I et opsigtsvækkende hyrdebrev, offentliggjort i sidste uge og det første siden 2007, undsiger Chiles biskopper landets neoliberale model og blander sig dermed i koret af kritiske røster, der kræver nationale og internationale forandringer på det økonomiske og kulturelle plan.

Dokumentet starter med en noget indpakket undskyldning for sager om seksuelt misbrug, som også i Chile har hjemsøgt den katolske kirke. Men biskopperne er anderledes klare i mælet i kritikken af det uregulerede marked.

Dokumentet ”Menneskeliggøre og i lighed dele Chiles udvikling” hylder de internettet og moderne kommunikationsmidler som frigørende med deres evne til at fremtvinge gennemsigtighed og afsløre magtmisbrug.

Biskopperne udlægger positive og negative aspekter af globaliseringen, den teknologiske udvikling, effekterne af en i deres øjne dehumaniserende, gudløs kultur. De erklærer sig på linje med de internationale bevægelser af "De Indignerede" og med Chiles egen, livskraftige studenterbevægelse, der kræver adgang til bedre og gratis uddannelse for alle.

Biskopperne siger, at den katolske kirke ikke længere kan forholde sig tavs overfor disse protester og krav, og slår på det internationale plan til lyd for en "international, økonomisk og politisk autoritet, som vil være i stand til at varetage menneskehedens fælles ve og vel og undgå hegemonier, som marginaliserer mange folkeslag".

I en sådan mere ideel verden "ville det være muligt at kontrollere international vold, undgå sultkatastrofer og give alle tøj på kroppen og tag over hovedet, hvis vi alle udviste mere solidaritet og lukkede svælget mellem udvikling og elendighed".

Om Chile siger biskopperne, at landet er det sted, hvor man "med størst hårdhed og ortodoksi har anvendt en udviklingsmodel med overdrevent fokus på økonomiske aspekter og profit" - årsagen til sociale spændinger grundet umoralske og skandaløse uligheder mellem rige og fattige.

"Konkurrencedygtighed er blevet den akse, omkring hvilken alle former for succes drejer, promoveret på bekostning af social solidaritet", skriver de, og fortsætter med direkte at kritisere den chilenske regerings uddeling af fattighjælp som et utilstrækkeligt "markedskorrigerende tiltag … mens mange i vores land arbejder, men ikke desto mindre er fattige". I samme åndedrag efterlyser biskopperne økonomisk omfordeling i form af en reel skattereform.

Og mens de nu har taget bladet fra munden, fortsætter de med at kritisere det febrilske forbrug på et marked, hvor alt - selv uddannelse - er et forbrugsgode til salg i en ny form for udnyttelse, der favoriserer de mest magtfulde, og som indtil det umenneskelige gældsætter de mindre priviligerede og ødelægger familielivet og naturen.

Staten yder ikke de svageste beskyttelse, og dens rolle er reduceret til blot at være et kontrolorgan. Samtidig er selv denne funktion er truet, fordi enhver regulering bliver opfattet og præsenteret som en hindring for det frie markeds effektivitet.

I alle livets forhold er det private overdrevent priviligeret på bekostning af det offentlige, og manglen på kontrol i et konkurrencesamfund fører til åger og udnyttelse, skriver biskopperne. De kritiserer profitmotivet i undervisningssektoren, og de kritiserer landets elite for helt at glemme livskvalitet og den etiske dimension i den menneskelige tilværelse i deres evindelige jagt på profit og ensidige fokusering på produktivitet og økonomisk effektivitet.