14 Dec 2017  

KBH: Overskyet, tåge, 2 °C

Ikke typen på en døgnflue i musikkens verden

Sidsel tog afsæt i X-Factor

Ikke typen på en døgnflue i musikkens verden

– Jeg vil rigtig gerne kunne række ud efter de unge mennesker, der står lige nu og er totalt forvirrede, ved at skrive nogle sange og musik, som jeg håber kan komme ud i verden og bruges til noget, siger sangerinden Sidsel.

Sidsel Lieknins Vestertjele, eller bare Sidsel, betog mange med sin sang og unikke stemme som deltager i X-Faktor 2009, kun 16 år gammel. Men hendes historie byder på mange nye sider.
FOTO: PN
Sidsel Lieknins Vestertjele med guitaren, der følger hende både på scenen og i at komponere.
FOTO: PN

Rigtig mange unge har en drøm om at synge, og mange har forsøgt at realisere drømmen gennem talentshowet og tv-programmet X-Factor. Kun få nåede frem til finalen, men hvor er de i dag med deres sang og musik?

– X-Factor er først og fremmest et TV program, som skal sælge og ikke nødvendigvis tager så meget hensyn til musikken.

Arbejderen har mødt Sidsel, som betog mange med sin sang og unikke stemme som deltager i X-Faktor 2009, kun 16 år gammel. Ovenikøbet med egne sange og guitarspil. Hvad fik hun ud af X-Faktor, og hvor går hendes veje hen idag?

Musikerens drømme

Sidsel Lieknins Vestertjele er hendes fulde navn. En lille let skikkelse med et stort bølgende hår. Hun lader guitaren glide ned fra skulderen, mens hun hilser varmt og sætter sig ved et bord i Café Oskar i Aarhus, stadig med guitaren foran sig. Sidsel er ikke typen på en døgnflue i musikkens verden.

Smilende og engageret begynder hun at dele af de oplevelser og erfaringer, som X-Factor gav hende:

– Jeg har fået udlevet mange af de drømme, som jeg tror, at de fleste musikere i virkeligheden har, fortæller den nu 25-årige sangerinde om det halve år med talentshowet.

– Ret hurtigt fik jeg lov til at stå på en rigtig stor scene og lov til at skrive rigtig mange autografer, og jeg har fået lov til det som seksten-årig, hvor man nok kigger rigtig meget på sig selv for at finde ud af, hvem man er, fortæller Sidsel og morer sig lidt over det.

Denne sommer er Sidsel blevet færdig med læreruddannelsen i Aarhus og læser nu pædagogisk antropologi. Hendes liv har været fyldt med musik, lige siden hun som lille forelskede sig i flyglet hjemme hos bedsteforældrene. Og der er ny musik på vej, siger hun lidt hemmelighedsfuldt.

Et program der skal sælge

Selv om X-Factor var en hæsblæsende periode fyldt med pressemøder, prøvning af kostumer og makeup, foruden at øve nye sange og nye trin foran kameraet hver uge, så fik hun meget ud af perioden.

Talentshowet betød store musikalske udfordringer for hende og øvelse i at tackle flere store krav på én gang.

Som det at se sig selv så meget i tv, ugeblade og aviser hver uge under X-Factors forløb. Det var lidt af et paradoks, fordi hun som sanger og kunstner gerne ville have opmærksomhed på sin musikalitet og sangstemme, men så meget eksponering havde hun ikke forestillet sig:

– X-Factor er først og fremmest et TV program, som skal sælge og ikke nødvendigvis tager så meget hensyn til musikken. Det er i hvert tilfælde den præmis, man skal gå ind på, siger Sidsel, der ikke vil fraråde andre unge at prøve talentshows, men i stedet gøre det med åbne øjne, turde spørge og sige fra.

Kunstnerisk uddannelse

– Thomas Blachman, var en rigtig god mentor, og vi kom virkelig godt ud af det med hinanden. Jeg respekterer ham både som person og som musiker. Og det var helt vildt befriende for mig at møde en, der godt kunne forstå, at det er for mig ikke bare handlede om at synge i en mikrofon og svinge lidt med hofterne.

