22 Jan 2021  

KBH: Spredte skyer, 5 °C

Noget om profitraten på verdensplan

Analyse

Noget om profitraten på verdensplan

Det langstrakte fald i kapitalens profitabilitet viser, at kapitalismen er håbløst ude af stand til at udvikle produktivkræfterne, trække milliarder af mennesker ud af fattigdom og sikre en rig verden i harmoni med naturen.

På verdensplan er virksomhedernes profitter faldende. De store amerikanske teknologi- og onlinevirksomheder (de såkaldte FAANG: Facebook, Apple, Amazon, Netflix og Google) er undtagelser, som fortsat scorer enorme gevinster.
FOTO: Kena Betancur/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Tilbage i juli i år skrev jeg et indlæg om en ny tilgang til profitraten på verdensplan, og hvordan den kan måles. Jeg skal ikke her gentage argumentationen, da den kan læses i tidligere indlæg.

Kapitalismen er håbløst ude af stand til at udvikle produktivkræfterne, trække milliarder af mennesker ud af fattigdom og sikre en rig verden i harmoni med naturen.

Men jeg skrev dengang, at jeg ville følge op på, hvordan profitraten på verdensplan er sammensat, og hvilke faktorer der driver den. Og at jeg ville forsøge at se på forholdet mellem profitratens skiften og kriserne i den kapitalistiske produktionsmåde, deres regelmæssighed og styrke. Jeg ville også overveje, om profitraten med tiden kan ramme nul, hvis der – som Marx argumenterede – er en tendens til, at den falder. Hvad ville det i så fald fortælle os om kapitalismen som sådan?

Jeg er ikke sikker på, at jeg kan besvare alle disse spørgsmål i dette indlæg, men her er, hvad jeg har.

Fire perioder siden Anden Verdenskrig

Lad mig imidlertid først gentage, hvad jeg skrev i juli om målingerne af profitraten på verdensplan. Jeg beregnede den gennemsnitlige (vejede) profitrate på anlægsaktiver i G20-økonomierne fra 1950 til 2017, hvor de senest tilgængelige data stammer fra. Resultatet kan ses i graf nummer 1. Jeg har opdelt serien i fire perioder, som efter min mening afspejler forskellige situationer i den kapitalistiske verdensøkonomi:

Profitraten i procent i G20-landene - tekst i selve grafen: GULDALDEREN, PROFITABILITETS-KRISE, NYLIBERALT OPSVING, LANG DEPRESSION.
Grafen baserer sig på data, der er tilgængelige fra de såkaldte Penn World Tables. Penn World Tables (PWT) er en kæmpemæssig database, der indeholder økonomiske informationer fra pt. 167 af verdens lande i perioden 1950 til 2017. Dataene omhandler kapital, produktivitet, beskæftigelse og befolkning. PWT udvikles og vedligeholdes af forskere ved University of California, Davis og Groningen Growth Development Centre på Groningen Universitet.

Der er ”guldalderen” umiddelbart efter Anden Verdenskrig, profitabiliteten er høj og tilmed stigende. Derefter følger en periode, hvor det er veldokumenteret – og det stilles der ikke spørgsmålstegn ved – at profitraten kollapser fra midt i 1960’erne til den globale nedtur i 1980’ernes begyndelse. Så kommer det såkaldt nyliberale opsving, hvor profitabiliteten bedrer sig og når et højdepunkt hen mod 1990’ernes slutning uden dog på nogen måde at nå samme niveau som i guldalderen. Og endelig har vi den periode, som jeg kalder Den Langtrukne Depression, hvor profitabiliteten igen ligger lavt, men med et nyk op fra den svage recession i årene 2001 til 2007, altså lige før Den Store Recession. Siden Den Store Recession har profitabiliteten kun rettet sig minimalt op.

Så empirien underbygger Marx’ profitabilitetslov. Men kan den også underbygges teoretisk? Kan der være andre årsager til profitabilitetens fald end dem, som Marx anfører?

