19 Jun 2018  

KBH: Spredte skyer, 14 °C

Marxismens forandringskraft

Marx 200 år

Marxismens forandringskraft

Man kan hurtigt blive rundtosset, når man kigger på verden af i dag, men med Marx får vi muligheden for ikke bare at drømme – men at ændre verden radikalt.

Den opfattelse, at der ikke er råd til kollektiv velfærd – at det er nødvendigt at presse de offentligt ansatte til det yderste, hvis vi fortsat skal have råd til velfærdsydelser af høj kvalitet – er ikke bare fejlagtig og bidrager til ideologisk forvirring. Den driver også en kile ned mellem privatansatte og offentligt ansatte arbejdere, som helt efter borgerskabets ønsker giver sig til at slås med hinanden om krummerne. Her er det fra de offentligt ansattes demonstration for bedre forhold 10. april på Thorvaldsens Plads i København.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Der er meget galt i verden anno 2018.

Danmarks “egen” Lego-ejer og 41 andre navngivne enkeltpersoner ejer ligeså meget som verdens 3,7 milliarder fattigste mennesker.

Marxismen er ikke en abstrakt teori, som kun fungerer i tykke bøger.

Hver dag dør mennesker overalt på kloden for at fylde de allerede fyldte bankkonti hos en stadigt mindre og stadigt rigere elite af kapitalejere.

Vores jord bløder. Polerne smelter, havstrømme ændrer sig, og klimaændringer truer menneskehedens eksistens på længere sigt.

Samtidigt strides forskellige imperialistiske centre om at overtage USA’s forholdsvis kortvarige rolle som verdens enehersker – med lokale krige, global terror, massive flygtningestrømme og truslen om en altødelæggende storkrig som fast følgesvend.

Don't panic!

Man kan hurtigt blive rundtosset, når man kigger på verden og bestemmer sig for, at noget må gøres. Ja, faktisk kan man hurtigt blive lidt apatisk eller gå i panik.

Det er der imidlertid ingen grund til: “Don’t panic – read Marx!” kunne man lidt popsmart sige.

For selvom det i år er 200 år siden, at Karl Marx blev født, har hans tanker stadig stor relevans i dag.

Både for mennesker, der ønsker at forstå den kapitalistiske værdiskabelse, og for de, der ønsker at kende det kapitalistiske systems modsætninger og begrænsninger.

Aller mest relevant – ja faktisk uundværlige – er den tyske filosofs tanker for den, som ønsker at ændre verden radikalt.

Med marxismen får vi muligheden for ikke bare at drømme, ikke bare at fægte i blinde, men at forandre verden.

Karl Marx har lært os, at menneskenes historie i høj grad drives frem af kamp mellem modsatrettede interesser.

Kamp mellem forskellige grupper – eller klasser – i samfundet som på grund af deres placering i den samfundsmæssige arbejdsdeling repræsenterer modsatrettede interesser og idéer.

Kort sagt drives historien og de menneskelige samfunds udvikling i høj grad frem af klassekamp.

Med den observation nåede Marx frem til en anden vigtig pointe for os, der ønsker at forandre verden:

At den klasse, som i det kapitalistiske samfund har en objektiv interesse i en radikal forandring, er arbejderklassen.

Altså den klasse af mennesker der hverken ejer eller kontrollerer produktionsmidler, men som er henvist til at sælge sin arbejdskraft for at opretholde livet.

Menneskets befrielse

Ligeledes besidder arbejderklassen den særlige objektive position i samfundet, at den som klasse er i stand til ikke bare at befri sig selv, men har muligheden for at befri menneskeheden som sådan fra menneskets udbytning af mennesket.

Arbejderklassen har muligheden for at gøre en ende på klassesamfundenes epoke og føre mennesket ind i en ny periode i menneskehedens historie, hvor det ikke længere vil være klassers interne kampe, der driver historien fremad, men ligestillede menneskers samarbejde mod fælles mål.

 

Uden en kæmpende og organiseret arbejderklasse er der nemlig overhovedet ingen garanti for, at det bliver socialismen, der kommer til at erstatte det rådne kapitalistiske system.

