Rygning er usundt, det kan vi alle blive enige om. Men at forbyde rygning - ikke blot på matriklen men overalt i arbejdstiden, som vi ser flere steder – synes jeg er for langt at gå. Og heller ikke nyttigt.

Når der fokuseres på de såkaldte livsstilssygdomme for eksempel følger af rygning, fokuseres der samtidig på den enkeltes adfærd og det individuelle ansvar. Men vi bør i højere grad se den enkeltes adfærd netop som en reaktion på mødet med en stresset virkelighed.

Statens Institut for Folkesundhed har foretaget en stor stress-undersøgelse, hvor især tre forhold er værd at bemærke:

• Førtidspensionister og arbejdsløse er langt mere stressede end folk i beskæftigelse.
• Personer, som kun har en grundskole-uddannelse i bagagen, er mest plaget af et højt stressniveau. Personer med en lang, videregående uddannelse er langt mindre stressede.
• Der er sket en stigning i det højeste stressniveau. I 2005 var 21,1 procent ramt af det. Nu lyder tallet på 29,5 procent.

Altså er det generelle stressniveau steget. Samtidig vender stress den tunge ende ned af og rammer især folk med lav indtægt og kort uddannelse. 

Derfor er helbredsproblemer som stress ikke alene den enkeltes ansvar. Bøtten skal vendes. Kollektive problemer kræver kollektive løsninger. Vi lider alle under et arbejdsmarked, som – hånden på hjertet - ikke er indrettet til mennesker.

Derfor vil jeg gerne slå et slag for et vigtigt element ved rygning: Pausen! Det hænger jo ikke sammen, at arbejdspresset stiger, arbejdsdagene forlænges, og vi skal blive længere på arbejdsmarkedet samtidig med, at vi skal skære ned på hverdagens åndehuller.

Derfor er det værd at huske på, at (ryge)pauserne hjælper til, at

• få stressniveauet ned – så den efterfølgende stress bygges oven på et lavere niveau.
• klare hovedet – brug tid på at reflektere over opgaven.
• tale med kollegerne, både socialt og fagligt. Det støtter dig og dem. Og det udvikler opgaveløsningen.

Måske er der ligefrem behov for, at vi alle tager nogle pauser – gerne uden at ryge.

Igen: Rygning kan ikke anbefales. Men kampen mod øget sygefravær bør i højere grad målrettes vores fælles livs- og arbejdsbetingelser - ikke den enkeltes reaktion på disse.