20 Sep 2020  

KBH: Spredte skyer, dis, 13 °C

Øjenlægen der blev præsident

Bog om Bashar-al Assad i Syrien

Øjenlægen der blev præsident

Historiker, journalist og forfatter Adam Holm forsøger i bogen "Diktatoren i Damaskus" at finde frem til, hvordan en diktator går klædt, opfører sig, og hvilken uddannelse han har. Men ingenting passer på Bashar al-Assad.

Hvordan kan en pæn vestlig klædt mand, der taler civiliseret til journalister og ikke vælter sig i luksus, være en ond massemorder, have ansvar for tortur og være en diktator? Adam Holm kan ikke finde ud af, hvad der gemmer sig bag personen Assad, der er præsident i Syrien, men som måske hellere ville have været øjenlæge.

Det fremgår klart af bogen, at Adam Holm er helt på linje med, hvad Israel, USA og andre vestlige lande siger om Syrien og Assad. 

Adam Holm har skrevet bogen, Diktatoren i Damaskus, hvor han forsøger at forklare, hvordan Assad kan være den diktator, som Adam Holm mener, han er. Bogen bygger på en lang række af interviews og snakke med syrere, artikler og film om Assad.

I starten af bogen føler Adam Holm sig nødsaget til at slå sine egne holdninger fast: "Min interesse for Assad bunder ikke i at jeg har sympati for manden…. For at undgå enhver misforståelse: jeg er ikke neutral, når det gælder Assad".

Jeg som læser forstår ikke, at han føler sig nødsaget til at slå det fast. Det fremgår klart af bogen, at Adam Holm er helt på linje med, hvad Israel, USA og andre vestlige lande siger om Syrien og Assad. Men det er glædeligt, at Adam Holm siger, han ikke er neutral, som mange andre journalister hævder, de er.

"Assad er interessant fordi hans livsforløb rummer nogle paradokser som ikke på samme måde springer i øjnene, når man kigger på andre af hans kollegaer udi diktaturets barske håndværk. Saddam Hussein, Muammar Gaddafi, Hosni Mubarak og Assads egen far", skriver Adam Holm.

En beskeden mand

Dette spor forfølger Adam Holm i hele bogen, og han har svært ved at acceptere, at han kan identificere sig med Assads musiksmag og favoritfilm, fornemmer man. For at finde noget "smuds" på Assad griber Adam Holm fat i den israelske Syriensforsker Eyal Zisser. Men forgæves. Ifølge Zisser viste Assads tid på universitetet i London, at han er en beskeden mand, der ikke bruger privat chauffør, og selv rydder af bordet, når der er spist.

Det kan virke mærkeligt, at en mand som Adam Holm, der er historiker og journalist, ikke kan forestille sig, at en mand som George W. Bush, Barack Obama eller for den sags skyld Danmarks tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen kan have ansvar for krigsforbrydelser, tortur og støtte diktaturer.

En spændende vinkel på Syrien, som Adam Holm ikke lægger så meget vægt på i bogen, er, om ikke Assad er en kransekagefigur på en stat, der styres af en rig elite. Der er kun små hentydninger som blandt andet:

"Kredsen af rådgivere og generaler, han havde overtaget fra sin fars garde, åndede ham tungt i nakken. Vicepræsident, Abd al-Halim Khaddam, rådede den unge mand til at holde foden på bremsen. Ethvert forsøg på straks at bekendtgøre en revolutionær forandringer ville føre til uro på de indre linjer. Det ville de hårde regimefolk ikke bryde sig om, og de ville gøre alt for at fjerne årsagen til uro".

Venner i Syrien

Adam Holm var første gang i Syrien i 1998, hvor det var Assads far, der var præsident. Han har været i landet flere gange siden og har ifølge ham selv en del venner i landet. Han er ikke som DR-journalist Puk Damsgaard i områder, der er kontrolleret af den væbnede opposition, der støttes af USA og andre vestlige lande samt golflande, men i de dele den syriske hær har kontrol over.

I 2017 skrev Adam Holm bogen, En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus.dr.dk ligger der tre Podcast, Adam Holm i Syrien, hvor han giver ordet til forskellige syrere. Blandt andet en musiker, der er soldat i Syriens hær, en journalist, der skriver om Syriens krig imod ISIS, en aktivist og flere andre, der har valgt at blive i Syrien.

15. maj. 2020 - 11:00   27. maj. 2020 - 09:35

Bøger

Per Nielsen
Anmelder

Adam Holm: Diktatoren i Damaskus. Et portræt af Bashar al-Assad. 250 sider. 250 kr (vejl.) Gyldendal.