Skal det lykkes, skal arbejderklassen organiseres, det kapitalistiske system omstyrtes, og arbejderklassen, (som jo udgør det overvældende flertal i de moderne samfund), skal ophøjes til herskende klasse.

Samtidigt skal grundlaget for kapitalistklassens eksistens tilintetgøres, så klasserne ophører med at eksistere.

Dermed bliver det historiske undertrykkelsesapparat, som staten har udgjort siden det tidligste slavesamfund, overflødiggjort og kan erstattes af samarbejde mellem lige og frie mennesker, der alle bidrager til samfundets opretholdelse efter evne og modtager deres andel af samfundets rigdom efter behov.

Vælg dine kampe

Med Marx’s analyser har vi som revolutionære på den måde fået redskaber til at sortere – eller rangordne – vores kampe.

Hvor skal vi starte for at ændre verden?

Det er ikke vores handlinger som politisk forbruger eller vores livsstil og tøjvalg, der ændrer verden.

Det er ikke gennem et massivt flertal i det borgerlige parlament eller ved individuel terrorisme.

Kun gennem organiseringen af arbejderklassen til et revolutionært opgør med borgerskabets enevælde, nedbrydningen af den borgerlige stat og den totale forandring af den økonomiske basis får vi muligheden for at skabe en verden, hvor menneskets udbytning af mennesket endeligt er ophørt, og opbygningen af et samfund styret af flertallet kan tage sin begyndelse.

Et samfund hvor vi skaber de materiele rammer for, at mennesket kan være menneske.

Marx giver os redskaber – ikke hellige skrifter. Ikke dogmer, men erfaringer og erkendelser, som gør det muligt for os at analysere verden omkring os.

Derfor er marxismen også stadig 100 procent brugbar her 135 år efter Marx’ død.

Uden Marx kan vi ikke forstå de kriser, det kapitalistiske samfund gennemgår – eller statens klassekarakter.

Vi kan ikke forstå de interesser, der får samfundet til at bevæge sig – nogle gange fremad, nogle gange tilbage. Til tider hurtigt og nogle gange langsomt.

Uden den forståelse, marxismens analyse- og begrebsapparat giver os, kan vi ikke skelne mellem statsapparat og offentlig sektor og risikerer at kalde politiet for velfærdens helte – hvor de i virkeligheden som institution er et redskab for borgerskabet til at undertrykke arbejderklassen med.

Uden marxismen risikerer vi at forkaste revolutionen, fordi vi tror, at kapitalismen gennem reformer kan vokse over i socialismen. Eller at kampen i sig selv udgør målet.

Man risikerer at påtage sig medansvar for imperialismens angrebskrige.

Enhed i arbejderklassen

Marxismen er ikke en abstrakt teori, som kun fungerer i tykke bøger, men en velafprøvet revolutionær videnskab, som kan bruges i mange situationer, og som gør os i stand til at manøvrere i en verden styret af den herskende klasses ideologiske overherredømme.

Selv som kommunal- eller regionsvalgskandidat for Kommunisterne er Marx en nyttig fyr at kende.

For hvordan skal man bedømme, om det ene eller andet forslag er godt eller dårligt? Ud fra personlig mavefornemmelse? Ud fra idéer om hvad der er “venstreorienteret”? Eller ud fra hvad der er på tværs eller populært at sige?

 

Enhver snak om at beskytte Danmarks grænser og dansk suverænitet må tage udgangspunkt i en dansk udtræden af EU og NATO.

Med marxismen har vi fået bevidstheden om, at kun arbejderklassen kan skabe det samfund, som vil afløse det kapitalistiske udbyttersamfund.

At det er arbejderklassen, der skal gå forrest i kampen for socialisme, og at det derfor er vigtigst af alt at indgyde arbejderklassen klassebevidsthed, kampgejst og sammenhold.

De samme erkendelser får borgerskabet til at bruge usigelige ressourcer på at forsøge at spille arbejderne ud imod hinanden.

Arbejdsløse mod dem i job, europæere mod arabere, kristne mod muslimer, kvinder mod mænd, højt uddannede mod ufaglærte...

