DEL DENNE ARTIKEL
Pakistans arbejdsstyrke er en af de største i verden. Ifølge data fra CIA World Factbook er det samlede antal i arbejdsstyrken 58,4 millioner, hvilket gør Pakistan til verdens 10. største land i menneskelig arbejdskraft. Omkring 20 procent af arbejdsstyrken arbejder på fabrikker, som væsentligst eksporterer deres varer.
"Pakistanske fabrikker er mere dødsfælder, end de er arbejdspladser, og arbejderne behandles mere som slaver end som menneskelige væsener."
Sådan skrev næstformanden for Den Nationale Sammenslutning af Fagforeninger (NTUF), Nasir Mansoor, i anledning af to voldsomme brande i beklædningsindustrien i Pakistan, som begge opstod den 11. september.
Den ene brand opstod i en tekstilfabrik i Karachi. Den anden i en skotøjsfabrik i Lahore. De to brande var den hidtil værste katastrofe, der har ramt fabriksindustrien i Pakistan, skrev de pakistanske aviser. 315 mennesker brændte ihjel, og mere end 250 blev alvorligt sårede.
"Det var den mørkeste og sørgeligste dag i den pakistanske arbejderbevægelses historie, da mere end 300 arbejdere blev brændt i levende live på beklædningsfabrikken i Karachi", skrev Mansoor.
”Det var ikke den første brand på denne fabrik eller på andre fabrikker”, fortsatte han. ”Fabriksbrande er et dagligdags problem, men hidtil ikke nævnt i medierne før denne afskyelige forbrydelse, som nu kaster lys over forholdene på arbejdspladserne i de elektroniske og andre medier. Mere end 300 arbejdere mistede deres kostbare liv på alteret for kapitalistisk grådighed og lysten til mere profit.”
En generator - uden tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger - var blevet brugt som alternativ energiforsyning, fortalte Mansoor, og det var, da en koger eksploderede, ”at 300 unge kvindelige og mandlige arbejdere forsvandt i løbet af et par timer, og mange døde befinder sig stadigt i ruinerne i kældrene. Der var intet brandberedskab og ingen redskaber til at slukke brande med”.
Mansoor fortalte, at fabrikken arbejdede illegalt for at undgå at følge de lovlige bekendtgørelser om blandt andet arbejdsvilkår, at den ikke overholdt de krav, som myndighederne stiller til fabrikkerne også i retning af bygningsbekendtgørelser, at der ikke var nogen flugtveje, at vinduerne var tilgitrede, at trapper og trappeafsatser var fyldt med færdige varer, at arbejderne havde forbud imod at organisere sig i faglige organisationer, ikke havde nogen ret til kollektive forhandlinger, og at man også var forhindret i at søge bistand i de sociale forsikringer, som gælder i enkelte andre fabrikker.
En eksportindustri
Pakistans arbejdsstyrke er en af de største i verden. Ifølge data fra CIA World Factbook er det samlede antal i arbejdsstyrken 58,4 millioner, hvilket gør Pakistan til verdens 10. største land i menneskelig arbejdskraft. Omkring 20 procent af arbejdsstyrken arbejder på fabrikker, som væsentligst eksporterer deres varer.
Ifølge Wikipedia eksporterer Ali Enterprices i Karachi, hvor den ene brand opstod, sine produkter til USA og Europa. Der var ansat mellem 1200 og 1500 arbejdere på fabrikken, og arbejderne oplyste, at deres månedlige løn lå mellem 52 og 104 dollars.
Fabrikken mistænkes også for at bruge børnearbejdere såvel som for "at låse arbejderne inde i celler som i fængsler", skrev Wikipedia.
Generalstrejke
Den 14. september opfordrede Pakistans Arbejderparti med støtte fra tekstilarbejdernes fagforening, Labour Qaumi Bevægelsen (LQM) og NTUF til generalstrejke den 15. september.
Solidaritetsorganisationen STS International Solidarity, som længe har samarbejdet med disse organisationer, sendte en solidaritetshilsen til dem alle.
Farooq Tariq, som leder arbejderpartiet, skrev blandt andet:
"Tak for jeres solidaritet. Den er der stærkt brug for i denne tid, hvor de kommercielle medier allerede har glemt, hvad der er sket. Vi må sørge for, at erindringen om denne hændelse ikke forsvinder fra den nationale og internationale arbejderklasses hukommelse.
Vi gør vores bedste. Der er afholdt en solidaritetsdag. Mindst 150.000 tekstilarbejdere nedlagde arbejdet på fabrikkerne i en solidaritetsaktion, vi aldrig har set før. I Karachi marcherede tusinder til fabrikken. I andre byer var der også demonstrationer."
Hvad kan vi gøre?
Nisar Shah, en anden leder af Arbejderpartiet, skrev blandt andet, at solidaritet er en opmuntring for de berørte familier, som viser, "at de ikke står alene".
Solidaritetshilsener kan sendes til Den Nationale Sammenslutning af Fagbevægelser på adressen: ntufpak@gmail.com , og Arbejderpartiet kan blandt andet kontaktes på adressen: rednisar@hotmail.com
Men i STS mener vi, der kan gøres meget mere.
Som det blandt andet er fremgået af tidligere artikler i Arbejderen befinder tekstilarbejdernes fagforening, LQM, sig i en afgørende kamp imod arbejdsgivere og regeringen. Det drejer sig om selve eksistensen for den største fagforening i den private sektor i Pakistan.
Kampen bliver fra myndighedernes og arbejdsgivernes side ført med alle midler, der omfatter mord på to af dens ledere og årelange fængselsstraffe for seks andre.
En gruppe mennesker med tilhørsforhold til STS har dannet en initiativgruppe, der vil sørge for en indsamling af midler til tekstilarbejderne i Pakistan. Den mener, at det er vigtigt for alle danskere at komme arbejdere i den tredje verden, der vil kæmpe for bedre arbejdsvilkår, til hjælp - også for at stikke en kæp i hjulet for den omsiggribende udflytning af arbejdspladser til lande, hvor faglig organisering ikke er tilladt, og hvor arbejderne udsættes for en superudbytning.
Initiativgruppen kan kontaktes via Petter Sommerfelt på adressen: petterntv@gmail.com
