13 Dec 2017  

KBH: Spredte skyer, let regn, 1 °C

Fire-i-én – perspektivet: Et manifest for et mere retfærdigt liv

Fire-i-én – perspektivet: Et manifest for et mere retfærdigt liv

De fire dimensioner af menneskelivet kan væves sammen i en alternativ model, skriver den tyske teoretiker og politiske aktivist Frigga Haug i denne skitse til at "ændre vores samfunds tidsregime på en grundlæggende måde".

FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Uden en vision – hvor usikker den end måtte være – om hvordan en ny type samfund kunne se ud, er det vanskeligt at være involveret i politik, som kan engagere mange. En vis orientering mod en sådan vision er blevet udviklet i løbet af de sidste 150 år gennem bevægelser blandt arbejderne, der har søgt at overvinde fremmedgjort lønarbejde og at kæmpe her og nu for højere lønninger, for retten til at forhandle kollektive overenskomster og for arbejdspladser.

Vi burde ikke længere acceptere at nogle taler mange sprog, danser, laver musik, komponerer, maler og rejser, dvs. realiserer sig selv fuldt ud som en anden Goethe, mens andre forventes at være glade, hvis bare de kan læse og skrive.

Kvinders bevægelser i det 20. århundrede har tilføjet en ny dimension til dette befrielseskoncept i og med at de har insisteret på, at ikke alt arbejde antager lønarbejdets form. De har understreget, at det er hjemmets sfære, hvor både ufrihed og tilvejebringelse af livsnødvendig menneskelig omsorg har deres plads – og at anerkendelse af hus – og familiearbejde er grundlæggende for en form for politisk tænkning, som sætter befrielsen af alle mennesker som sit mål.

Karl Marx fremhæver endnu mere udtrykkeligt, hvad der måske ikke er udtrykt med tilstrækkelig klarhed i begge disse bevægelser: At hvert enkelt individs udvikling skulle være en forudsætning for udviklingen af alle. Oversat til vores mere jordnære sprog: Det der menes er, at det må være et mål for befrielsen, at de evner og potentialer som slumrer i enhver af os, får lov til at udfolde sig.

I alle disse visioner – i arbejderbevægelserne, i kvindebevægelserne og i spørgsmålet om den individuelle udvikling af alle mennesker –  ligger der en forudsætning, som er så grundlæggende, at det kan forekomme overflødigt overhovedet at nævne den: Det kan kun være menneskene selv, som kan tage deres befrielse på sig, de kan ikke få den forærende; befrielsen kan ikke være en handling oppefra. ”Når det ikke er os selv, der gør os frie, bliver det uden følger for os”, skrev Peter Weiss. Politik for et samfund, som er anderledes end vores nuværende, må betyde: politik fra neden.

At leve er mere end at være arbejdskraft

På det nuværende stadie af produktivkræfternes udvikling kan flere og flere mennesker ikke længere få adgang til beskæftigelse på arbejdsmarkedet eller tjene lønninger de kan leve af. Stadig mere modløse på grund af stigende arbejdsløshed bliver de ved med at se alt håb om forandring i lønkrav og krav om en sikker arbejdsplads for dem, der stadig er ’i arbejde’. Det er som modsvar på dette beskæftigelsesorienterede fokus, at jeg har ledt efter en konkret utopi, som ganske vist ikke afviser den slags politiske krav, men som samtidig medinddrager mange andres håb og stræber mod et menneskeligt værdigt mål. Politikkens kunst, som jeg har lært hos Rosa Luxemburg, handler ikke om på forhånd at definere de ’rigtige’ mål og siden indfri eller ’implementere’ dem; politikkens kunst består i at opbygge forbindelser mellem brudstykkeagtigt opsplittede kampe og i at skabe et orienteringsrum, hvor kampene kan bringes i sammenhæng med hinanden og blive drevet fremad.

At aktivere alle menneskelige sanser bør Ikke længere være en luksus der kun er tilgængelig for de rige. I stedet for skal ethvert menneske kunne leve efter hendes eller hans evner.