Står arbejderklassen splittet, vinder storkapitalen. Derfor kan man også noget forsimplet sige, at med Marx ved vi, at alle spørgsmål må vurderes ud fra formlen:

Samler eller splitter dette arbejderklassen? Styrker det kampgejsten for fælles interesser, eller skaber det desillusion i klassen?

Splitte eller samle?

Da der skulle laves budget i Region Hovedstaden, valgte Enhedslisten i efteråret at stemme for det samlede budget – på trods af, at budgettet bød på massive nedskæringer.

Det gjorde de, fordi man var kommet igennem med en række forbedringer, som ikke ville komme med, hvis ikke partiet stemte for.

Jamen, gjorde Enhedslisten i Region Hovedstaden så ikke også det rigtige, da de stemte for? Uden deres stemmer ville nedskæringerne jo ramme endnu mere skævt...

Svaret er efter min bedste overbevisning: Nej. For partiets ja-stemme betød også, at de offentligt skulle rose det samlede budget – og stå til ansvar for det!

Dermed stillede Enhedslistens repræsentanter sig reelt op foran de snart fyrede eller ekstremt pressede hospitalsansatte og sagde: Ja, vi er tilfredse med et budget, der betyder, at I bliver arbejdsløse eller får alvorligt forringede arbejdsforhold.

Bidrager Enhedslistens ja til budgettet så til enhed i arbejderklassen?

Nej, det bidrager til splittelse af klassen.

Fordi det bidrager til den fejlagtige opfattelse, at der ikke er råd til kollektiv velfærd – at det er nødvendigt at presse de offentligt ansatte til det yderste, hvis vi fortsat skal have råd til velfærdsydelser af høj kvalitet.

Den opfattelse er ikke bare dybt fejlagtig og bidrager til ideologisk forvirring. Den driver også en kile ned mellem privatansatte og offentligt ansatte arbejdere – som helt efter borgerskabets ønsker giver sig til at slås med hinanden om krummerne fra deres overdådige middagsbord.

Bidrager Enhedslistens ja til budgettet til at styrke kampgejsten, eller skaber det desillusion i klassen?

Hvis ikke pengene er der, og det reelt handler om at fordele den eksisterende sum bedst muligt inden for rammerne, så gælder kampen snævert overlevelse for sin egen arbejdsplads og ikke kampen for et bedre samfund. Altså bidrager det ikke til kampgejst for fælles interesser.

Bryd rammerne!

Hvad kunne Enhedslisten i Region Hovedstaden så have gjort? Hvad ville vi have gjort?

Man kunne sætte foden ned og afsløre de andre partier i at danse efter Christiansborgs og Bruxelles pibe. Afsløre at de andre partier var villige til at sælge vores velfærd til fordel for skattelettelser til de rigeste og bomber til verdens fattigste og mest udsatte.

Vi ville have sagt nej til budgettet og offentligt kritiseret de snævre rammer, lokalpolitikerne har at agere indenfor.

 

Så længe vi er medlem af NATO og EU, kan Danmark per definition ikke samtidigt være suverænt.

Vi ville have stillet krav om at bryde rammerne og bryde budgetloven, om at stille Region Hovedstaden i spidsen for en bevægelse for bedre velfærd og bedre løn- og arbejdsforhold for de offentligt ansatte.

Vi ville have påpeget, at pengene er der, at Danmark er et rigt land, men at nogle få tilraner sig værdierne af vores fælles arbejde.

At vi ikke skal slås om krummerne, men gøre op med snylterne på Børsen og direktionsgangene.

For os handler kampen nemlig ikke først og fremmest om at gøre livet under kapitalens herredømme mest muligt udholdeligt for arbejderklassen, men om at organisere klassen til kamp for socialismen.

Folkenes fjende nummer ét

Også når vi skal tage stilling til forskellige begivenheder i verden, gælder formlen om, hvad der gavner arbejderklassens kamp for socialismen, og hvad der svækker den.

For eksempel falder vi ikke i fælden: At islamisk terrorisme er folkenes fjende nummer et i verden i dag.

Folkenes og arbejderklassens fjende nummer et er og bliver imperialismen. Derfor er alle kræfter, som er med til at modarbejde og svække imperialismen, en (omend kun ganske midlertidigt) allieret for verdens arbejdere.

