18 Oct 2017  

KBH: Overskyet, let regn, 12 °C

Libyen er nutidens Vilde Vesten

Seks år efter NATO's bombekrig

Libyen er nutidens Vilde Vesten

Asma Khalifa var en af mange libyere, som gik på gaden i februar 2011 og demonstrerede for demokratiske reformer og menneskerettigheder. Men i baggrunden var der aktører med andre interesser. Seks år efter NATO’s bombekrig fortæller Asma Khalifa om et Libyen i total kaos.

Medlemmer af militsen Libyens Nationale Hær, som er loyale overfor oberst Khalifa Haftar.
FOTO: Abdullah Doma/AFP/Scanpix
1 af 1

Asma Khalifa er på besøg i Göteborg for at fortælle om NATO’s krig mod Libyen. Det militære angreb i 2011, som Sverige deltog i  med Jas-fly, er udgangspunktet, da Proletären får chance for at interviewe hende.

FN-resolutionen sagde intet om, at Libyen skulle bombes, så da NATO og andre lande gjorde det, overtrådte de flere internationale love.

– Den vestlige verden sagde, at Gaddafi var dårlig og måtte fjernes. Og vist var han lidt gal og ganske brutal. Men han invaderede ikke andre lande og sønderbombede ikke hele byer som George W. Bush eller Tony Blair, siger Asma Khalifa og fortsætter:

– Ingen taler om, at der i Vesten findes mange krigsforbrydere, som er politikere. Det er bare afrikanske, asiatiske eller sydamerikanske ledere, der fremstilles som brutale mordere.

Asma Khalifa er født og opvokset i den libyske hovedstad Tripoli. Hun var på plads i Libyen under protesterne og NATO’s krig. Tre år senere begyndte Asma Khalifa at studere i Tyrkiet, og for nylig flyttede hun til Sverige. Men hun rejser ofte tilbage til hjemlandet og arbejder med forskellige lokale projekter for at støtte ligestilling og fred. Det er hårdt med den herskende situation.

– Jeg var i Libyen senest for et par måneder siden. Det er ligesom det vilde vesten, men i 2000-tallet. Et komplet kaos. Der findes tre regeringer, 1000 forskellige væbnede grupper, og så har vi IS og al-Qaeda. Der findes ingen sikkerhedsstyrker eller politi til at beskytte civile.

Sådan ser det ud i Libyen, seks år efter at Sveriges Riksdag besluttede, at vort land skulle slutte op om NATO’s angreb.

Men hvordan var det i Libyen inden krigen? Hvad var det egentligt der skete i foråret 2011?

Asma Khalifa behøver ikke at sige mange ord, før det fremgår, at hun ikke er tilhænger af Muammar Gaddafi, den øverste, som ledte LIbyen fra den ‘grønne revolution’ i 1969 frem til 2011.

Da jeg fortæller, at jeg selv besøgte Libyen i midten af 1990’erne, forklarer hun, at det var de værste år. Dengang var landet udsat for internationale sanktioner, og det libyske styre slog hårdt ned på al politisk opposition. Nogle år senere lettede undertrykkelsen, og livet blev bedre.

Det arabiske forår

– I 1980’erne blev det meste nationaliseret, og alt i samfundet fungerede. Det negative var, at alle indbyggere var afhængig af staten. De fleste fik sin løn af staten, uanset om de arbejdede eller ej. Uddannelse var gratis, men bestod meget af propaganda. Sygepleje var gratis, men korrupt, fortæller Asma Khalifa.

– Mange mennesker i Libyen levede med følelsen af, at det ikke var deres, men Gaddafis land, hvor hans impulsive beslutninger kunne forandre alt over en nat.

Men der fandtes vel også mange libyere, som stod bag Gaddafi og den grønne bevægelse?

– Selvfølgelig var der det, og de findes stadig selv i dag. jeg har venner i Libyen, som elsker Gaddafi og ønsker ham tilbage.

For tre år siden blev flere kvindelige aktivister henrettet. Siden da foregår arbejdet under jorden.

Ved årsskiftet 2010 og 2011 indledes det, som går under navnet det arabiske forår. Først i Tunesien, som blev fulgt af Egypten. Det var tydeligt, at der i disse lande var en opdæmmet, folkelig utilfredshed, som fik afløb i store demonstrationer. Nyhederne fra de nordafrikanske nabolande blev fulgt af mange libyere.

– Da Tunesiens Ben Ali flygtede ud af landet, og Egyptens Hosni Mubarak gik af, det glemmer jeg aldrig. Vi var så eksalterede og følte os frygtløse. Der var så mange i LIbyen, som ønskede forandring.