Jeg bliver oprørt, når regeringer lover at skabe mere arbejde – som om vi ikke havde rigeligt med arbejde om ørerne – arbejde som er nødvendigt for samfundets overlevelse, men som forbliver ugjort. Problemet er ikke på magisk vis at trylle nyt arbejde op af hatten; det består snarere i at fordele alt det arbejde vi har på en måde, som er mere retfærdig. Det betyder ikke ’bare’ at allokere arbejdspladser ligeligt til alle, som er i stand til at arbejde. Det betyder i stedet for, at vi alle kan forestille os at man fordeler al menneskelig aktivitet – dvs. ikke alene erhvervsmæssig beskæftigelse, men også reproduktionen og vores egen udvikling og deltagelse i politik – på en velafbalanceret måde mellem hver af disse sfærer.

Fordi vi har mere end rigeligt med arbejde, når vi tager højde for disse fire sfærer, kan vi tage en arbejdsdag på 16 timer som vores udgangspunkt, en arbejdsdag som også omfatter alt, hvad der nu er ikke-lønnet arbejde. Inden for denne arbejdsdag får hver af disse fire dimensioner – i en idealtypisk kalkule – tildelt fire timer. Dette er naturligvis ikke udtænkt mekanisk som om det var noget der skal udføres med et stopur. Det skal snarere tjene som et kompas for at styre hvert af vores skridt.

Således vil det ikke længere være nødvendigt at udføre et arbejde der er begrænset til gentagne bevægelser som i Charlie Chaplin's Modern Times.

Med hensyn til den første sfære, lønarbejdets sfære, er det umiddelbart klart, at det afspejler en højst indskrænket forståelse af, hvad arbejde er – og at man klamrer sig til denne forståelse for enhver pris – når man bliver ved med at tale om krise på grund af, at vi løber tør for arbejdspladser. Men situationen ser radikalt anderledes ud hvis man ændrer perspektivet til en mere helhedsorienteret opfattelse af livet. Et nyt vejledende princip for en ’arbejdets politik’ ville betyde en nødvendig forkortelse af hver persons erhvervsarbejdstid til en fjerdedel af ens samlede arbejdstid, det vil sige til fire timer, således at vi kan have tid til et meningsfuldt liv, der er afbalanceret mellem alle fire sfærer. Sådan ville problemerne omkring arbejdsløshed, inklusive prekariat, løst arbejde og kortvarige arbejdskontrakter, forsvinde af sig selv på sigt, fordi vi så vil have færre mennesker end arbejdspladser. Når man nærmer sig sagen på denne måde, vil alle være beskæftiget på deltid og dette begreb holder op med at give mening. Vi kan koncentrere os om arbejdets kvalitet og om spørgsmålet om hvorvidt der er sørget ligeligt for alle med henblik på anvendelsesmulighederne for hans eller hendes evner. Således vil det ikke længere være nødvendigt at udføre et arbejde der er begrænset til gentagne bevægelser som i Charlie Chaplin's Modern Times eller dets moderne modstykke foran computerskærmen. Dette fører os til en opfattelse af arbejdet som gør at vi kan forbinde den størst mulige afveksling og mangfoldighed med udviklingen af ​​alle menneskelige evner, færdigheder og potentialer.

Emancipation for enhver kvinde og mand

Reproduktivt arbejde, den anden af ​​de fire sfærer, henviser ikke udelukkende til arbejdet omkring hus og familie. Det forener alt det der er nødvendigt for den fortsatte regenerering af civilsamfundet. Det omfatter arbejde med hver enkelt af os selv og med andre – hvormed begrebet reproduktivt arbejde udvides til at henvise til en aktivitet, hvor den proces det er at blive menneske, er selve målet og ikke blot udgør midlet til at reproducere arbejdskraften.

Vi kan forbinde den størst mulige afveksling og mangfoldighed med udviklingen af ​​alle menneskelige evner, færdigheder og potentialer.

