24 Nov 2017  

KBH: Let skyet, 7 °C

Socialismen er mere nødvendig end nogensinde

Oktoberrevolutionen 100 år

Socialismen er mere nødvendig end nogensinde

Kapitalismen kan ikke tilbyde løsninger på den moderne verdens problemer. Tværtimod. Den forstærker problemerne og kommer hele tiden i konflikt med arbejdernes og folkenes behov, interesser og forhåbninger.

FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Når vi fejrer Oktoberrevolutionen, gør vi det i bevidstheden om, at den indvarslede en ny historisk æra, som ikke er slut endnu, og som – på trods af alle omskiftelser – indvarsler kapitalismens overgang til socialisme.

Vi vil fejre Oktoberrevolutionen for de grundlæggende forandringer, som den indvarslede på verdensplan, og for de resultater og bedrifter, der fandt sted til fordel for arbejderne og folkene.

Det var den første sejrrige revolution, som arbejderklassen og dens allierede – især de fattige bønder – ledte selvstændigt, med Lenins bolsjevikparti i spidsen. Den høstede de første erfaringer med at opbygge et samfund af en type, som menneskeheden aldrig tidligere i sin historie havde kendt til.

Vi vil fejre den sejrrige revolution, erindringerne om dens kampe, om de udbyttedes og undertryktes drømme om frigørelse og de håb, den bringer for fremtiden. Vi vil fejre Oktoberrevolutionen for de grundlæggende forandringer, som den indvarslede på verdensplan, for den forandrede verden, som den skabte, og for de resultater og bedrifter, der fandt sted til fordel for arbejderne og folkene.

Tilhængerne af frigørelse og samfundsforandringer, de der forsvarer et samfund uden udbyttere og udbyttede, de der har bygget og kæmpet for et sådant samfund, har i løbet af de 100 år siden Oktoberrevolutionens start været udsat for en skånselsløs ideologisk krigsførelse. Efter de begivenheder, der førte til socialismens nederlag i Sovjetunionen og Østeuropa, antog den ideologiske krig enorme dimensioner.

Ideologisk krig

Kapitalismens tilhængere fejrede disse begivenheder, som var de et bevis på, at det kommunistiske ideal havde lidt et historisk nederlag.

Der blev forkyndt en ny verdensorden, hvor ”det liberale demokrati” som politisk system og ”det frie marked” som økonomisk system ville blive ”de naturlige” vindere

De borgerlige ideologer og en altoverdøvende imperialistisk propaganda fejrede kapitalismens sejr med pomp og pragt, vendte verdenssystemet på hovedet og fremstillede det som det sidste stadie i menneskehedens historie. De annoncerede, at en ny periode med fred og fremgang var indledt.

Det var dengang, at de berømte påstande om ”historiens ende” og ”klassekampens afslutning” blev promoveret. Der blev forkyndt en ny verdensorden, hvor ”det liberale demokrati” som politisk system og ”det frie marked” som økonomisk system ville fremstå som ”de naturlige” vindere. George Bush indledte Golfkrigen og bekendtgjorde ”den nye verdensordens” totalitarisme under USA’s herredømme.

Målet med denne voldsomme ideologiske krig var indlysende: Kapitalismens rehabilitering og –  om muligt – udødeliggørelse. Angreb på og – om muligt – total knusning af forsøg på revolutionære forandringer og menneskehedens frigørelse. Der var tale om en brutal global misinformationsindsats, der forgiftede og manipulerede folks bevidsthed med det formål totalt at udrydde enhver forhåbning om at kunne iværksætte det frigørelsesprojekt, som kommunismen er indbegrebet af.

Her i Portugal erklærede de, at Portugals Kommunistiske Parti (PCP) var inde i en dødsspiral, og at partiets skæbne således var beseglet.  Deres forudsigelser blev imidlertid gjort til skamme, både når det gjaldt PCP og historiens påståede ende.

Oktoberrevolutionen har fået skylden for de skævvridninger, fejl og afvigelser, som under bestemte historiske betingelser førte til en bestemt”model”

Samtidig dekreterede de, at kollektive aktioner og arbejdernes og folkenes kampe var nytteløse. De spredte opgivenhed, ensretning og resignation og fremstillede arbejdernes og folkenes store historiske landvindinger som gammeldags eller uacceptable fælles rettigheder. Det var også, hvad vi oplevede fra den ene regering efter den anden i Portugal og dét med stor voldsomhed og intensitet.