Kapitalens organiske sammensætning vokser

Marx’ teori går jo ud på, at kapitalisterne i deres indbyrdes konkurrence om markedsandele og voksende profitter forsøger at underbyde deres rivaler ved at sænke omkostninger, især omkostninger til arbejdskraft. Investeringer i maskiner og teknologi har således til hensigt at slippe af med arbejdere og få maskiner til at erstatte dem. Men eftersom der er brug for arbejdskraft til at skabe ny værdi (maskiner kan ikke skabe værdi uden arbejdskraft), er der en tendens til, at ny værdi (og især merværdi) relativt set falder i forhold til de voksende investeringer i maskineri og udstyr (i Marx’ termer: konstant kapital).

Over tid vil der således finde en vækst sted i den konstante kapital målt i forhold til investeringer i arbejdskraft (variabel kapital), hvad der også kaldes kapitalens voksende organiske sammensætning. Det var hovedtendensen i Marx’ profitabilitetslov.

Tendensen kan modvirkes, hvis det lykkes for kapitalisterne at sætte udbytningsgraden (eller merværdiraten) i vejret. Hvis kapitalens organiske sammensætning vokser mere end merværdiraten, vil profitraten falde – og omvendt. Hvis det er tilfældet med den målte profitrate, vil det underbygge, at man kan benytte Marx’ forklaringer til at forklare profitratens fald siden 1950.

Marx’ teori bekræftes

Graf nummer 2 viser profitratens sammensætning i G20-økonomierne. Grafen viser, at det langsigtede profitabilitetsfald modsvares af en langsigtet vækst i kapitalens organiske sammensætning. Det understøtter Marx’ væsentligste forklaring på, hvorfor profitraten har tendens til fald, nemlig at kapitalens organiske sammensætning vokser.

Kapitalens organiske sammensætning og profitraten i procent i G20-økonomierne: Fed linje ______ Profitrate Stiplet linje --------- Kapitalens organiske sammensætning
Kilde: Penn World tables, Michael Roberts’ udregninger.

Hvad så med merværdiraten? Hvis den vokser hurtigere end kapitalens organiske sammensætning, skulle profitraten vokse og omvendt. I tabel nummer 3 er disse variabler vist, brudt ned på de fire perioder, jeg beskrev ovenfor. De viser de procentvise forandringer i hver periode:
 

ROP = Profitrate - OCC = Kapitalens organiske sammensætning - ROSV = Merværdirate.
Kilde: Penn World tables, Michael Roberts’ udregning.

I den samlede periode fra 1950 til 2017 faldt profitraten i G20-landene over 18 procent, kapitalens organiske sammensætning voksede 12,6 procent, mens merværdiraten faktisk faldt over 8 procent. I guldalderen steg profitraten 11 procent, fordi merværdiraten steg mere (16 procent) end kapitalens organiske sammensætning (4 procent). Under profitabilitetskrisen fra 1966 til 1982 styrtdykkede profitraten med 35 procent, for selvom kapitalens organiske sammensætning også faldt seks procent, så faldt merværdiraten med 38 procent. I perioden med nyliberalt opsving steg profitraten 24 procent, for selvom kapitalens organiske sammensætning steg 11 procent, så steg merværdiraten 37 procent (et kæmpe tryk på arbejdslønninger og -vilkår). I den seneste periode siden 1997, hvor profitraten frem til 2017 faldt 10 procent, voksede kapitalens organiske sammensætning en smule (4 procent), men merværdiraten faldt også en smule (7 procent).

Disse resultater bekræfter, at Marx’ lov udgør en plausibel forklaring på profitratens svingninger på verdensplan siden 1950. Jeg kender i hvert fald ikke til andre forklaringer, der gør det bedre.

Kapitalismen er allerede langt ud over sin udløbsdato

Men – kan profitraten med tiden falde til nul, og hvad vil det i så fald betyde?