Dette begreb om det specifikt menneskelige som værende evnen til at udvikle os selv og andre som menneskelige væsener, førte Marx til, i bogen Den hellige Familie, skrevet i efteråret 1844 i fællesskab med Friedrich Engels og udkommet i februar 1845, at tilslutte sig Charles Fouriers bemærkning om at ”graden af kvindernes frigørelse er den naturlige målestok for den almene frigørelse”, fordi ”det er her, i kvindernes forhold til men, af de svage til de stærke, at den menneskelige naturs sejr over brutaliteten kommer klarest til udtryk”(1958a, S.208). Allerede nogle måneder forinden havde Marx i sine efterladte og først i 1932 offentliggjorte Økonomisk-filosofiske Manuskripter skrevet, at det, som i sandhed er menneskeligt – og herunder kærligheden –, først træder frem, når også de svagere kan udvikle sig i samme grad som dem, der er stærkere. Det er ”i mandens forhold til kvinden” at det bliver afgjort, ”hvorvidt menneskets behov … er blevet til et menneskeligt behov, hvorvidt medmennesket som menneske er blevet et behov for mennesket, hvorvidt mennesket i sin mest individuelle tilværelse samtidigt er et samfundsvæsen” [Gemeinwesen] (1958b, s. 535, her gengivet efter Ulrich Horst Petersens oversættelse i: Karl Marx: Økonomi pg Filosofi. Ungdomsskrifter. Indledning og udvalg ved Villy Sørensen. Gyldendahl: Københhavn 1962, s. 73f.)

Tilsvarende gælder dette over for de ældre, handicappede og syge og omfatter også den måde, hvorpå vi forholder os til naturen.

[…]

For at rekonceptualisere og omfordele reproduktivt arbejde og familiearbejde er det først og fremmest nødvendigt at gøre det alment. Ligesom ingen skal holdes udenfor erhvervsarbejdet, gælder det samme for reproduktivt arbejde. Alle mennesker, mænd og kvinder, kan og bør udvikle hele spektret af deres sociale evner. Dette løser stridighederne omkring betaling for opfostringen af børn, som de f.eks. har fundet sted i Tyskland. Forsvaret for betalt barsels- og forældreorlov bør således ikke være ensbetydende med at låse mødre inde i husstanden eller devaluere kvaliteten af ​​det arbejde, der udføres på dette område. Tværtimod er det først nu, når det reproduktive arbejde er gjort alment, snarere end udelukkende at blive henvist til kvinder og mødre, at det bliver muligt at indfri vores krav om, at reproduktivt arbejde skal anerkendes som noget, der kræver færdigheder, som der skal undervises i og som man(d) kan lære, præcist sådan som det gælder for enhver anden slags arbejde.

Tværtimod er det først når det reproduktive arbejde er gjort alment, snarere end udelukkende at blive henvist til kvinder og mødre, at det bliver muligt at indfri vores krav.

Den tredje sfære har at gøre med livslang udvikling gennem læring.

Det betyder at leve livet ikke bare som forbruger, men at nyde livet aktivt og at tænke bevidst over, hvad et godt liv består i. Sagt med andre ord: vi burde ikke længere acceptere at nogle taler mange sprog, danser, laver musik, komponerer, maler og rejser, dvs. realiserer sig selv fuldt ud som en anden Goethe, mens andre forventes at være glade, hvis bare de kan læse og skrive overhovedet. Alle mennesker har et udviklingspotentiale, der vågner til live ud af det muliges slummer. At aktivere alle menneskelige sanser bør Ikke længere være en luksus der kun er tilgængelig for de rige. I stedet for skal ethvert menneske kunne leve efter hendes eller hans evner. For at opnå dette er det nødvendigt at man råder over selvbestemt rum og tid.

Livets fjerde dimension, hvor menneskene er politiske væsner, hviler på følgende forudsætning: at opbygge et samfund betyder ikke specialisering på grundlag af arten af ens arbejde. Her er det ikke længere nødvendigt, at nogle bedriver politik, mens andre – langt de fleste – skal bære byrden af dennes konsekvenser.

Et nyt tidsregime

De fire dimensioner af menneskelivet kan væves sammen i en alternativ model: en skitse for en mere omfattende definition af retfærdighed, som kan formuleres af kvinder i dag. Den tager udgangspunkt i arbejdsfordelingen og i den tid, der er afsat til hver type arbejdsaktivitet. Med andre ord søger den at ændre vores samfunds tidsregime på en grundlæggende måde.