Historien omskrives

De omskrev og fortsætter med at omskrive historien, så den passer ind i deres kram. Alle former for drømme og håb skal fortone sig i tågerne. Folkenes kollektive hukommelse sløres, så de forhindres i at forstå de processer, der definerede de sidste 100 års moderne historie. De gør Oktoberrevolutionen til noget mystisk og giver den skylden for de skævvridninger, fejl og afvigelser, som under bestemte historiske betingelser førte til en ”model”, der bed sig fast over tid. Som vi tidligere har anført, fjernede denne model sig fra de kommunistiske idealer og kom på grundlæggende spørgsmål i modstrid både med disse idealer og med de mål, der førte til revolutionens gennemførelse.

Mystifikationen gik så vidt som til at påstå, at modellen var en iboende del af marxismen-leninismens tankegods og program. De ved godt, at det ikke er sandt. Men den eneste måde hvorpå de kan forhindre, at nogen slår ind på den alternative vej til kapitalismen, som Oktoberrevolutionen fortsat er et symbol på, altså socialismen og kommunismen, er at nedgøre og forklejne denne historiske enkeltbegivenhed, der gjorde det muligt for de brede masser at tage hånd om deres egen skæbne.

For ja – Oktoberrevolutionen bekendtgør stadig, at en anden verden er mulig! Og den kendsgerning at det har vist sig vanskeligere, mere komplekst og mere besværligt at bygge dette nye samfund, det socialistiske samfund, end vi kommunister forudså og forudsagde, får os ikke til at stille spørgsmålstegn ved, om revolutionen var betimelig og nødvendig.

Kapitalismen trækker et tragisk spor efter sig af død, hele landes ødelæggelse og millioner af flygtninge

Og næppe var der gået tyve år fra de sejrssikre erklæringer om den uovertrufne kapitalisme, før verden stod i en situation, hvor det kapitalistiske systems strukturelle krise blev forværret. En af de mest omfattende cykliske kriser brød ud i systemets epicenter. Og i dag kan der skrives en helt anden historie om livet og virkeligheden, end de antikommunistiske historieforfalskere gjorde. I dag støder disse forfalskere i stigende grad på fornyet modstand, ny energi og kraft og viljestyrke hos dem, der ser og mærker, at det er kapitalismen, der forårsager de alvorlige problemer og kalamiteter, der påvirker verden og folks liv i dag.

Vi er klar over, at det ikke er lette løsninger, vi står over for. Vi ved, at de, der kæmper for arbejdernes og folkenes frigørelse, står overfor vanskeligheder. Men vi hævder – som vi altid har gjort – at kapitalismen ikke kan betragtes som et endegyldigt system, sådan som dens tilhængere propaganderer for. Ikke mindst de tragiske begivenheder i Østeuropa og Sovjetunionen i begyndelsen af 1990’erne viser dette.

Årsager til nederlaget

Ligeledes undervurderer vi heller ikke, at det alvorlige tilbageslag og socialismens nederlag i Sovjetunionen og Østeuropa havde en negativ indflydelse på massernes bevidsthed og det globale styrkeforhold. Det betød endnu større vanskeligheder for dem, der ønsker at kæmpe for socialismen. Vi har analyseret tilbageslaget på vores kongresser og her blandt andet lagt vægt på, at den politiske magts folkelighed blev svækket, eftersom den i stigende grad fjernede sig fra folket og fra arbejdernes og folkemassernes kontrol og indflydelse. Disse analyser og erfaringer glemmer vi ikke. De beriger vores næsten 100 år gamle partis kulturelle arv og dets eget socialismeprojekt for Portugal.

I virkeligheden er det mest iøjnefaldende træk i de sidste omkring 25 år, at der på alle planer gennemføres et revanchistisk korstog, en global offensiv for udbytning og nykolonisering

Disse analyser bevarer deres fulde gyldighed og betimelighed og leverer også politiske og ideologiske svar på de vigtigste globale udviklingstendenser. Vi fremhævede dengang, at kapitalismen i dag så vel som tidligere er et system, der er ude af stand til at løse menneskehedens grundlæggende problemer. Processen, hvor folkene frigør sig socialt og nationalt, er sammensat og langvarig. Men den udgør den grundlæggende udviklingsretning i nyere tid, erklærede vi.

Vi advarede mod, at USA’s og de øvrige store imperialistmagters herredømme i ”den nye verdensorden” rummer enorme farer for freden, friheden, demokratiet, uafhængigheden og de sociale fremskridt. Og vi tog ikke fejl!

