Når Socialdemokraterne samles til kongres i Aalborg her i weekenden, sker det i samme kongrescenter, som Fødevareforbundet NNF overtager til sin kongres tirsdag i næste uge.

Socialdemokraterne lægger i kongresdokumenterne op til at diskutere, hvorvidt man skal give køb på universelle velfærdsydelser som folkepension, uddannelse og lægehjælp for at leve op til finansmarkedernes tillid og EU's sparekrav. På NNF-kongressen står kampen mod social dumping i centrum.

Tusindvis af NNF's medlemmer har mistet deres job, fordi deres arbejdspladser er lukket og produktionen flyttet til udlandet. Løn og arbejdsforhold for de tilbageværende er under pres, fordi de har truslen om det samme hængende over hovedet.

Det er på tide at diskutere, om man både kan være et parti, der følger EU's nyliberale kurs i tykt og tyndt, og samtidig kalde sig et arbejderparti.

Den skriftlige beretning til NNF-kongressen peger på to årsager til denne udvikling:

"At det tyske arbejdsmarked på slagteriområdet har udviklet sig til et Wild West, hvor der hverken er styr på organisering eller overenskomster". 

"At EU’s regler om arbejdskraftens frie bevægelighed kun kræver, at udenlandsk arbejdskraft overholder arbejdslandets love. Ikke dets overenskomster".

Det er ikke kun, når det gælder udstationerede arbejdere, at EU fører en arbejderfjendsk politik. Europluspagtens krav om øget lønkonkurrence og  finanspagtens krav om spare-finanslove er blot et par eksempler på det samme. Derfor raser Socialdemokraternes søsterpartier i de øvrige EU-lande over disse arbejderfjendske tiltag.

Men herhjemme vil en kritisk diskussion om EU på S-kongressen have samme chance som en snebold i helvede. Helle Thorning, statsminister og partiformand, har gjort det klart, at der per definition ikke er noget alternativ til at følge EU's nyliberale kurs, om nødvendigt lige lukt ind i en bankunion.

Det er på tide at diskutere, om man både kan være et parti, der følger EU's nyliberale kurs i tykt og tyndt, og samtidig kalde sig et arbejderparti.