23 Nov 2017  

KBH: Spredte skyer, lette byger, 10 °C

Hønseæggenes mangfoldighed

Hønseæggenes mangfoldighed

Fødevarestyrelsens krav om kontrol er så skrap, så kontrollen umuliggør salget af æg fra de små producenter.

I Danmark findes der to typer æg: De hvide og de brune. Det er i hvert fald det, mange tror, men æg findes i alverdens farver, for eksempel blå og chokoladebrune.

Æg fra supermarkederne i Danmark bliver lagt af høns af industritypen, der udelukkende udruges i rugemaskiner på store kontrollerede rugerier. Hønsene i industrien lægger kun hvide og brune æg. Racehøns lægger æg i mange forskellige farver.

Farvede æg til folket 

Mange stalddørssælgere og racehønseavlere vil gerne sælge deres overskudsæg ved stalddøren, og forbrugerne står i kø for at købe æg med forskellige farver, men Fødevarestyrelsen har indført så skrappe krav til racehøns der skal indgå i et stalddørssalg, at ingen i Danmark sælger æg fra racehøns i en vejbod, da omkostningerne er alt for høje.

Alle æg der sælges ved en vejbod i Danmark skal testes for salmonella. Det mener Fødevarestyrelsen dog ikke er nok. Styrelsen kræver, at hønen der har lagt ægget også er salmonellatestet, og det bliver industrihønsene rutinemæssigt på rugerierne.

Anderledes står det til, hvis en hønseavler ønsker at lade sine racehøns lægge æg til en vejbod. Her kræves der et stort testprogram af selve hønsene, som blandt andet indebærer blodprøvetagning af hønseflokken, foretaget af en dyrlæge fra Fødevarestyrelsen, der til et meget højt honorar skal køre ud for at tage blodprøver af hønsene i haven.

Det til trods for, at æggene i sig selv er testet frie for salmonella. Du tænker nok, at der da er mange skilte langs de danske landeveje, hvor der står "ÆG SÆLGES" og ja, det er der, men kig godt efter; hønsene i hønsegården er alle købt ved et kommercielt rugeri. 

Tid til forandring 

Det er på tide at se på overflødige regler, der spænder ben for mangfoldigheden af fødevarer i Danmark. Æg fra små racehønsehold skal kunne sælges ved en vejbod, uden hønemor skal have testet sit blod af en dyrlæge. Lad forbrugerne selv vælge hvad de vil komme i deres indkøbskurv.

Æggene fra et stalddørssalg skal testes jævnligt for salmonella og det bliver de også. Lad det være ved det. Der er ingen fornuft i, at små hønsehold skal forsynes med certifikater om blodtyper og bakterietal. 

 

08. nov. 2017 - 08:50   08. nov. 2017 - 09:00

Læserbrev

af Tanja Pedersen, Tølløse, bestyrelsesmedlem i Foreningen Frit Fjerkræ