gudmund Auring skildrer blandt andet modstanden mod USA's krig i Vietnam.
FOTO: Arkivfoto, Demos
1 af 1

Livet i hænderne lyder titlen på Gudmund Aurings nye og første roman. En smuk titel om livet som det udvikler sig for romanens hovedpersonen, Morten. Han er et engageret og åbent menneske, dog ikke noget dydsmønster.

I et billedskabende og letflydende sprog skitserer Gudmund Auring sin handling, karakteriseret ved stærke menneskelige bånd og politisk engagement på venstrefløjen.

Vi møder Morten i 1969, hvor han går på seminariet i Silkeborg, og forlader ham 14 år senere. Da har han fået fast familie, kone og fire børn. I den mellemliggende periode har han forandret sig fra en søgende, sex- og dameglad single til at være en hårdtarbejdende lærer og ansvarsbevidst familiefar.

Børn og pædagogik har en stor plads, og vi får blandt andet en kostelig beskrivelse af Mortens alternative og progressive undervisning på en folkeskole.

Det politiske engagement fra organisering af modstanden mod USA's krig i Vietnam varer ved, og der følger første maj-møder og senere politisk stillingtagen til krigene i Afghanistan. Mortens barndomsven dukker også op igen efter år uden kontakt. Enige rygklappere bliver de ikke, men de har meget til fælles, og en lang samtale peger fremad mod, at deres venskab fortsætter trods politisk uenighed.

Familieliv

Ind imellem flettes livet med kæresterne, åbne og direkte beskrivelser af sex og hvad der sker i både hoved og krop i den forbindelse. Tidligt i bogen møder han Signe, som han senere flytter sammen med, de får børn og bliver også gift.

Der er passager med skænderier af den grimme slags og beskrivelser af hverdagene med tidspres, surhed og for mange pligter. Det får vi også skildret af datteren Sille, som overtager et kapitel af romanen og indleder med, "mor og far er altid sure". Men som læser er man aldrig i tvivl om Mortens store kærlighed til sine børn og sin familie.

Signe og Morten klarer skærene og bliver sammen. Hele familien planter symbolsk fire ahorntræer, som vokser og trives.

I et billedskabende og letflydende sprog skitserer Gudmund Auring sin handling, karakteriseret ved stærke menneskelige bånd og det politiske engagement på venstrefløjen som fast baggrund.

Spillemand

Livet i hænderne handler om en ung mand, der bliver voksen, om tidens politiske aktiviteter og strømninger; nogenlunde parallelt med Gudmund Aurings egen korte biografi som står på omslaget af bogen.

Han er kendt som troubadour og spillemand med egen guitar, stiller jævnligt op til demonstrationer og freds- og antifascistiske arrangementer i Østjylland, hvor han bor. På internettets "Youtube" ses en video med hans gribende sang, "Med angst ombord". Mange vil også kende Gudmund Auring fra hans 34 år på Fjordsgades Skole i Aarhus.

04. jul. 2019 - 11:27   05. jul. 2019 - 14:33

Bøger

Inge Torkild-Hansen
Anmelder

Gudmund Auring: Livet i hænderne. Roman. 232 sider. 199 kroner, E-bog 139 kroner. Forlaget mellemgaard.