Man kunne beslutte at arbejde på hver af de fire arbejdsområder individuelt: Løn, reproduktion, politisk og individuel udvikling. Dette ville imidlertid resultere i en arbejdsdeling, hvor visse grupper ville tage et enkelt af ​​de fire områder i isolation som deres individuelle adelsmærke –, en absurd ensidighed, som igen ville lægge vægt på udelukkende ét område af menneskelig aktivitet på bekostning af den samfundsmæssige udvikling af de andre.

Ethvert menneske kunne leve efter hendes eller hans evner. For at opnå dette er det nødvendigt at man råder over selvbestemt rum og tid.

På denne måde ville nogle, der ledes af deres klassebevidsthed, tage sig af politikken omkring erhvervsarbejdet, som ville være effektiv for dem ’i arbejde’. Andre ville søge efter et perspektiv i fortiden, en bagvendt utopi for mødre, der frit vælger at tilbringe deres liv derhjemme – noget, som ville sømme os kvinder i levende live til historiens kors, som filosoffen Ernst Bloch sagde det. En tredje gruppe ville arbejde hen imod udviklingen af en elite, som ville vise, med olympisk talent, hvad menneskelige evner kan være. En fjerde gruppe ville overføre deltagelse i politik til ubetydelige områder: de ville gøre tv til en modelinstitution for seernes ønsker; de ville inddrage de ansatte i forberedelsen af ​​julefestligheder eller bestræbe sig på at få befolkningen til at deltage i genbrugsaktiviteter.

Pointen er, at i alle disse tilfælde vil vi se, at hvert område, taget som eneste fokuspunkt for politik, kan blive rent ud reaktionært.

Politikkens kunst ligger i sammenvævningen af ​​alle fire områder. Ingen af områderne bør forfølges uden de andre, fordi det der ledes efter, er en politisk måde at sammensætte livet på, som, når den gennemføres, vil kunne nydes som virkelig vital, meningsfuld, engagerende – som noget, der gør en glad.

Dette er ikke en umiddelbar målsætning; den kan ikke implementeres her og nu. Men den kan tjene som kompas for vores krav, som grundlaget for vores kritik og som et håb – som en konkret utopi, der medinddrager alle mennesker, og hvor udviklingen af ​​ethvert menneske omsider kan blive forudsætningen for alles udvikling.

Kildehenvisninger:

Marx, Karl. 1958a. Marx-Engels-Werke (MEW), bd. 2, Berlin-DDR.

Marx, Karl. 1958b. Marx-Engels-Werke (MEW), bd. 40, Berlin-DDR.

Weiss, Peter. 1975. Ästhetik des Widerstands, bd. I, Frankfurt: Suhrkamp.

04. sep. 2017 - 11:40   04. sep. 2017 - 14:29

Teori

af Frigga Haug oversat fra engelsk af Klaus Schulte
Frigga Haug

Frigga Haug er født 28. november 1937 i Tyskland og er uddannet psykolog, sociolog og historiker ved Freie Universität i Vestberlin.

Indtil 2001 arbejdede hun som professor for sociologi ved Universität für Wirtschaft und Politik i Hamborg. Hun er æresdoktor ved Roskilde Universitet og har været gæsteprofessor i København, Innsbruck, Klagenfurt, Sydney, Toronto og Durham (USA).

Haug er forkvinde for Institut for kritisk Teori, som også udgiver Tysklands ældste og mest renommerede venstreorienterede teori-tidsskrift Das Argument, som hun har været redaktør for og medudgiver af i mere end 50 år.

Haug har haft en fremtrædende rolle i det tyske parti Die Linke's kvinde- og ligestillingspolitiske arbejde og Frigga Haug har været medlem af Die Linke siden partiets grundlæggelse i 2007.

Nærværende artikel – Fire-i-én perspektivet – blev diskuteret på Selskab for Marxistiske Studiers årskonference 2017 den 1. og 2. september på Rosilde Universitetscenter (RUC) og vil også blive debateret på konferencen Marxisme i det 21. århundrede den 9. og 10. september 2017 i København.