Lidt gammeldags måske, men alligevel.

Den regering, der så småt er ved at trække i arbejdstøjet efter en særdeles tiltrængt ferie – tiltrængt for både regeringens medlemmer og dens vælgere – bør nok teste politikken med et stykke lakmuspapir.

Bliver resultatet rødt eller blåt?

Vi var en del der så frem til at, nu skulle der ske en venstredrejning i beslutningerne, især indenfor arbejdsmarkedspolitikken. At man nu skulle til at se, at der for alvor ville kunne mærkes en forskel for de svageste grupper i samfundet, og for dem der i nær fremtid kunne se frem til at blive svage.

Det havde man fra S og SF lovet os. En tilbagerulning af de markante forringelser, der blev gennemført under den forrige regering, men nej det er ikke sket.

Dagpengeperioden er stadig to år, optjeningskravet er ikke lempet, trepartsforhandlingerne faldt til jorden med et brag, efterlønsordningen er stort set afskaffet, AMU-kurser er stadig hundedyre, fradraget for fagligt kontingent er uændret og arbejdsløsheden er status quo trods kick start.

Dyp lakmuspapiret og resultatet på arbejdsmarkedsområdet vil lyse blåt.

Dertil kommer en skatteaftale indgået med store dele af blå blok, en aftale der slet ikke ligner noget af det der blev lovet inden valget. Her var man meget klar i spyttet omkring holdninger til hvem der skulle bære lidt mere af læsset, nemlig de rigeste. Sådan blev det så ikke; det blev igen de svageste der blev glemt.

Lakmuspapiret lyser mørkeblåt.

Og lige om lidt står der et kommunalvalg for døren. Hvis alt arter sig som det plejer, og man sådan cirka taber 25 procent af tilbagegangen lokalt, vil en meget stor del af landets borgmesterkontorer blive besat med borgerlige borgmestre. Det er da ærgerligt, for det vil kun føre til endnu mere udlicitering og endnu flere nedskæringer i velfærden.

Det bliver det mest blå af det blå man kan finde indenfor lakmusprøver.

Jeg må sige, at det er den nuværende regerings skyld, at det går som det går. I rasler ned i meningsmålingerne, i får ikke kommunikeret med befolkningen på trods af en hær af pressemedarbejdere, og når i skal forhandle med støtterne, så bliver i helt »Claus Hjort’ske« og spiller smækfornærmede. Det værste er dog, at I ikke gør noget som helst anderledes, at I ikke tager skeen over i den anden hånd og fører socialdemokratisk/SF-politik, men fortsætter med at føre radikal politik.

Vi gik på gaden for jer!

Vi stillede an med rigtig mange tillidsfolk på gågader, i kantiner, på stationer, ja snart sagt alle steder hvor der var vælgere tilstede og anbefalede at stemme jer ind på regeringskontorerne.

Det var meget få stemmer, der skilte blokkene, og i al beskedenhed vil jeg mene at det var vores arbejde, vores ihærdighed og engagement, der fik de sidste til at stemme »rigtigt« Som det ser ud nu vil vi nok ikke stille op igen.

Sandheden er at, I er alt for forskellige fra os. De mennesker, der står op og går på arbejde med en leverpostejmad i baglommen er blevet lovprist af regeringsmedlemmer, der aldrig har haft et arbejde udover daglig gang på Christiansborg.

De mennesker, der har passet et arbejde i mange år, men nu er opsagt og på dagpenge, får besked om, at det bare er ærgerligt at dagpengene falder væk den 1. januar, for kassen er tom – tømt af skattelettelser, bankpakker og erhvervsstøtte til entreprenante erhvervsfolk, der vil lave produktion i udlandet.

De fleksjobbere, der har adlydt og yder efter allerbedste evne, men som nu skal sættes så drastisk ned i løn, at Vejlegården er vand ved siden af, dem kender I ikke.

Sådan er det bare!

De mennesker, der nu står til at miste hus og hjem – og ikke mindst status; dem kender I ikke, men de er vores venner, naboer, familie og tidligere kolleger. I kender kun jeres naboer, jeres venner, jeres kolleger – og de ligner jer selv. I er veluddannede og vellønnede og kan sikkert ikke helt forestille jer, hvordan det må være, først at gå fra en løn på 25.000, så til dagpenge på 16.000 og derfra til absolut ingenting, men det er altså hverdagen herude.

De 11.000 unge der har afsluttet et grundforløb på en erhvervsskole og nu står uden praktikplads, dem kender I heller ikke, for ingen af jer har et ungt menneske i husstanden, der går på en erhvervsskole.

Mine kolleger og venner tror ikke på jer, når de igen og igen hører mantraet om, at det betaler sig at gøre en forskel, at de skal uddanne sig, at de skal søge bredt, og at de skal arbejde mere.

Hvis I i regeringen blev dyppet i jeres egen politik, ville i lyse blåt som den skæreste safir.

Kontakt med virkeligheden

Jeg tror, det ville gøre jer godt at få bare en enkelt person med indblik i almindelige menneskers hverdag ind på jeres regeringsgang.

Én der kunne tage en test på jeres politik og fortælle jer, hvordan konsekvensen i virkeligheden vil være. Ikke endnu en økonom eller jurist eller journalist.

Ikke en der slår op i en vedtagen model, der fortæller hvordan dette eller hint indgreb vil påvirke nu eller om fem år. Nej, en, der kan fortælle jer hvordan jeres gøren og laden påvirker almindelige mennesker.

Et menneske med børn i folkeskolen eller på en erhvervsskole, et menneske med en fyreseddel i lommen, et engageret menneske, der gider gøre et sidste forsøg på at redde æren og livet for en socialdemokratisk ledet regering – den regering vi har ventet på i så mange år.