Jens Voldby Crumlin
Fagbevægelsen er nødt til at erkende at hverken den tidligere Socialdemokratiske regering eller den nuværende reelt har nogen interesse i eller vilje til at ændre på regnemodellerne. Nu er Mette Frederiksen på vej til Bilderberg møde hvor kun de fremmeste neoliberale magtfulde personer bliver inviteret.
Der er brug for et oprør fra neden hvis det overhovedet skal kunne lade sig gøre at ryste den neoliberale planøkonomi og de regnemodeller der ligger bag.
https://arbejderen.dk/debat/den-neoliberale-planoekonomi-tager-kvaelertag-paa-vores-velfaerdsstat/
Finansministeriets regnemodeller har brug for et serviceftersyn
Med den nuværende regnemodel vil det for politikerne være "billigere" at give skattelettelser end velfærdsydelser. FOA har faktisk undersøgt, at velfærd som for eksempel børne-, ældre- og sundhedsydelser giver mere arbejdsudbud end skattelettelser. Derfor skal de skæve regnemodeller kigges efter i sømmene.Når regering og Folketing diskuterer økonomisk politik, er Finansministeriet og deres regnemodeller ofte udgangspunkt for debatten. Modellerne leverer skråsikre svar på, hvad det koster at gennemføre såkaldte reformer. De fortæller, hvad det betyder for skatteindtægter og arbejdsudbud på både kort og langt sigt. Problemet er, at resultaterne altid peger i samme retning.
Balladen om størrelsen på gevinsten ved at afskaffe en store bededag er et aktuelt eksempel. Regeringen og Finansministeriet mente, at der var store penge at hente, mens økonomer udenfor Slotsholmen var langt mere skeptiske.
Disse regnemodeller er ikke bare en black box, som særligt indsigtsfulde økonomer får lov til at kigge i, men også en meget politisk bestemt boks, som favoriserer en bestemt politisk holdning.
Den 16. maj holdt Virkelighedens Velfærd – BUPL, HK Kommunal, DLF, Dansk Socialrådgiverforening og FOA – en høring på Christiansborg om problemerne med Finansministeriets regnemodeller. På høringen stod det desværre helt klart, at regnemaskinen altid viser, at skattelettelser og afgiftslettelser ikke koster helt så meget som for eksempel investeringer i velfærden, uddannelse, børnepasning, ældrepleje eller sundhed.
Så når partierne forhandler om de knappe midler i finansloven, så vil det for politikerne være “billigere” at give skattelettelser end velfærdsydelser. Det er, fordi Finansministeriet vurderer, at nogle af pengene kommer igen, når man giver skattelettelser, da man regner med, at folk dermed vil arbejde mere. Men Finansministeriet regner ikke med, at der kommer nogle penge tilbage på kontoen, når vi investerer i en tryg barndom eller bedre uddannelse, selvom det jo er åbenlyst, at vi som samfund har store gevinster, når vi bliver dygtigere og klogere eller får færre sociale skæbner.
Det, synes jeg, er helt skævt. På den måde risikerer vi, at politikerne ikke træffer de bedste og mest langsigtede valg for samfundet. Vi har i FOA faktisk undersøgt, at velfærd som for eksempel børne-, ældre- og sundhedsydelser giver mere arbejdsudbud end skattelettelser. Når vi spørger danskerne, er svaret ja.
På høringen kom det frem, at Danmark faktisk er det eneste land, hvor man regner med såkaldte adfærdsændringer eller dynamiske effekter i Finansministeriet, når politikerne forhandler finanslov. Det blev tydeligt på høringen, at disse regnemodeller ikke bare er en black box, som særligt indsigtsfulde økonomer får lov til at kigge i, men også en meget politisk bestemt boks, som favoriserer en bestemt politisk holdning.
Politikerne er godt klar over, at den er gal – eller mange af dem er i hvert fald. Faktisk har det været på flere regeringers program at kigge de skæve regnemodeller efter i sømmene, helt tilbage fra Thorning-regeringens tid. Men det er ikke blevet til noget – det er endt i den nederste skuffe hos embedsmændene, uden der er sket noget.
På høringen fik vi at vide, hvordan ændringer i dagpenge slår kraftigt ud i regnemodellerne. Enhedslisten kom for mange år siden igennem med et forslag om en mindre forbedring i dagpengene. I de politiske forhandlinger viste Finansministeriets regnemaskine, at det ville koste samfundet 750 millioner kroner som følge af adfærdsændringer og tabte indtægter. Men efterfølgende viste det sig, at den reelle udgift var tættere på nul (5 millioner kroner).
Vi vælger vores politikere, for at de skal træffe kloge valg. Det kan de kun, hvis de har et ordentligt fundament at stå på. Derfor skal vi af med disse skæve regnemodeller, når der forhandles finanslov. Og vi skal samtidig blive klogere på og synliggøre de gavnlige effekter, som velfærden har for vores samfund. Vi tager det måske for givet, men velfærden skal vi værne om.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.