21 Sep 2017  

KBH: Overskyet, 11 °C

Norges LO vil boykotte Israel

Sejr for palæstina-solidaritet

Norges LO vil boykotte Israel

Med 193 stemmer for og 117 imod besluttede LO-kongressen, at arbejde for en "international økonomisk, kulturel og akademisk boykot af Israel".

Protestmarch i Bergen for boykot af Israel. Nu støtter hele norsk LO kravet.
FOTO: Palestinakomiteen.no
1 af 1

Trods stærke advarsler fra den nye LO-leder Hans Christian Gabrielsen i Norge vedtog et flertal på LO-kongressen at støtte en international boykot af Israel.

Israels voldelige kurs tvinger nu LO til at tage stilling. Der er ingen anden måde at presse Israel på.
Hugo Sandoval, LO Trondheim

Med 193 stemmer for og 117 imod besluttede kongressen, at LO skal arbejde for en "international økonomisk, kulturel og akademisk boykot of Israel". Det svarer til 63 procents flertal.

LO består af 26 fagorganisationer med i alt 913.792 medlemmer. Hidtil har norsk LO blot ønsket "dialog" i Israel-Palæstina-konflikten.

Skærpet holdning

Det norske IT- og El-forbund havde stillet forslaget.

– Norge boykotter ikke Israel. LO har vedtaget, at vi skal arbejde for en international boykot af Israel, ikke en ensidig boykot, siger forbundets formand Jan Olav Andersen til Arbejderen.

Hugo Sandoval fra LO Trodheims internationale udvalg hylder beslutningen.

– Besættelsen har varet længe. Og i mange år har LO fra centralt hold ikke reageret. Israels voldelige kurs tvinger nu LO til at tage stilling, og det er fint, for der er ingen anden måde at presse Israel på, siger han til Arbejderen.

Hans Christian Gabrielsen advarede under debatten kraftigt mod at boykotte Israel. Han foreslog i stedet, at LO enten skulle støtte en boykot af varer fra israelske bosættelser og industrielle zoner på Vestbredden. 

Han frygter, at en boykot kan føre til, at LO-ansatte blev nægtet indrejse i Israel, fordi landets parlament netop har vedtaget en lov om, at personer, der arbejder for boykot, kan blive nægtet indrejse. Dét kan true de projekter på Vestbredden, som norsk LO finansierer, mener Gabrielsen.

– Nu må vi få eksperter og vore jurister til at følge op på vores projekter, vi har i samarbejde med de palæstinensiske fagforeninger. Hvis vore folk nægtes indrejse, kan det være svært at følge op på projekterne, sagde han efter beslutningen.

– Nu er vi nødt til at respektere kongressens ønske, sagde han til det norska dagblad VG og tilføjede, at LO nu vil kontakte norske myndigheder og international fagbevægelse om konsekvenserne af beslutningen.

Respektér beslutning!

Hugo Sandoval lover, at LO Trondheim vil holde LO-ledelsen fast på beslutningen.

– Dette er en demokratisk beslutning. De er tvunget til at føre den ud i livet, siger han og opfordrer LO-ledelsen og det socialdemokratiske Arbeiderpartiet til endelig at "bøje sig" på spørgsmålet.

Også Jan Olav Andersen vil fastholde presset.

– Jeg forventer, at LO's ledelse nu følger op på kongressens vedtagelse, uafhængig af egne opfattelser. Kongressen er LO's højeste organ, siger han.

Regering reagerer

Norges konservative udenrigsminister Børge Brende er oprørt over beslutningen.

"Den norske regering er stærkt imod LO's beslutning. Vi har brug for mere samarbejde og dialog, ikke boykot", skriver han på twitter.

Også Israels ambassade i Oslo fordømmer, ikke overraskende, beslutningen.

– Denne umoralske vedtagelse afspejler fordomme, diskrimination og dobbeltstandarder overfor den jødiske stat, udtaler ambassadør Raphael Schutz til nyhedsbureauet AFP.

Men Hugo Sandoval fra LO Trondheim er stolt. Han opfordrer dansk fagbevægelse til at følge trop.

– Følg jeres politiske samvittighed. Israel kan ikke slippe afsted med, hvad det har gjort i årevis, siger han.

LO-kongressen vedtog også at opfordre Norge til officielt at anerkende den palæstinensiske stat, som 70,5 procent af verdens lande har gjort.

17. maj. 2017 - 10:47   18. maj. 2017 - 14:13

Boykot Israel

ah@arbejderen.dk
Boykotbevægelsen, BDS
  • BDS står for boykot, deinvesteringer og sanktioner.
  • Gennemfører internationale kampagner for boykot, sanktioner og frasalg (BDS) mod Israel.
  • Blev lanceret den 9. Juli 2005 af over 170 palæstinensiske partier, fagforeninger, NGO'er.
  • Kræver, at Israel afslutter besættelsen af ​​de palæstinensiske og andre arabiske områder, som det besatte i 1967.
  • Kræver, at de israelske bosættelser på Vestbredden og apartheid-muren bliver fjernet.
  • Kræver at Israels diskrimination imod dets palæstinensiske borgere stopper.
  • Fastholder de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres hjem i overensstemmelse med FN's resolutioner.