16 Jan 2018  

KBH: Spredte skyer, 3 °C

EU-top mødes af megademonstration

Europæisk LO protesterer i dag

EU-top mødes af megademonstration

Kæmpedemonstration i Bruxelles mod EU-topmødet med krav om et nej til sparepolitikken og et ja til flere job.

Over hele Europa har der været demonstrationer og strejker. De fortsætter i dag. I Spanien har der været aktionsuge mod EU's sparekrav til regeringen. Her fra Santander.
FOTO: Pascal Saez/Sipa USA/Scanpix Denmark
1 af 1

I dag demonstrerer titusinder i Belgiens hovedstad Bruxelles mod flokken af EU-topchefer, der samles til forårsmøde.

Indenfor skal lederne fra de 27 EU-lande holde møde med den absolutte top i EU, bestående af EU-præsidenten Herman Van Rompuy, EU-kommissionsformand José Manuel Barroso samt  EU's udenrigschef  Catherine Ashton.

EU-mødet vil vurdere, hvordan medlemsstaterne kan gennemføre henstillingerne fra EU, og give vejledning til at håndhæve henstillingerne. Blandt modstanderne af EU's politik betragtes det som retningslinjer for, hvordan man bedst skærer ned i velfærden og smadrer reglerne på arbejdsmarkedet.

Demoen

Den største demonstration i dag vil finde sted på Parc du Cinquantenaire i Bruxelles klokken 14. Den er arrangeret af den europæiske faglige sammenslutning EFS og det belgiske LO (FGTB/ABVV). Hovedparolerne er: "Nej til sparepolitikken. Ja til job til unge!"

- Vi siger nej til sparepolitikken i EU, vi siger ja til job til alle. Sparepolitikken i EU tvinger de svageste ud i fattigdom og øger arbejdsløsheden. De unge betaler en høj pris. Der er lige nu seks millioner unge uden job i EU-landene. Det er uacceptabelt og unødvendigt, siger EFS's forkvinde Bernadette Ségol på en Youtube-video på EFS' hjemmeside

I december 2012 var præcis 5,7 millioner unge under 25 år uden arbejde i EU.

- Vi har brug for investeringer i ungdommen, så de kan få en uddannelse og adgang til kvalitetsjob, siger Bernadette Ségol.

LO-delegationer fra Frankrig, Spanien, Belgien,Tyskland, Grækenland, Italien, Luxembourg, Portugal og Storbritannien deltager. Også lederen af det millionstore internationale industriarbejderforbund IndustryAll kommer.

Dansk LO deltager ikke.

Europæisk forår

70 danskere ankom i dag til Bruxelles for at deltage i protesterne, især i "For et europæisk Forårs" selvstændige demonstration, der dog er blevet forbudt af politiet. Initiativet oplyser på twitter, at man alternativt vil mødes klokken 12 i dag ved Park Woluwe overfor sporvogns-museet i Bruxelles og danne egen blok i EFS's store demonstration.

Initiativet fordømmer, at politiet i Bruxelles har aflyst gruppens hoveddemonstration, angiveligt på grund af "manglende bemanding" (hos politiet).

- Det er skandaløst. Vi har en ret til at forsamles og til at udtrykke vores modstand mod EU's angreb på vores arbejdspladser og de tjenester, vi er afhængige af, siger en af initiativets talsperoner, Pascoe Sabido, men tilføjer, at man undersøger, hvordan forbuddet kan annuleres juridisk i sidste øjeblik.

- I tre år har EU reageret på krisen ved at angribe levestandarden og med sparepolitikker, der afmonterer velfærdsstaten i hele Europa. I takt med, at arbejdsløshed og elendighed breder over hele kontinentet og støtten til sparepolitikken forsvinder, er modstanden stigende og vil fortsat øges i de kommende måneder og år, siger den anden talsmand for initiativet, Sol Trumbo Vila på Facebook.

Der forventes hundredevis af demonstranter fra Spanien, Grækenland, Italien, Frankrig, Belgien, Holland, Polen, Danmark og Tyskland til "For et Europæisk Forårs" aktiviteter.

14. mar. 2013 - 06:06   14. mar. 2013 - 15:02

Aktionsdage

Anders Fenger
Skribent
Dét sker
  • I dag og i morgen er der EU-forårstopmøde i Bruxelles i Belgien.
  • I dag demonstrerer titusinder i byen mod EU's sparepolitik, der tvinger millioner ud i fattigdom.
  • Demonstrationen er arrangeret af belgisk LO og den europæiske faglige sammenslutning, EFS.
  • Parolerne er "Nej til sparepolitikken i EU og ja til job til alle.
  • I december 2012 var 5,7 millioner unge under 25 år uden arbejde i EU.
  • Dansk LO deltager ikke, men 70 danskere er alligevel taget i busser til Bruxelles.