Imperialismen i dag – mere krig …

Den fred, som imperialismen erklærede i disse fatale år, skulle snart vise sig som det modsatte.  Der findes stribevis af eksempler på, at imperialismen har optrappet krigene, og at den internationale situation på ingen måde er blevet kendetegnet ved nogen som helst form for militær afvikling: De to Golf-krige på Afrikas Horn; krigen i Jugoslavien; Irak; invasionen i Afghanistan; en overflod af krige på hele det afrikanske kontinent fra Sudan og Den Centralafrikanske Republik over Mali, Tchad og Elfenbenskysten til Somalia og Etiopien; de gentagne angreb på Palæstina; krigen mod Libanon; angrebet på Libyen, kuppet i Ukraine; indblanding og angreb på Syrien

Konsekvenserne kommer til udtryk i et tragisk spor af død, hele landes ødelæggelse og millioner af flygtninge, hvilket understreger og fordrer, at kampen for nedrustning og fred styrkes.

Ifølge FN bor over 1500 millioner mennesker – omkring en femtedel af verdens befolkning – i dag i konfliktramte lande. Over 45 millioner er fordrevet på grund af konflikt eller forfølgelse, og mere end 15 millioner af disse er flygtninge.

... mere ulighed, færre rettigheder

Der blev udstedt svulstige løfter om mere velstand, men den kapitalistiske globalisering, den rigide implementering af neoliberale opskrifter og spekulationskapitalens frie bevægelighed førte til, at velstanden koncentreredes endnu mere hos den transnationale kapital – med brutale sociale og økonomiske omkostninger til følge for arbejderne og folkene.

I virkeligheden er det mest iøjnefaldende træk i de sidste omkring 25 år, at der på alle planer har udviklet sig en kraftig imperialistisk offensiv. Et revanchistisk korstog, en global offensiv for udbytning og nykolonisering, der har forsøgt og forsøger at genvinde den magt, som arbejdernes og folkenes kamp og den socialistiske lejrs eksistens og eksempel havde fravristet de herskende klasser i det 20. århundrede.

Det blev sagt, at den kapitalistiske globalisering og de nye teknologier ville omdanne verden til en fredelig ”global landsby”. Men der skete noget helt andet. Storkapitalen tilegnede sig videnskabens og teknologiens resultater. Den nationale suverænitet blev angrebet. Udbytningen af arbejdskraften blev forstærket. Arbejdsrettigheder og sociale rettigheder blev begrænset og afskaffet, især i de kapitalistiske centre. Fordelingen af værdier blev mere ulige, både mellem klasser og mellem lande. Udlandsgæld blev brugt som et redskab til økonomisk og politisk magt. Kapitalens finansialisering voksede ud over alle grænser. Og ”udviklingslandene” blev i stigende omfang frarøvet naturressourcer og værdier.

I imperialismens vigtigste centre – USA, EU og Japan – er der en åbenlys mangel på evner til at genoplive økonomien. Og faktorer, der fremmer nye krise, hober sig op

Denne udvikling har ikke ført til en mere retfærdig fordeling af værdierne, men snarere til mere udbytning og elendighed i mange dele af verden. Og til mere og mere dybtgående ulighed.

En international og meget citeret undersøgelse fra Oxfam har blotlagt, at kun otte mennesker i verden besidder ligeså store værdier som den fattigste halvdel af verdens befolkning tilsammen. Otte, kun otte mennesker, råder over ligeså mange værdier som 3,6 milliarder mennesker!

Den samme organisation har også afsløret, at indkomsten hos den ene rigeste procent i verden er lig med de andre 99 procents samlede indkomst.

I udviklingslandene og i de såkaldt udviklede lande er mere end 200 millioner mennesker nægtet retten til arbejde. Arbejdsforholdene bliver mere og mere usikre – eller prekære som det kaldes – hvilket skaber en situation, der i stigende grad minder om forholdene i det 19. århundrede. Omkring halvdelen af verdens arbejdere er i et prekært eller uformelt arbejdsforhold.

Disse faktorer, der er typiske for en stadig mere snyltende og dekadent kapitalisme, er roden til fattigdom, sult og de andre store sociale katastrofer, som menneskeheden står over for. Ifølge FN er over 800 millioner mennesker ramt af sult.

Portugal som eksempel

Portugals situation de seneste år er et sigende eksempel på, hvad kapitalismen er og på de store forandringer, der har fundet sted i verden.

April-revolutionens sejre er blevet angrebet, og den sociale og økonomiske situation er blevet forværret i takt med, at der er gennemført en politik for kapitalistisk og monopolistisk genrejsning. Vi har været vidner til, at den kapitalistiske integration i EU er forstærket. Portugal er blevet markant svagere og mere afhængigt. Det skyldes blandt andet, at EU har overtaget den fremherskende kapitalistiske dagsorden for økonomiens liberalisering, privatiseringer og finansialisering og angreb på arbejderne og de sociale rettigheder. Det er sket med de portugisiske højrekræfters accept og på deres initiativ.