Kunstnerisk gav det hende meget at have Claus Hempler, musiker og teatermand, som sang-coach. Repertoiret svingede bredt over Abba, Rockett Brothers og Susanne Vega. For slet ikke at tale om John Lennon:

– Det var et kæmpe stort ansvar, og Lennons sang fik jeg endda lov at synge sammen med DRs Big Band, som er fantastisk! Det var en ret vild oplevelse, for de er fandens dygtige i det band! siger hun med begejstring.

I dag ser Sidsel på sin tid i X-Factor som en kunstnerisk uddannelse. Mødet med de mange andre unge har givet hende indsigt i, hvordan hun selv og andre reagerer under pres i showbizz.

Uventet reaktion

Sidsel nåede ikke frem til finalen, men blev stemt ud. Dét skulle hun også tackle, og pludselig blev det hverdag hjemme i Silkeborg igen:

– Jeg var lettet! Jeg var bare lettet! Jeg var lige begyndt i gymnasiet, og vi havde et gymnasieband, og jeg savnede bare de der drenge! Jeg ville bare gerne hjem og ud i øvelokalet, siger hun leende og svinger med håret.

Hjemme på gymnasiet ventede forskellige reaktioner fra lærere og rektor. En lærer sagde direkte, at Sidsel havde fået stjernenykker.

– På gymnasiet er der jo ikke nogen uddannelses-ordninger for musikere, ligesom Team Danmark har til sportsudøvere. Det var rektor, der tog sig kærligt af mig, og sagde "Det er bare i orden", fortæller Sidsel, der ser på sin tid i X-Factor som et halvt års livsuddannelse.

– Jeg kunne sige til børnene, at jeg heller ikke vidste, hvor jeg kom fra.

– Der er så mange dejlige mennesker, der har været med i X-Factor, som laver alle mulige fede ting. Det kan godt være, at de ikke er mega store og kendte på Medina-niveau, men jeg tror, at de gør noget i deres liv, som de er glade for, siger Sidsel, der flere gange har hørt det med "at man ikke er blevet til noget".

Skrivetrang igen

Som sanger er hun ikke i tvivl om, at hun gerne vil stå på en stor scene igen og overvejede det grundigt allerede under X-Factor:

– Jeg erkendte rimelig tidligt i forløbet, at hvis jeg ville noget med min musik, havde jeg også brug for at komme ud og opleve noget, der kunne give mig inspiration.

Lidt uventet kom inspirationen og skrivetrangen frem, da Sidsel var blevet uddannet til lærer og mødte Aktion Børnehjælp, som opfordrede hende til at blive ambassadør.

– Jeg er adopteret fra Indien, og jeg har altid været meget åben omkring min adoption, fortæller Sidsel, der har været på rejse til Indien med Aktion Børnehjælp for at besøge skoler og børnehjem.

Her stod hun pludselig foran børn i Indien, et land, hvor hun selv kunne have været vokset op:

– Det var faktisk ret vigtigt og meget bekræftende, også dét at jeg tilhørte sådan en organisation. Det gør, at jeg er meget personligt engageret og investerer mig selv, fordi jeg jo er vokset op på et børnehjem i Indien og kom til Danmark halvandet år gammel.

Hendes faste blik dirrer et øjeblik.

– Jeg tænker mest mig selv som Sidsel med mor og far i Danmark, end som Sidsel i Indien. Men det er jo også en del af min historie, konstaterer den unge kvinde og retter sig i op, så energien kan få frit løb i næste sætning:

– Jeg kunne sige til børnene, at jeg heller ikke vidste, hvor jeg kom fra – og at jeg også har været på børnehjem, dengang jeg var helt lille!

Man næsten kan mærke, at Sidsel er tilstede foran børnene derude igen.

Finde sin kerne og sine rødder

Turen til Indien blev til sangen "A new Planet", om at have økonomiske ressourcer til at rejse til en fattig del af et land og have muligheden for at hjælpe, men også for at kunne rejse hjem igen når som helst.

Mødet med børnene i Indien har givet Sidsel mulighed for at spejle sin egen opvækst og livserfaringer. Hun husker, hvordan det var at skifte fra landsbyskolen til en større skole i Silkeborg, og være en af de få med mørk hudfarve.

