23 Nov 2017  

KBH: Ingen skyer af betydning, 8 °C

Når krybben er tom, bides hestene

Kapitalismens krise

Når krybben er tom, bides hestene

Obama og Trump repræsenterer hver sin fraktion i overklassen, og bag den arbejdervenlige retorik vil Trump sikre, at hans klasse, de superrige, bliver endnu rigere.

FOTO: Rob Carr/AFP/Scanpix
1 af 1

I den norske avis Klassekampen bringer redaktør Bjørgulv Braanen en skarp analyse af klassekarakteren af Donald Trumps politik. Han peger på, at samtidig med at Trump benytter sig af retorik og formuleringer, som kunne være hentet hos Roosevelts New Deal, så har han samtidig sørget for, at den amerikanske overklasses enorme rigdom er gjort usynlig (Klassekampen 24. januar 2017).

Grunden til at amerikanske kapitalister ikke investerer i produktion og infrastruktur i USA er, at profitraten er for lav.

"Da Trump fastslog, at hans administration vil bygge veje, motorveje, broer, flyvepladser, tunneler og jernbaner over hele landet, var det som hentet direkte ud af New Deal-programmet.  …

Men hvad er det, som virkelig er forsvundet som dug for solen fra Trumps verden: den amerikanske overklasse. Indtægtsforskellene i USA er enorme og vokser hver eneste dag. De øverste 20 procent ejer nu 88 procent af landets rigdomme, mens de nederste 80 procent råder over 12 procent".

Det er fuldstændig rigtigt - og det er helt centralt. Men hvad Braanen undlader at nævne er, at forskellen mellem de 99 procent og den ene procent (egentlig 0,1 procent) voksede voldsomt under Obama. Præsident Obamas regering sikrede, at finanskapitalen og Wall Street kunne bruge statskassen som en kassekredit, mens arbejderklassen og lokalsamfundene blev udplyndret.

I USA er 93 procent af al indtægtsstigning siden finanskrisen gået til den rigeste ene procent (Bloomberg News, 2. oktober 2012). Men heraf fik de superrige – 0,01 procent – hele 37 procent (www.canadianbusiness.com, 6. november 2012).

Obama og Trump repræsenterer blot hver sin fraktion i overklassen, og bag den arbejdervenlige retorik vil Trump sikre, at hans klasse, de superrige, bliver endnu rigere. Både tidligere præsident Jimmy Carter og amerikanske forskere har peget på, at USA er et oligarki, hvor de superrige får det, som de vil have det, mens folket holdes udenfor.

Betinget støtte fra Sanders

Det hører også med til billedet, at Bernie Sanders og ledelsen i USA’s fagbevægelse et stykke hen ad vejen stiller sig bag Trumps program. Ifølge Washington Post udtalte Vermont-senator Bernie Sanders følgende som kommentar til, at Trump skrinlægger TPP (Washington Post, 23. januar 2017):

"Jeg er glad for, at Trans-Pacific Partnerskab er død og borte", sagde Sanders. "I de sidste 30 år har vi haft en række handelsaftaler – herunder North American Free Trade Agreement og permanent normale handelsforbindelser med Kina og andre – der har kostet os millioner af pænt aflønnede arbejdspladser og forårsaget et "ræs mod bunden", der har sænket de amerikanske arbejderes lønninger. Tiden er nu kommet til at udvikle en ny handelspolitik, der er til fordel for arbejderfamilier og ikke kun tjener multinationale selskaber. Hvis præsident Trump mener det alvorligt, når han siger, at han vil føre en ny politik, der er til fordel for de amerikanske arbejdere, vil jeg med glæde arbejde sammen med ham".

Obamas regering sikrede, at finanskapitalen og Wall Street kunne bruge statskassen som en kassekredit, mens arbejderklassen og lokalsamfundene blev udplyndret.

Toppene i fagforeningsbureaukratiet er gået endnu længere. 24. januar havde Trump et møde med de mest magtfulde ledere af USA’s fagbevægelse. Disse folk er kendt for at gøre alt, hvad de kan, for at holde arbejderklassen i skak, og det fornægter sig heller ikke nu. Før mødet sagde Leo Gerard (Bloomberg News, 24. januar 2017) fra United Steelworkers:

"Det, der sker nu, trækker en streg i sandet og er forhåbentligt kun indledningen til præsident Trumps lovede, arbejdervenlige dagsorden, der støtter indkomstvækst og prioriterer, at forarbejdningsindustrien genoplives. Vi ser frem til samarbejdet med den nuværende administration om overkapacitet inden for stål og aluminium, valutamanipulation og anden uretfærdig handelspraksis".

