Er der fred på vej i Colombia?

Dét spørgsmål var omdrejningspunktet, da repræsentanter for den colombianske græsrodsbevægelse La Marcha Patriótica - den patriotiske march - var hovedpersoner ved en konference i Verdenskulturcentret i hjertet af Nørrebro i København. 

For "La Marcha" er forhandlingerne mellem landets største oprørsgruppe FARC og regeringen, som skal finde sted i Oslo 15. oktober, først og fremmest udtryk for en politisk forhandling.

Men La Marcha er i Europa for at slå på tromme for, at der også findes en social løsning på krigen - det er ikke nok at tale om afvæbning af FARC. Civilsamfundet må og skal inddrages i fredsforhandlingerne. Dét er afgørende for freden, lyder budskabet.

- Fredsforhandlingerne skal ikke udvikle sig til en tenniskamp mellem regeringen og FARC. Det skal meget mere være en fodboldkamp, hvor der jo er mange spillere på banen, siger Piedad Córdoba, der er leder af La Marcha og Colombias fredsbevægelse.

Piedad Córdoba anderkender, at FARC, med deres ensidige fangefrigivelser, har taget det første vigtige skridt henimod det, der kan vise sig at blive starten på en varig fred.

- Dét, der har startet de nuværende forhandlinger, var da FARC besluttede at frigive sine sidste fanger ensidigt og betingelsesløst, siger Piedad Córdoba, og husker publikum på, at der lige nu sidder mere end 8500 samvittigheds- og krigsfanger i den colombianske stats fængsler.

Det ulige Colombia

Den rå kapitalisme samt uligheden i landet hænger uløseligt sammen med krigen, hvis du spørger La Marcha. Det var i første omgang uligheden, der førte til dannelsen af FARC i 1964, og det er uligheden man konkret må til livs, hvis freden på sigt skal have en chance. Og her spiller landets massemedier også en central rolle. 

- Den kapitalisme, som vi ser i Colombia har udviklet en massiv strategi: nemlig en kontrol med massemedierne, der ikke tillader folk at se, hvem der reelt er ansvarlige for de beslutninger, der er blevet taget, og som har ført til, at der i landet er 28 millioner fattige, fem millioner fordrevne og otte millioner hektar jord taget fra bønderne. Alt dét har at gøre med en økonomisk model, der har brug for at udvide sit territorium, siger Córdoba, da Arbejderen taler med hende inden konferencen. 

Colombia er et af regionens absolut mest ulige lande, og det viser sig blandt andet ved, at en lille elite af jordejere på omkring to procent sidder på 60 procent af det colombianske territorium - det vil sige: stort set al landbrugsjord.

Folket skal være med

Der har tidligere været fredsforhandlinger, men hver gang er de slået fejl. Det kræver en helt ny fordelingpolitik i landet, hvis freden skal bide sig fast, og det kræver, at befolkningen er med til at bestemme, hvilken politik, der bliver ført, lyder det fra La Marcha.

- Bønderne skal selv definere, hvilken landbrugspolitik, de har brug for. Det skal være de oprindelige folk selv, der definerer, hvilken politik vi skal have for oprindelige folk. Og sådan skal det være med alle grupper i samfundet, siger Mauricio Ramos, der udover at være en af de ledende kræfter i La Marcha er leder af land- og bondebevægelsen ACVC, der organiserer 25.000 småbønder.