18 Jun 2018  

KBH: Spredte skyer, 16 °C

Honduras tilbyder frihandelsbyer til højestbydende

Honduras tilbyder frihandelsbyer til højestbydende

Den højreorienterede regering er desperat for at tiltrække udenlandske investorer og vil bruge nyliberal økonomisk medicin. Landets præsident brugte tropmøde for EU og Latinamerika til et salgsfremstød.

Siden højrefløjen tog magten ved et militærkup i Honduras i 2009 har store dele af befolkningen protesteret mod kupregeringens nyliberale politik. Nu er den honduranske stat på randen af økonomisk kollaps. Her fra en tidligere demonstration.
FOTO: Honduras Solidarity
1 af 1

Hvis det står til Honduras' højreorienterede præsident, Porfirio Lobo, skal der drastiske nyliberale midler til at redde den døende patient. Patienten, den honduranske stat, står på kanten af kollaps. 

Offentligt ansatte i tusindevis har ikke fået løn - nogle i flere måneder. Mange almindelige familier kan nu kun holde hovederne over vandet fordi familiermedlemmer, der lever og arbejder i USA, sender penge hjem. 19 procent af Honduras' bruttonationalprodukt er penge, der bliver sendt fra familiemedlemmer i andre lande, viser tal fra Verdensbanken.

Lobo-regeringen arbejder på at oprette nyliberale "stater i staten" for at tiltrække udenlandske virksomheder. De udenlandske investeringer skal skabe arbejdspladser og redde økonomien. Virksomhederne skulle sikres optimale forhold i "byerne" ved at have egen lovgivning, infrastruktur og politi.

Honduras' højesteret har endnu ikke givet grønt lys for regeringens udspil frihandelsbyer. Nu forsøger regeringen at oprette investeringszoner. I slutningen af januar var præsident Lobo på en nærmest desperat charmeoffensiv ved Celac-topmødet i Chile, hvor alle latinamerikanske og caribiske stater samt EU mødtes. 

Her mødtes han med repræsentanter for erhvervslivet fra en lang række lande, og budskabet var klart.

- Vi vil byde jer velkomne og vise jer alt det, vi har til jer. I vil snart se, at investering i Honduras vil være jeres bedste beslutning. Hjælp os, og vi vil give jer alt, hvad I har brug for, så jeres virksomheder kan vokse, sagde præsident Lobo ifølge Honduras Weekly.

Den politiske organisation Modstandsfronten mod kuppet (FNRP) har siden 2009 mobiliseret til modstand mod regeringens nyliberale planer. 

"Det er uacceptabelt, at disse "særlige zoner skal nyde operationel og administrativ autonomi", som er en krænkelse af Honduras' suverænitet", lyder det i en erklæring fra FNRP. FNRP har dannet det politiske parti LIBRE og stiller op til præsidentvalget til november.

26. feb. 2013 - 12:57   26. feb. 2013 - 13:00

Honduras

ax@arbejderen.dk
Valg i Honduras
  • Det nye venstreorienterede parti LIBRE stiller op til parlaments- og præsidentvalget den 24. november og vil trække landet i mere solidarisk retning.
  • LIBRE's præsidentkandidat, Xiomara de Zelaya, er den tidligere præsident Manuel Zelayas hustru. Han blev væltet ved et militærkup af højrefløjen i 2009. 
  • Den 10. februar blev den første meningsmåling op til valget offentliggjort. Den viste, at Xiomara de Zelaya med 29,8 procent  fører knebent over Antikorruptionspartiets og det Nationale Partis kandidater. Det National Parti er et af landets store konservative partier og var indblandet i kuppet i 2009.

Kilder: Wikipedia, FNRP, LIBRE, Honduras Weekly