Kan det passe, at de regimefjendtlige grupper i Syrien ikke blot overdriver og lyver om regimets misgerninger, men ligefrem begår eller fremprovokerer overgreb med henblik på at skyde skylden på Assad-regimet?

Ja, siger flere journalister og medieanalytikere. Målet er, at den vestlige opinion bliver bløde i knæene og vælger at bakke op om en vestlig invasion.

Den tyske forfatter Jürgen Todenhöfer er for eksempel dybt chokeret efter et besøg i Syrien og byen Houla, hvor over 100 civile den 25. maj i år blev massakreret. Assad-loyalister fik af stort set alle vestlige medier skylden.

Jeg må kritisere de radikaliserede grupper af oprørere, fordi de målrettet går efter civile og dræber dem for at lægge skylden på regeringen.

Forfatteren har i lighed med dagbladet Frankfurter Allgemeine og Marat Musin fra Anna News talt med flere vidner fra netop Houla, der opsigtsvækkende fortæller, at det var voldelige oppositionsfolk, der dræbte civile i landsbyen. Ikke Assad-folk.

- Jeg må kritisere de radikaliserede grupper af oprørere, fordi de målrettet går efter civile og dræber dem for at lægge skylden på regeringen. Denne strategi for markedsføring af massakrer hører til den mest modbydelige ting, jeg nogensinde har oplevet i militære konflikter, siger han i Bild Zeitung.

Den canadiske professor Michel Chossudovsky følger samme tråd.

- Var drabene på civile i Houla en del af en nøje planlagt skjult operation med den hensigt at skaffe offentlig støtte til en vestlig krig mod Syrien, spørger han retorisk i netmagasinet Global Research.

Selv siger en talskvinde for FN, Sausan Ghosheh, til Reuters, at "omstændighederne omkring hændelsen (i Houla red.) ikke er klare."

Men Michel Chossudovsky minder om, at store dele af offentligheden i Vest hoppede på påstandene om en "truende massakre" mod civile i Benghazi, Libyen sidste år - hvilket skaffede opbakning til en såkaldt humanitær aktion af vestlige lande.

Intet unormalt

Den danske medieanalytiker Uffe Kaels Auring er bekymret.

- Der er ikke noget unormalt i, at man aktivt søger at fremkalde voldsaktioner mod éns egne for at konstruere en begrundelse for at kunne ”gengælde” volden. Det er klart, at Todenhöfers og Musins ”massakre-markedsførings-tese” - i lyset af den nyere historie - er en oplagt mulighed, siger han til Arbejderen.

Uffe Kaels Auring mener, at mønsteret med humanitære vestlige interventioner efter massakrer går langt tilbage, for eksempel til konflikten i Jugoslavien, hvor NATO i 1999 bombede Serbien efter en påstået massakre i byen Racak i Kosovo og den efterfølgende masseflugt af albanere.

Den daværende kosovo-albanske chefforhandler Dug Gorani udtalte selv til den britiske tv-station BBC2 den 12. marts, 2000, at "Jo flere civile der blev blev dræbt, jo større var chancerne for international intervention".

Senest er det afsløret, at en af de mest indflydelsesrige oprørsledere i Syrien, Ammar Abdulhamid, i maj i år var på besøg i netop Kosovo.

- Vi er her for at lære, sagde syreren bagefter til nyhedsbureauet AP.