Det kan sagtens være kræfter, der er borgerligt nationalistiske, bagstræberiske og arbejderfjendtlige. Alligevel kan de spille en vigtig rolle i splittelsen eller svækkelsen af de imperialistiske blokke.

Det betyder også, at vores analyser af verden ikke bliver så sort-hvide som hos de borgerlige partier og medier samt alment “venstreorienterede” partier.

For os er det eksempelvis ikke et simpelt spørgsmål om at “holde med Putin og Assad”, når vi kritiserer Vestens rolle i Syrien og Ukraine, eller om at holde med kurderne, uanset hvilken rolle de spiller.

Som verden ser ud i dag, tyder meget på, at det reelt bliver et spørgsmål om menneskehedens undergang sammen med det kapitalistiske system eller socialismen.

Vi holder ikke med hverken Trump, Putin eller Assad, men anerkender Assads folkeretslige legitimitet som Syriens præsident. Vi anerkender Assads ret til at bekæmpe vestligt støttede terrorgrupper i Syrien.

Det på trods af at Assad i en årrække har været imperialismens trofaste hjælper, når det gjaldt CIA’s ulovlige fangetransporter til torturfængsler. Derfor omfavner vi heller ikke Assad.

Men lige nu spiller Assad en vigtig rolle i svækkelsen af imperialismen og dens forsøg på at splitte Mellemøsten op i kontrollerbare størrelser. Han bekæmper, sammen med den til USA konkurrerende imperialistmagt Rusland, diverse terrorgrupper, som fører USA-imperialismens krig per stedfortræder.

På samme måde støtter vi ikke kurderne, når de på USA’s side bekæmper Assads styrker – på trods af, at vi fuldt ud anerkender kurdernes ret til national selvbestemmelse.

De nationale spørgsmål må overalt bedømmes ud fra formlen: Styrker eller svækker de imperialismen. For dér hvor imperialismen svækkes, styrkes arbejderklassens muligheder.

Der, hvor imperialismen styrkes, stilles folkenes kamp ringere.

Et suverænt Danmark

Det er den samme målestok, vi bruger i forhold til Danmarks forsvarspolitik.

Vi er ikke modstandere af et dansk forsvar, overhovedet ikke. Men så længe vi er medlem af EU og NATO, vil investeringer i militært isenkram ikke styrke Danmarks selvstændighed, men betyde øget styrke for de to imperialistiske organisationer.

Tag de nye kampfly som eksempel. I debatten hører man ofte argumentet: Vil vi da ikke have, at Danmark skal kunne forsvare sine grænser?

Jo, det mener vi netop. Derfor skal vi ikke købe fly som:

  1. kommer til at indgå i NATO's og potentielt EU’s samlede militære styrke.
  2. primært er angrebsfly og ikke forsvarsfly.
  3. er produceret med styresystemer som kan kontrolleres centralt fra NATO’s hovedkvarter og derfor er ubrugelige i en situation, hvor vi eksempelvis ikke kæmper på samme side som USA.

Så længe vi er medlem af NATO og EU, kan Danmark per definition ikke samtidigt være suverænt.

Enhver snak om at beskytte Danmarks grænser og dansk suverænitet må derfor tage udgangspunkt i en dansk udtræden af EU og NATO.

Dansk udtræden vil samtidigt være et vigtigt bidrag til en svækkelse af folkenes fjende nummer ét – imperialismen – og altså et bidrag til en forstærkning af arbejderklassens position internationalt.

Ikke uden kamp

Men betyder det, at vi har redskaberne til at analysere verden, så kommunisterne aldrig tager fejl?

Selvfølgelig ikke. De eneste, der aldrig begår fejl, er de, der slet ikke foretager sig noget som helst.

Men vores chancer for at forudse begivenhedernes gang er større end velmenende menneskers, der med udgangspunkt i deres umiddelbare følelser lader sig styre af de borgerlige mediers kampagner.

Selvom et studie af Marx altså ikke er en forsikring imod fejlslutninger, så vil jeg nu alligevel påstå, at tilegnelsen af marxismen er et ekstremt vigtigt bidrag i kampen for socialismen.