Portugals svækkelse og voksende afhængighed indebærer, at strategiske sektorer i nationaløkonomien er blevet likvideret og privatiseret, ligesom den udenlandske kapital med dens destruktion af store landsdækkende produktive sektorer får stadig større magt.

Det er en udvikling, der har ført til kronisk stagnation, og krisen er langt fra ovre. Og det er en udvikling, der har ødelæggende konsekvenser for landets uafhængighed og suverænitet.  Svækkelsen og nedbrydningen af vigtige økonomiske sektorer og sociale rettigheder fører til, at det portugisiske folks livs- og arbejdsbetingelser nedbrydes. Det har igen konsekvenser for arbejderrettigheder, lønninger og sociale sikringsordninger.

Facit er velkendt: Voksende arbejdsløshed, mere prekære ansættelsesforhold, stagnation, økonomisk tilbagegang og fald i bruttonationalproduktet, voksende offentlig gæld, større handelsunderskud, voksende indenlandsk gældsættelse, voksende gældsættelse for virksomheder og husholdninger, mere ulige indkomstfordeling, forringede levevilkår, mere fattigdom, større regional skævhed og voksende strukturelle underskud.

Kapitalisme uden løsninger

Vi står nu (…) i en international situation med vedvarende høj ustabilitet og stor usikkerhed om fremtiden. Den er i stigende grad kendetegnet ved imperialismens voldelige offensiv og ved, at kapitalismens strukturelle krise uddybes.

Vi er fortsat vidner til, at de mest negative træk ved den udbyttende, undertrykkende, aggressive og rovgriske kapitalisme forstærkes.

Den cykliske krise, der blev udløst i 2007-2008, fortsætter, uden at man kan se en ende på den. Økonomien kan ikke genoplives, hvilket fremmer den økonomiske og politiske magts centralisering og koncentration og militarismen.

I takt med at krisen udvikler sig, forsøger kapitalismen at værge for sig ved at gennemføre et mangeartet angreb, så den kan tilegne sig markeder, råstoffer og strategiske positioner. I det forløb destabiliserer og undertvinger den på næsten alle kontinenter lande, der modsætter sig dens vilje.

Krig optræder stadig oftere som imperialismens svar på dens udbytnings- og undertrykkelsessystems krise.

I imperialismens vigtigste centre – USA, EU og Japan – er der en åbenlys mangel på evner til at genoplive økonomien. Og faktorer, der fremmer nye krise, hober sig op.

Hele denne udvikling viser og bekræfter, at kapitalismen ikke tilbyder nogen løsninger på den moderne verdens problemer. Tværtimod. Den forstærker alle problemer overalt og kommer uafbrudt i konflikt med arbejdernes og folkenes behov, interesser og forhåbninger.

Socialismen er nødvendig

I arbejdernes og folkenes befrielsesproces fremstår socialismen derfor mere aktuel og nødvendig end nogensinde. PCP betragter da også i sit program socialismen som det altoverskyggende mål.

Vi er overbeviste om, at behovet for et alternativt system til kapitalismen, socialismen, i dag er større end nogensinde i den politiske og ideologiske debat. Og – selvom det er svært at bane vejen – så går tendensen i retning af, at dens tiltrækningskraft blandt masserne er ved at blive genoplivet.

Det samfund, vi bygger for fremtiden,  vil være kendetegnet ved en samfundsmæssig og individuel bevidsthed i overensstemmelse med idealerne om frihed, borgerpligt, respekt for mennesket som person og solidaritet, venskab og fred

Samtidig med at vi fremhæver behovet for og betimeligheden af socialisme som en løsning på verdens folks problemer, må vi tage hensyn til, at der findes en række løsninger og stadier og faser i den revolutionære kamp. For som PCP altid har fasthold: Der er ingen ”modeller” for revolution eller ”modeller” for socialisme. Til gengæld findes der generelle lovmæssigheder for den socialistiske opbygning: arbejdermagt, produktionsmidlernes socialisering, planlægning og frem for alt og som et afgørende element: opbygningen af en stat der fremmer og sikrer massernes engagement og kreative deltagelse i det ny samfunds opbygning.

Det fremtidsprojekt for Portugal, som vi lægger frem for vort folk, er et resultat af vort partis egen tænkning og modsvarer landets nationale særtræk. Det har også indarbejdet, hvad vi har lært af de socialistiske landes erfaringer – positive såvel som negative.