Perioden som teenager, syntes hun, var meget kompliceret. Hun oplevede, hvordan indere på gaden i Danmark tiltalte hende på hindi, og at en dansk mand mente, at hendes indiske genetik forhindrede hende i at forstå dansk humor, fordi det er en "vikingeting". Som voksen oplever hun også disse interessante konfrontationer.

Sidsel lægger ikke skjul på, at hun er rød.

– De mange spørgsmål og konfrontationer betyder, at man allerede i en tidlig alder skal forholde sig til sin identitet, siger den 25-årige lærer og sanger.

– I dag er det nemmere, og jeg kan bedre finde et sprog for det. Derfor vil jeg rigtig gerne kunne række ud efter de unge mennesker, der står lige nu og er totalt forvirrede, ved at skrive nogle sange og musik, som jeg håber kan komme ud i verden og bruges til noget, siger sangerinden, der har mange erfaringer at øse af.

Blander sig i debatten

Sidsel blander sig ofte i debatten om disse spørgsmål via Facebook eller med indlæg i aviser, og hun lægger ikke skjul på, at hun er rød. Måske ikke sådan partipolitisk:

– Det er måske mere en humanistisk værdi, siger hun og lader blikket glide lidt rundt i cafeen med de mange politiske pjecer, bøger og plakater, mens hun overvejer:

– Alle mennesker har en historie eller en grund til at gøre det, de gør. Dér har jeg erfaret, at jeg politisk er mere tilbøjelige til at bevæge mig over på den røde fløj.

– Jeg har set en stor grad af fattigdom i Indien, men der er jo også mennesker i Danmark, der lever for rigtig få penge og midler, siger hun og peger på, hvad det gør ved folkeskolen herhjemme, når de rige bliver rigere, og der kommer mange nedskæringer på folkeskolen:

– Ikke et ondt ord om forældre, der tager deres børn ud af folkeskolen over i privatskoler, men jeg synes, det er interessant, hvad det kan gøre i samfundssammenhæng. For der er to planer: det individuelle, hvor man ønsker det bedste for sit barn, og så det store kollektive samfundsbillede, forklarer hun ivrigt og engagementet er igen stort.

Som sanger og kunstner gerne ville hun have opmærksomhed på sin musikalitet og sangstemme, men så meget eksponering havde hun ikke forestillet sig.

– Der findes et begreb, der hedder klassekammerat-effekten, altså at elever der har gode forældre, som kan hjælpe med lektier - også kan hjælpe andre elever. De resourcer vil man rent faktisk miste, hvis man har nogle skoler med ikke så mange resourcer. Så får det betydning, hvor man bosætter sig. Der er jo områder af Danmark hvor børnene ikke har mulighed for at få den samme lektiehjælp eller støtte derhjemme, som jeg for eksempel fik som barn.

Mod nye scener

Måle og veje og sammenligne med andre landes uddannelsessystemer, får hende til at ryste på hovedet:

– Danmark måler sig meget med andre lande, men tager man eksempelvis til Indien, vil man se, at uddannelsessystemerne er fuldstændig forskellige fra hinanden. Vi skal passe på, at vi ikke hiver vores egen kulturelle forståelse ned over andres kultur, og gør den til det eneste rigtige.

Sidsel forlader Café Oskar med sin guitar over skulderen og med lige så let gang, som da hun kom ind ad døren. Hun skridter ud i verdensrummet med guitaren over skulderen. Mod nye sange og nye scener.

 

 

 

24. nov. 2017 - 14:07   30. nov. 2017 - 21:58

Portræt

kb@arbejderen.dk
A new planet

Tekst: Sidsel Lieknins Vestertjele

So why do you look so sad with dry eyes and sea-wet lashes
I'm just wondering
Just wondering again

And why do you even mind
The house and the money you lost
I will help you out
And help your brothers too

I am the new planet
I fix your planetsystem or your sofa

And when you are suffering
And slowly fall apart
I buy tickets to Asia
And help you all out

So why are you all crying
And can I have a picture for my family?
They wanna know what you look like

Tomorrow I'll be back again
In Europe with my suitcase
Have a nice weekend