Voldelige protester

Asma Khalifa blev i februar 2011 kontaktet af en ven i Benghazi i den østlige del af Libyen, hvor protesterne startede. Vennen foreslog, at de skulle koordinere demonstrationerne. Den 15. februar gik kvinder ud med portrætter af deres sønner, som var døde i en massakre i 1996.

Men protesterne var ikke kun fredelige. Asma Khalifa forklarer, at der tidligt kom rapporter om vold og angreb mod politistationer. Hvilket resulterede i et voldsom svar fra sikkerhedsstyrkerne.

Udviklingen foregik i et rasende tempo i disse uger. Pludseligt talte omverdenen om nødvendigheden af at bombe Libyen for at beskytte befolkningen.

– Dengang ønskede jeg, at de skulle beskytte os mod Gaddafi. Jeg ønskede ikke, at mennesker skulle dø. Men senere, da jeg nåede at tænke efter, indså jeg, hvor hurtigt alt blev bestemt, siger Asma Khalifa.

– Frankrig havde allerede invaderet Libyen, da FN-resolutionen blev vedtaget den 17. marts 2011. Resolutionen sagde intet om, at Libyen skulle bombes, så da NATO og andre lande gjorde det, overtrådte de flere internationale love. Der var ikke plads til diplomati. Den Afrikanske Unions delegerede, som blev sendt til Tripoli for at forhandle, blev ikke en gang sluppet ind i landet.  

Hvorfor tror du, at NATO og Sverige med støtte fra golfstaterne besluttede at bombe Libyen?

– De ville fjerne Gaddafi, og med protesterne gav vi dem en mulighed. Det blev så meget lettere, når de kunne spille helte og sige, at de forsvarede menneskerettighederne og demokrati i stedet for bare at slå ham ihjel.

Oprørske helte?

Hvordan stod Gaddafis styre i modsætning til USA’s og de øvriges NATO-landes interesser?

– De havde længe ønsket at fjerne ham. I 1986, da Ronald Reagan var præsident i USA, blev Gaddafis bolig bombet. Fra 1999 og frem styrkede Gaddafi sin indflydelse i Afrika gennem Den Afrikanske Union. Senere foreslog han, at Afrika skulle have en fælles valuta og gøre sig uafhængig. Det ville Vesten ikke acceptere.

De, som tog ledelsen og trådte frem i medierne i NATO-landene, var først og fremmest den libyske diaspora i Europa og USA.

Da svenske medier rapporterede om Libyen i foråret 2011 beskrev de de oprørske rebeller som helte i kampen for demokrati og menneskerettigheder. Selv mange på venstrefløjen hyldede den libyske revolution. En beskrivelse som Asma Khalifa helt afviser.

– Der findes nogle, som stadig taler om den “libyske revolution”. Jeg forstår det ikke.

I denne turbulente tid var hun selv aktiv i en menneskrettighedskomité. Asma Khalifa er åben overfor, at antallet af libyer, der kæmpede for demokratiske rettigheder og øgede respekt for menneskerettigheder, var få. De, som tog ledelsen og trådte frem i medierne i NATO-landene var først og fremmest den libyske diaspora i Europa og USA.

– De, som forlod landet i 1980’erne og 1990’erne var meget mere konservative end libyere, som blev tilbage. Der var få, unge aktivister i Libyen, som gik med i de væbnede grupper. Dengang vidste vi ikke, hvem det var, som kæmpede – selvom vi så de skæggede mænd, fortæller Asma Khalifa.

Kun enige om at styrte Gaddafi

Hvem var de kræfter, der greb til våben?

– Det var forskellige islamistiske grupper og al-Qaeda. Det indså vi senere. De mente vel, at Gaddafi var for sekulær og ønskede et mere islamistisk Libyen. Men hver fraktion havde sine egne interesser.

Dertil kan lægges interessekonflikterne mellem forskellige udenlandske aktører og mellem forskellige klaner og regioner i Libyen. Asma Khalifa understreger, at det eneste, som oprørsstyrkerne var enige om, var at styrte Gaddafi. Og for at nå det mål blev NATO’s militære angreb, budt velkommen.

I deres tv-udsendelser sagde oprørerne, at den libyske befolkning ikke behøvede at være bange for bomberne. Det blev påstået, at de byggede på ny teknik og derfor altid ramte deres mål.