 

Uden marxismen risikerer vi at forkaste revolutionen, fordi vi tror, at kapitalismen gennem reformer kan vokse over i socialismen.

Marxismen lærer os at se og forstå de modsætninger, som er indbygget i det kapitalistiske system, og som i sidste ende vil betyde systemets sammenbrud.

Den viden skal vi udnytte til at få systemet til at vakle, så vi ikke sidder med hænderne i skødet og venter på, at kapitalismen dør af sig selv.

Uden en kæmpende og organiseret arbejderklasse er der nemlig overhovedet ingen garanti for, at det bliver socialismen, der kommer til at erstatte det rådne kapitalistiske system.

Som verden ser ud i dag, tyder meget på, at det reelt bliver et spørgsmål om menneskehedens undergang sammen med det kapitalistiske system eller socialismen.

Med klimakrisen og den massive ødelæggelse af naturen, som den imperialistiske verdensorden bedriver – sammen med den overhængende risiko for en ny verdenskrig – er udsigterne ikke tillokkende.

Der er derfor ikke andet for end at sætte alle kræfter ind på at arbejde for at gøre arbejderklassen og dens organisationer klar til at kæmpe for det eneste realistiske alternativ til det nuværende inhumane og uholdbare samfundssystem.

Sætte alle kræfter ind for at samle arbejderklassen i enig kamp for at vippe borgerskabet af magten og erstatte kapitalens overherredømme med et socialistisk samfund, hvor arbejderklassen som samfundets absolutte flertal sidder ved roret og ikke overlades galajslavens rolle på samfundets skib.

Med marxismen får vi muligheden for ikke bare at drømme, ikke bare at fægte i blinde, men at forandre verden.

Der er et Marx/Engels-citat, som jeg med jævne mellemrum vender tilbage til. Det stammer fra et skrift med titlen Den hellige familie fra 1844:

Hvis mennesket danner sig al sin viden, alle sine sanseindtryk etc. ud fra den omgivende sanseverden og erfaringerne i denne sanseverden, så gælder det altså om at indrette den impiriske verden på en sådan måde, at mennesket i den oplever det i sandhed menneskelige, vænner sig til at opleve sig selv som menneske. Hvis interessen, rigtigt forstået, er grundprincippet for al moral, så gælder det om, at det enkelte menneskes privatinteresse falder sammen med den menneskelige interesse som sådan (...)

Hvis mennesket formes af omstændighederne, så må man udforme omstændighederne menneskeligt. Hvis mennesket af natur er et samfundsvæsen, så udvikler det først i samfundet sin sande natur, og man skal ikke måle styrken af menneskets natur ved det enkelte individs styrke, men ved samfundets styrke...

Jeg elsker det citat, fordi det minder os om, hvad vores kamp handler om: At bygge et samfund som får det bedste frem i mennesket. Et menneskeligt samfund man kan være menneske i. Det er for mig kernen i socialismen.

01. jun. 2018 - 06:47   01. jun. 2018 - 06:50

Revolutionær teori

Anders Sørensen
Medlem af Kommunistisk Partis landsledelse.
Om artiklen

Den 5. maj i år var det 200 år siden, Karl Marx blev født i Trier i Tyskland. Han var revolutionær, samfundsvidenskabsmand og en af de mest betydningsfulde personer i den socialistiske bevægelses historie.

I anledningen af 200-året bringer Arbejderen en række artikler om Karl Marx og hans betydning. Denne artikel er skrevet af Anders Sørensen, medlem af landsledelsen i Kommunistisk Parti. Det er en bearbejdet udgave af det oplæg, som han holdt på Kommunistisk Partis Marx-seminar i København den 5. maj.

Læs flere artikler om Karl Marx og marxismen på arbejderen.dk/marx

RØD BOG: ANDERS SØRENSEN

  • Ufaglært, født i 1984 og bosat i Københavns nordvestkvarter.
  • Formand for Kommunistisk Parti København og medlem af partiets landsledelse.
  • Har været opstillet som kandidat til Københavns Borgerrepræsentation for Kommunisterne to gange.
  • Gift med Helene Sørensen og far til tre.

>> SE ANDERS SØRENSEN PÅ FACEBOOK