Trilliondollar-programmet

Demokraterne i Senatet har svaret igen på Trumps planer om at opbygge USA’s infrastruktur. De har lanceret deres eget "trillion dollar infrastructure plan", altså 1000 milliarder dollar (eller mere end en norsk oliefond) til udbygning af infrastruktur. Som jeg mange gange har peget på, har præsidenter fra begge partier ladet infrastrukturen forfalde, således at områder af USA befinder sig på et tredjeverdens-niveau.

Det meste af USA’s infrastruktur er bygget umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Opbygningen bidrog til en voldsom vækst og var med til at gøre USA til verdens ledende supermagt. I dag bruger USA kun 0,6 procent af sine offentlige udgifter på at investere i infrastruktur. Det er langt under Canada, som bruger 2,9 procent af bruttonationalproduktet. Og langt mindre end Tyskland, som har vedtaget en femårsplan for infrastrukturinvesteringer på, hvad der svarer til 52 milliarder dollar.

Sanders kvalificerer sin støtte til Trumps program på følgende måde (www.sanders.senate.gov, 24. januar 2017):

"Præsident Trump førte kampagne for at genopbygge infrastrukturen. Lad os gøre det, men lad os gøre det på en måde, der ikke indebærer store skattelettelser til landets rigeste mennesker og de største selskaber".

Hans egen "Agenda for America" adskiller sig på en række områder fra Trumps plan og er mere en traditionel socialdemokratisk klassesamarbejdsmodel (www.sanders.senate.gov/agenda). Men den har - som vi ser - berøringspunkter med Trumps program.

Vi får se, hvad der kommer ud af al denne støj. Grunden til, at amerikanske kapitalister ikke investerer i produktion og infrastruktur i USA, er, at profitraten er for lav. De får meget mere profit ud af deres investerede kapital, hvis de investerer i Kina eller i lavtlønslande, og ikke mindst får de meget mere profit ud af finansmanipulationer end af produktive investeringer. Trump siger, at han vil løse dette med skattelettelser, men traditionelt bruges skattelettelser i det store og hele til at gøre overklassen rigere.

Globalismens knæk og kapitalismens krise

Faktisk går begge partier i Kongressen nu ind for en America First-politik. (USA’s egne interesser er altid kommet i første række for Kongressen - med undtagelse af Israel-politikken - men nu bliver det meget mere udtalt.)

Hvis USA skal "hente arbejdspladserne hjem", betyder det ikke kun konkurrence mod Kina. Det indebærer i mindst lige så stor udstrækning konkurrence mod Europa og ikke mindst Tyskland. Krisen i imperialismen fremtvinger en endnu hårdere kamp mellem de imperialistiske stormagter, og her kan Europa ikke forvente milde gaver fra Washington.

Krisen i imperialismen fremtvinger en endnu hårdere kamp mellem de imperialistiske stormagter, og her kan Europa ikke forvente milde gaver fra Washington.

Og hvis de skal gøre alvor af at tage industriproduktionen tilbage til USA, så vil det være en robotiseret industri, som ikke vil kaste mange arbejdspladser af sig. Kina og Europa satser så meget på industrirobotter, at USA er nødt til at gøre det samme, hvis det skal tage konkurrencen op med dem.

Efter at globalismen fik nogle ordentlige hug i 2016, er der opstået den ironiske situation, at mens USA trækker sig fra TPP og måske også fra NAFTA, er det Kinas præsident Xi Jinping, som står på World Economic Forum og taler om globaliseringens nødvendighed. Godt nok en "globalisering med kinesiske særtræk" (www.weforum.org, 17. januar 2017), men alligevel!

>> LÆS OGSÅ: Det år globalismen slog revner

Alt dette hænger sammen med kapitalismens fortsatte krise. Siden finanskrisen har væksten i de rige lande været historisk lav. Og i 2016 meldte IMF om en "dramatisk opbremsning" af verdenshandelen siden 2012 (www.imf.org, 26. september 2016).

Væksten i verdenshandelen holder knapt nok trit med væksten i verdens bruttonationalprodukt og ligger på cirka det halve af, hvad der har været normalen de sidste tre årtier. Norsk debat – hvad enten den drejer sig om indenrigs- eller udenrigspolitik - handler næsten udelukkende om retorik og overfladefænomener. Men det, der ligger under de store skift, som vi er vidne til lige nu, handler om en række underliggende kriser i det kapitalistiske verdenssystem, problemer som ingen retorik kan tale sig ud af.

Resultatet kan kun blive en alles kamp mod alle, hvor rivaliseringen forstærkes overalt, hvilket igen vil udløse nye krige og konflikter. Ønsker du en løsning på elendigheden? Du finder den ikke indenfor rammene af det kapitalistiske system!

11. feb. 2017 - 07:29   11. feb. 2017 - 07:30

Analyse

Af Pål Steigan
Redaktør

Pål Steigan driver hjemmesiden Steigan.no og præsenterer sig selv således "Jeg er Pål Steigan, skribent, kulturarbejder, kommunist, kok og amatørfotograf – jack of all trades, master of none".