De røde fagforeninger er alt for dyre i forhold til, hvad man får for kontingentet, så det er naturligt, at folk vælger billigere og bedre alternativer.

Således lød det fra den liberale kuglestøber Joachim B. Olsen i denne uge som en kommentar til  en undersøgelse fra FAOS (Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier). Undersøgelsen viser det meget tankevækkende, at ufaglærte, lavtlønnede, gældsramte og udlændinge hører til nogle af de grupper, der oftest er uorganiserede eller melder sig ind i en af de billigere gule fagforeninger.

Konklusionen er baseret på en registerbaseret undersøgelse blandt mere end 600.000 LO-medlemmer og 120.000 gule medlemmer, så den er ikke grebet ud af den blå luft. Som sådan er det tal, som bør få fagbevægelsen til at gribe i egen barm og overveje, hvad der er galt.

Det største problem er imidlertid ikke de gule, men at et stigende antal mennesker fravælger overhovedet at være medlem af en fagforening.

Desto mere irriterende er det at høre det sædvanlige borgerlige ekko om, at de gule er bedre og billigere. Et ekko, som velvilligt viderebringes af en række medier, som vi også har hørt det hele sommeren i forbindelse med 3F's sag mod Restaurant Vejlegården.

Der eksisterer i Danmark en samlet borgerlig fortælling om, at den røde fagbevægelsen er billig, dårlig og unødvendig. Sandheden er, at de gule kun er billigere - men langtfra bedre. Talrige eksempler viser, at deres medlemmer ofte køber katten i sækken. De tror, de har købt en hjælp. Når de får brug for den, er den ikke eksisterende.

Det største problem er imidlertid ikke de gule, men at et stigende antal mennesker fravælger overhovedet at være medlem af en fagforening. At netop nogle af de grupper, som kunne have størst gavn af at være organiseret, vælger det fra, er en stor anklage mod den fagbevægelse, som især har satset på at optræde på de bonede gulve.

 Det er fagbevægelsens største udfordring i de kommende år. Den kamp vindes ikke bag fagforeningernes skriveborde men ude på arbejdspladserne.