13 Dec 2017  

KBH: Spredte skyer, 1 °C

Alka-salg giver flere spørgsmål end svar

Undren og frustrationer

Alka-salg giver flere spørgsmål end svar

Salget af Alka er fostret blandt en snæver kreds i fagbevægelsens top. Medlemmer undrer sig stadig over, hvorfor forsikringsselskabet skulle sælges.

Her ses Alkas direktør Henrik Grønborg (tv) og forsikringsselskabet Trygs direktør Morten Hübbe, da aktiehandlen blev offentliggjort mandag den 4. december 2017
FOTO: Sofie Mathiassen/Scanpix
1 af 1

Det er "en række ejere af Alka, herunder HK", der har fået ideen til at sælge forsikringsselskabet Alka. Det skriver Kim Simonsen i en mail til Arbejderen.

Helt grundlæggende mangler vi stadig svar på, hvorfor man overhovedet har fået ideen at sælge Alka.
Jakob Lykke, 3F Esbjerg.

Han er formand for både HK Danmark - landets næststørste fagforbund - og formand for bestyrelsen i forsikringsselskabet, der nu er købt af konkurrenten Tryg for den nette sum af 8,2 milliarder korner.

"Vi har haft fokus på, at vores medlemmer fortsat ville have adgang til gode og billige forsikringer," skriver Kim Simonsen.

Alka udspringer af fagbevægelsen, og med salget medgiver HK-formanden, at fagbevægelsen har frasagt sig et medejerskab, som den har haft siden Alka blev stiftet i 1903.

Udbredt kritik

Beslutningen har da også skabt voldsom kritik blandt medlemmerne og en stribe lokale fagforeninger, der tager direkte afstand fra salget og af den forudgående proces. 

– Det her salg rejser flere spørgsmål, end det giver svar. Helt grundlæggende mangler vi stadig svar på, hvorfor man overhovedet har fået ideen at sælge et selskab, der giver et stort overskud, og som er garant for, at medlemmerne kan få billige og gode forsikringer, siger Jakob Lykke, formand for 3F Transport Esbjerg, til Arbejderen.

>>LÆS OGSÅ: Salg af Alka vækker forargelse

Han giver ikke meget for de argumenter, han har hørt fra Kim Simionsen om, at man fik et godt tilbud, og at det ikke hører til fagbevægelsens kerneopgaver at drive forsikringsselskab. Nu kan Tryg, når der er gået fem år, sætte prisen fuldstændig som ethvert andet forsikringsselskab på et liberalt marked, lyder pointen fra Esbjerg.

LO’s medlemsforbund, herunder HK, FOA, NNF og 3F, sidder på cirka 53 procent af aktierne. 3F alene ejer cirka 30 procent af Alka-aktierne og er således den største enkelt aktionær.

Men svarene på sine spørgsmål får Jakob Lykke heller ikke fra 3F's forbundsformand Per Christensen, der siger, at salget af Alka hverken er sket af nød eller lyst.

– Jamen, hvorfor så og hvorfor uden forugående debat, spørger Jakob Lykke.  

Udemokratisk proces

Jakob Lykke mener, det havde klædt fagbevægelsen med en mere åben og gennemsigtig proces. Som minimum kunne 3F's hovedbestyrelse - og andre forbunds kompetente forsamlinger - passende have diskuteret det principielle spørmål om, hvorvidt fagbevægelsen skal drive et forsikringsselskab eller ej.

Den kendsgerning, at det er LO-forbundenes topfolk i Alka's bestyrelse, der har forhandlet om et salg uden forudgående debat og mandat, falder også 3F Transport, Logistik og Byg Århus for brystet.

I en udtalelse undrer afdelingens bestyrelse sig over, hvorfor salget skulle "sniges" igennem de forskellige fagforbund. 3F's hovedbestyrelse blev således med få dages varsel indkaldt til ekstarordinært møde søndag den 4. december kl. 13, og uden at det fremgik af dagsorden, hvad der skulle diskuteres.

>>LÆS OGSÅ: Som en tyv om natten

"Efter mindre end 2 timers debat var det klart. 3F vil også sælge ALKA....Det nytter ikke noget, at vi som fagbevægelse holder kortene så tæt til kroppen og springer over medlemsdebat og demokrati," lyder det i udtalelsen fra den aarhusianske 3F-fagforening på Sommervej.

Manglende debat

Afdelingsformand Peter Bæk er bundet af den fortrolighedsklausul, som alle hovedbestyrelsesmedlemmer blev pålagt, men han siger til Arbejderen, at han også gerne havde set et mere åbent og demokratisk forløb. Derudover henviser han til afdelingsbestyrelsens udtalelse, hvori der videre står:

"Vi skal ikke lave rævekager eller studehandler bag nedrullede gardiner og lukkede døre. Vi tør inddrage medlemmerne."

06. dec. 2017 - 15:27   07. dec. 2017 - 14:56

Alka

noc@arbejderen.dk
Bestyrelsen i Alka

Bestyrelsen i Forsikrings-Aktieselskabet Alka består af:                         

Formand Kim Simonsen, Forbundsformand i HK Danmark

Næstformand Ulla Sørensen, Hovedkasserer i 3F

Bestyrelsesmedlem Flemming Dal Cortivo, Forbundssekretær i NNF

Bestyrelsesmedlem Torben Poulsen, Hovedkasserer i Dansk Metal

Bestyrelsesmedlem Jens Henriksson, Administrerende direktør i Folksam                                                                                                 

Bestyrelsesmedlem Ulrikke Ekelund, Kommunikations- og Pressechef i  PensionDanmark

Bestyrelsesmedlem Søren Heisel, Forbundssekretær i 3F

Bestyrelsesmedlem Lizette Risgaard, Formand i LO

Dertil kommer fire medlemmer af bestyrelsen - valgt af de ansatte i Alka