14 Dec 2017  

KBH: Overskyet, 3 °C

Lønstrejke i Serbien

Bilarbejdere stiller krav

Lønstrejke i Serbien

2000 arbejdere på en Fiat Chrysler-fabrik i Serbien kræver højere løn og er inspireret af nylig strejkesejr i Slovakiet.

Arbejderne på Fiat Chryslers bilfabrik i Serbien kræver højere løn og bedre arbejdsforhold.
FOTO: gszsz-nezavisnost.org
1 af 1

Serbiens premierminister Ana Brnabic tilbyder nu personligt at mægle mellem fagforeningerne og bilfabrikanten FCA Srbija for at afslutte knap 14 dages strejke blandt 2000 bilarbejdere i byen Kragujevac.

Både firmaet, dets ansatte og Serbien har allerede tabt rigeligt på konflikten.
Ana Brnabic, premierminister

Italiensk-amerikanske Fiat Chrysler ejer 67 procent af FCA Srbija, og den serbiske stat ejer resten. Fabrikkens produktion udgør Serbiens største eksportindtægt.

– Både firmaet, dets ansatte og Serbien har allerede tabt rigeligt på konflikten, siger Brnabic til det serbiske nyhedsbureau Tanjug.

Arbejderne kræver lønforhøjelse, ekstra betaling for overarbejde, et stop for fyringer samt generelt bedre arbejdsforhold.

Strejken er en vigtig test af de serbiske arbejderes evne til at modstå øget arbejdspres og skaffe bedre løn, skriver den internationale sammenslutning af industriarbejderfagforbund, IndustriALL Global.

Mange europæiske bilproducenter har flyttet produktionen til Østeuropa, hvor lønningerne er lave. Arbejderne ved FCA Srbija tjener 400 euro om måneden. For nylig strejkede slovakiske Volkswagen-arbejdere sig til en betydelig lønforhøjelse.

12. jul. 2017 - 09:42   31. jul. 2017 - 16:37

Serbien

ah@arbejderen.dk