– Oppositionen sagde, at det er godt at blive bombet. Og når Gaddafi viste i tv, at NATO dræbte familier, sagde oppositionen, at vi ikke skulle tro på det – at det var Gaddafi selv, som havde dræbt dem, siger Asma Khalifa.

– Men det er klart, at NATO dræbte civile og ødelagde infrastrukturen. De bombede jo mål i beboelseskvarterer. Men der var så mange propagandaløgne fra alle sider dengang.

Ifølge NATO’s daværende generalsekretær Anders Fogh Rasmussen  var indsatsen i Libyen “en af de mest fremgangsrige i NATO’s historie”. Seks år senere hersker der ifølge Asma Khalifa totalt kaos. Der findes ingen sikkerhed, der er pengemangel, der er ofte strømafbrydelser, det er blevet dyrt at leve i landet, og der er titusindvis af interne flygtninge.

Kvinder må arbejde under jorden

Hvordan er kvindernes situation i dette voldsomme kaos?

For tre år siden blev flere kvindelige aktivister henrettet. Siden da foregår arbejdet under jorden. Men det er vanskeligt. Der er mange vejafspærringer. Bevægelsesfriheden er voldsomt begrænset for kvinder. Når familier hører om voldtægter og overgreb, bliver kvinderne holdt indendørs. Pigerne må ikke gå i skole. Flertallet af interne flygtninge er kvinder og børn, fortæller Asma Khalifa.

– Problemerne er så store, at man ikke ved, hvor man skal begynde. Men der findes enkelte projekter, som ledes af kvinder, og som giver håb. Vi ser det ofte i krig, at mennesker vil leve – ikke bare overleve.

Asma Khalifa fremhæver et problem: Det gamle system gjorde befolkningen passiv. Olieindtægterne gav indbyggerne et trygt liv. Det var millioner af gæstearbejdere, som arbejdede og sørgede for, at Libyen fungerede frem til 2011. Og de er her ikke længere.

–  Jeg forstår ikke, hvordan de 45 stater kunne bombe Libyen og ødelægge alt uden at vide, hvad der skulle ske bagefter, siger Asma Khalifa.

I den nuværende situation er der kun få internationale hjælpeorganisationer i Libyen. Derimod er der mange stater, der støtter de forskellige væbnede grupper, der kæmper om kontrollen over landet og dets olierigdomme.

Asma Khalifa nævner Saudi-Arabien, Qatar, Forenede Arabiske Emirater og Tyrkiet. Men også USA, Frankrig og Italien deltager i spillet om magten og bomber igen på libysk jord. Denne gang er det begrundet i kampen mod terrorgruppen IS, der udnyttede kaoset til at etablere sig i landet.

Er der en vej frem for Libyen?

- Jeg tror, det første, der skal gøres, er at indsamle de våben og bringe orden i det rod af væbnede grupper. Men det er en lang proces at finde ud af, hvem der kan være en del af sikkerhedsstyrkerne, og hvem der skal opgive deres våben.

– Vi har brug for hjælp. FN har erfaringen og mekanismer til det. Men nogle gange gør FN det så dårligt, at jeg ikke ved, om vi ønsker den hjælp. Jeg tror, at kampen om kontrollen over Libyens ressourcer vil fortsætte i adskillige år endnu.

06. jun. 2017 - 08:03   06. jun. 2017 - 08:10

Interview

af Patrik Paulov, Proletären
Bag kaosset i Libyen
  • I marts 2011 indledte NATO krigen mod Libyen i samarbejde med golfstaterne og Sverige. Det blev påstået, at indsatsen skulle redde befolkningen fra massakrer og undertrykkelse.
  • I september 2011 blev Libyens leder Muammar Gaddafi lynchet af de vestligt støttede oprørere.
  • I dag har Libyen tre regeringer, men de har ikke kontrol over hovedparten af landets territorium.
  • Både den FN-støttede regering og den islamistiske regering  har base i Tripoli. Den tredje regering holder til i Tobruk i den østlige del af landet. Den støttes af den anti-islamistiske general Khalifa Haftar.
Rød bog: Asma Khalifa
  • Født og opvokset i Libyens hovedstad Tripoli.
  • Deltog i starten i protesterne mod Libyens leder Muammar Gaddafi og var aktiv i en menneskerettighedsgruppe i landet.
  • Ønskede i den første turbulente tid beskyttelse mod Gaddafis sikkerhedsstyrker, men skiftede holdning til NATO's krig.
  • Flyttede tre år efter krigen til Tyrkiet for at studere.
  • Bor i dag i Sverige, men rejser ofte til Libyen.