Tja, hvis tempoet i G20-økonomiernes langstrakte fald fortsætter som nu, vil det tage meget lang tid at nå ned på nul – et godt stykke ind i det næste århundrede! Men når det kommer til G7-økonomierne og det gennemsnitlige årlige profitabilitetsfald, som de har oplevet i de sidste 20 år, så vil raten falde til nul omkring år 2050, hvis tempoet fortsætter som hidtil.

Der kan dog opstå en ny vækstperiode for profitraten. Hvis det sker, vil det sandsynligvis ske med udgangspunkt i en ny nedtur, som vil føre til destruktion af kapitalværdier, ligesom reaktionære regeringer vil lægge voldsomme begrænsninger på, hvor stor en andel af værdierne, som tilfalder arbejderne.

Uanset hvad så viser det langstrakte fald i kapitalens profitabilitet, at kapitalismen er håbløst ude af stand til at udvikle produktivkræfterne, trække milliarder af mennesker ud af fattigdom og sikre en rig verden i harmoni med naturen. Kapitalismen er allerede langt ud over sin udløbsdato.

Krise for profitterne

Endelig: Er der en sammenhæng mellem den faldende profitabilitet og kapitalismens jævnligt tilbagevendende produktions- og investeringskriser?

I min bog “Marx 200” forklarer jeg, at der er en sådan sammenhæng, og i mit juli-indlæg viste jeg, at der er en snæver sammenhæng mellem kapitalens faldende profitabilitet og faldet i den samlede profitmasse.

Marx argumenterede for, at når kapitalens gennemsnitlige profitabilitet i en økonomi falder, kompenserer kapitalisterne for det ved at øge investeringer og produktion, så profitmassen får et boost. Han kaldte dette en tveægget lov: Faldende profitabilitet, mens profitterne vokser.

På et vist punkt bliver faldet i profitabiliteten imidlertid er så stort, at profitmassen holder op med at vokse og i stedet begynder at falde. Det er det kritiske punkt, hvor en “investeringsstrejke” begynder og fører til produktionsfald, faldende beskæftigelse og med tiden: indtægts- og forbrugsnedgang for arbejderne. Først når kapitalisternes omkostninger er skåret tilstrækkeligt ned, og profitabilitet og profitter igen vokser, kommer der igen “konjunkturfremgang”.

Hvad sker der så lige nu? Ja, som vi har set ovenfor, var profitabiliteten på verdensplan på et lavpunkt allerede i 2017, hvor den stadig lå under dens maksimum i perioden før Den Store Recession. Et kvalificeret gæt er, at den lå endnu lavere i 2019. Selv før pandemien brød ud, og nedlukninger blev sat i værk, var virksomhedernes profitter på verdensplan blevet negative, hvilket mere end antydede, at en nedtur under alle omstændigheder var på vej i 2020.

Vi kan læse, at de store amerikanske teknologi- og onlinevirksomheder (de såkaldte FAANG: Facebook, Apple, Amazon, Netflix og Google) scorer enorme gevinster. Men de er undtagelser. Enorme virksomhedsområder – store såvel som små – kæmper på globalt plan for at tilvejebringe nogenlunde acceptable profitter, mens profitabiliteten er lav og/eller faldende. I første halvdel af 2020 faldt virksomhedernes profitter på verdensplan med omkring 25 procent – et større fald end under Den Store Recession (se graf 4).

Virksomhedsprofitter på verdensplan (vejet), procentuelt sammenlignet med samme periode året før.

Profitterne kom sig hurtigt efter Den Store Recession. Det er ikke sikkert, at det kommer til at gå lige så hurtigt denne gang.

Indlægget er bragt på Michael Roberts blog 20. september 2020. Læs eventuelt mere her. Artiklen er oversat af Lotte Rørtoft-Madsen og har været bragt i Magasinet Arbejderen nummer 5, december 2020.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. jan. 2021 - 14:50   05. jan. 2021 - 09:20

Økonomi

af Michael Roberts
marxistisk økonom, London
Magasinet Arbejderen nr. 5 - 2020

INDHOLD:

Modtag Magasinet Arbejderen i din postkasse for kun 30 kroner om måneden. Tegn dit abonnement her.