25 May 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 22 °C

USA angriber regeringsstyrker i Syrien

Washington optrapper konflikt

USA angriber regeringsstyrker i Syrien

Mindst 100 soldater fra den syriske regeringshær blev mellem onsdag og torsdag dræbt af granater fra amerikansk artilleri og fly.

USA har illegalt mellem syv og tretten 13 militære baser eller forposter i Syrien og begynder nu for alvor de militære operationer.
FOTO: SSG Bertha A. Flores/CC 3.0
1 af 1

Risikoen for sammenstød mellem soldater fra USA og Rusland og Iran i Syrien er rykket betragteligt nærmere efter onsdagens begivenheder nær den syriske storby Deir al-Zor.

Den amerikanske koalitions handlinger følger ikke lovlige normer. Der er uden tvivl tale om aggression.
Franz Klintsevich, russisk parlamentsmedlem

Mindst 100 soldater fra Syriens regeringshær blev mellem onsdag og torsdag dræbt af granater fra amerikansk artilleri. Om der er russiske eller iranske militære rådgivere eller soldater blandt ofrene, er endnu uvist.

"Uprokokeret angreb"

Ifølge en officiel erklæring fra CENTCOM – USA's militære kommando for Mellemøsten, Centralasien og Østafrika – udførte den amerikansk ledede koalition i Syrien et modangreb på enheder fra den syriske regeringshær. Det var svar på et tidligere angreb på det regionale hovedkvarter for militsen SDF. SDF er USA's allierede i Syrien og består af især kurdiske soldater fra YPG-militsen.

"Pro-regime-styrker indledte uprovokeret et angreb mod veletablerede SDF-styrker", skriver CENTCOM.

Den USA-baserede tv-station CNN's Barbara Star kunne kort efter tweete, at russiske lejesoldater måske deltog i angrebet på SDF.

>> LÆS OGSÅ: USA vil blive i Syrien på ubestemt tid

Ifølge tv-stationen oplyser anonyme kilder i USA's forsvarsministerium, at en mulig forbindelse til deltagende russiske styrker "aktivt bliver undersøgt". Desuden vil USA's militærledelse også undersøge, om "iranskstøttede militser kunne have deltaget".

Fra Rusland lyder der advarsler.

– Den amerikanske koalitions handlinger følger ikke lovlige normer. Der er uden tvivl tale om aggression, siger det russiske parlamentsmedlem Franz Klintsevich torsdag ifølge nyhedsbureauet Tass.

Tidligere angreb

Det er ikke første gang, at USA er stødt sammen med regeringsstyrker i Syrien. Den 7. april i år affyrede USA's militær 59 krydsermissiler mod en syrisk luftbase nær byen Homs i Syrien.

I maj 2017 bombede fly fra USA en syrisk militærkonvoj nær al-Tanf – USA hævdede, at den var iransk-støttet. I juni samme år nedskød USA et syrisk kampfly ved Raqqa. Og i december 2017 var et kampfly fra USA tæt på at kollidere med et russisk SU-25-fly nær al-Mayadin i Deir ez-Zor-regionen.

USA startede i 2014 – uden invitation – en bombekampagne mod Islamisk Stat (IS) i Syrien og har i dag mellem syv og 13 militære baser i Syrien og arbejder på at opdele Syrien.

>> LÆS OGSÅ: STORMAGTER RØRER I KRIGSGRYDEN

Rusland indledte i 2015 bombninger i Syrien mod IS og den væbnede opposition efter invitation fra Syriens regering. Siden februar 2017 har der været fredsforhandlinger om Syrien, bakket op af Rusland, Iran og Tyrkiet.

08. feb. 2018 - 09:45   09. feb. 2018 - 09:25

Syrien

ah@arbejderen.dk
Stormagterne og Syrien 2018
  • Stormagter blander sig i Syriens-krigen.
  • Siden 2011 har der været væbnet opstand mod styret i Damaskus.
  • Fra starten støttede USA, EU-lande og arabiske golf-stater oprørerne med penge og våben.
  • USA startede i 2014 – uden invitation – en bombekampagne mod Islamisk Stat (IS) i Syrien. 
  • Rusland indledte i 2015 bombninger i Syrien mod IS og den væbnede opposition efter invitation fra den syriske regering.
  • I 2015 indledte Tyrkiet – uden invitation – luftangreb mod kurdiske grupper og IS i Irak og Syrien.
  • Tyrkiet invaderede 24. august 2016 Syrien og begyndte at oprette en "humanitær korridor" ved grænsen ved byen Azaz.
  • Tyrkiet invaderede Syriens nordøstlige Afrin-region den 20. januar 2018 i kampen mod kurdiske grupper.
  • Israel har siden 2012 bombet mål i Syrien mindst 20 gange. Seneste angreb fandt sted natten til den 7. februar.
  • Siden februar 2017 har der været fredsforhandlinger om Syrien, bakket op af Rusland, Iran og Tyrkiet.

Kilder: CNN, FN, The Guardian, SANA, UNHCR