Det var på baggrund af den portugisiske virkelighed og revolutionære erfaring, at vi i vores partiprogram definerede en socialisme-opfattelse og de kendetegn, den må have. Samtidig indarbejdede vi også kritisk de internationale revolutionære erfaringer. I programmet fastlægges den socialistiske revolutions grundlæggende mål som ”afskaffelse af menneskets udbytning af mennesket, skabelse af et samfund uden antagonistiske klasser, et mangeartet demokrati, de folkelige massers permanente og kreative involvering, en konstant vækst i arbejdernes og folkets materielle og åndelige velfærd generelt, afskaffelse af diskrimination og ulighed, uretfærdighed og sociale plager, lige rettigheder mellem mænd og kvinder og ungdommens integration som en dynamisk og aktiv social kraft i samfundslivet.”

Kendetegn ved socialisme-projektet

Blandt kendetegnene for det politiske system er: arbejdermagten, garantier for at kunne udøve demokratiske friheder, herunder pressefrihed og friheden til at danne politiske partier, respekt for forskellige politiske holdninger og religiøse opfattelser og afholdelse af regelmæssige demokratiske valg.

Blandt kendetegnene for den økonomiske organisering er: samfundseje af produktionsmidlerne, inklusive banksektoren, planlagt økonomistyring inden for rammerne af en forskelligartet økonomi (statsorganiseret, selvstyrende kooperativer, individuelt og familiebaseret ejerskab, private firmaer af forskellig størrelse), hvor der også tages hensyn til markedets rolle og fuld gennemførelse af en landbrugsreform i respekt for arbejdernes og landmændenes ønsker.

Blandt kendetegnene for det sociale område i det nye samfund er: arbejdernes frigørelse fra alle former for udbytning og undertrykkelse, fuld beskæftigelse, enhver aflønnes i forhold til ydet arbejdsindsats, respekt for individets ejendom der hidrører fra ens eget arbejde, løsning af en række alvorlige problemer inden for bolig, sundhed, uddannelse og miljø.

Kendetegnene for det kulturelle område er: kulturens forvandling til hele folkets arv, redskab og aktivitet, fuld adgang til uddannelse, fremme af videnskab, teknologi og kunst og af individuelle og kollektive initiativer.

På det etiske niveau vil det samfund, vi bygger for fremtiden, være kendetegnet ved en samfundsmæssig og individuel bevidsthed, der er i overensstemmelse med idealerne om frihed, borgerpligt, respekt for mennesket som person og solidaritet, venskab og fred.

Således er kernen i det socialistiske opbygningsprojekt, som PCP lægger frem for folket – selvfølgelig i fuld bevidsthed om at det altid dynamiske liv og betingelserne for fremtidsprojektets gennemførelse skifter og skaber nye problemstillinger, der vil kræve nye og ukendte svar og løsninger.

Når vi siger, at vi overordnet set befinder os i en periode af overgang fra kapitalisme til socialisme, hvor socialismen fremtræder som det eneste virkelige alternativ til kapitalismen, så indebærer det imidlertid ikke, at betingelserne overalt er til stede for, at arbejderne kan overtage magten, eller at den socialistiske revolution udgør det umiddelbare budskab eller den opgave, der ligger lige for. Rammerne for kommunisternes kamp rundt om i verden frembyder en stor mangfoldighed af løsninger, stadier og faser i den revolutionære kamp. (…)

Jerónimo de Sousa er generalsekretær i Portugals Kommunistiske Parti. Indlægget er en tale, som han holdt på et møde den 28. januar i år, der indledte partiets Oktoberrevolutions-markeringer. Talen er forkortet af Arbejderens redaktion, der også har indsat mellemoverskrifter

10. nov. 2017 - 13:27   21. nov. 2017 - 15:34

Oktoberrevolutionen

Jerónimo de Sousa
Generalsekretær Portugals Kommunistiske Parti
Oktoberrevolutionen 100 år
  • I år er det 100 år siden, de russiske arbejdere og bønder løb storm mod det feudal-kapitalistiske udbyttersystem i zarens Rusland. Den 7. november 1917 – den 25. oktober efter gammel russisk tidsregning – angreb revolutionære soldater Vinterpaladset i Petrograd. Det blev begyndelsen til den første arbejder- og bondestat, der slog ind på socialismens vej.

  • Oktoberrevolutionen satte ikke alene dybe spor i det tidligere russiske rige. Den gjorde det også i den øvrige verden. De erfaringer, bolsjevikkerne indhøstede i forbindelse med Oktoberrevolutionen, er stadig meget værdifulde som inspirationskilde for den revolutionære del af arbejderbevægelsen i alle lande.

  • Arbejderen sætter fokus på Oktoberrevolutionen med en række artikler.