26 Jun 2017  

KBH: Let skyet, 13 °C

Atom-truslen genoplives

Atom-truslen genoplives

Der rasles med sablen i Vestens forhold til Putins Rusland. Og det kan være vanskeligt at finde hoved og hale i truslerne.

NATO og NATO's nærmeste venner, (det vil sige først og fremmest Israel og Saudi-Arabien), presser Rusland (og Ruslands allierede) militært. Både i størstedelen af Europa, hvor man ruster op og skyder tropper frem, og for eksempel i Syrien.

Rusland kan ikke udkæmpe en konventionel krig med Vesten og slippe nogenlunde fra det. 

Rusland tillægges desuden skylden for forskellige hacker-angreb, hvilket kan være rigtigt, men det kan også være vrøvl. At skrive et par ord på russisk i koden i en internet-orm eller en virus er ikke så forfærdeligt svært (og noget underligt noget at gøre, hvis det faktisk var Putins værk).

Beviserne er i hvert fald tynde, (under andre omstændigheder ville de være blevet kaldt "fake news"), men det generer ikke "den seriøse presse". Rygter og vrøvl skal skabe utryghed, hvilket skal skabe den rette forståelse for yderligere oprustning.

Man ved jo godt, hvordan det konventionelle styrkeforhold er. Rusland kan ikke udkæmpe en konventionel krig med Vesten og slippe nogenlunde fra det. Og Putin ved jo også godt, at en atomkrig heller ikke kan udkæmpes – og vindes. Så Vesten kan med sindsro true og provokere. Truslen med atomvåbnene bliver ikke realiseret.

Men Putin ved også, at Vesten ikke kan udkæmpe en atomkrig, (ikke før man har et missilforsvar på plads – et forsvarssystem der aldrig kan aftestes). For meget få lande har i dag et intakt civilforsvar tilbage. Ikke at noget civilforsvar ville have hjulpet, hvis det eksisterede, men man havde altid en forestilling om, at regeringer, kongehuse og de vigtigste embedsmænd kunne gemme sig under stål og beton – præserveret til bedre tider. Herhjemme er et eller to af disse anlæg stadig nogenlunde brugbare, men i de fleste andre lande er de nedlagt, solgt eller fyldt op.

Ikke at situationen i Rusland er meget anderledes, må man antage. Et stort civilt beredskab koster, også i vedligeholdelse. Penge som man er nødt til at bruge på andre og vigtigere områder. Derfor kan NATO også øge indsatsen. Idet begge parter tror, at modparten ved, at de ikke kan lægge kortene på bordet (starte krigen).

Putin er ikke i en situation, hvor han kan vise sig alt for eftergivende. Trump virker, trods historierne om at han er købt og kontrolleret af samme Putin, totalt utilregnelig. Og med en optrækkende rigsretssag derhjemme må han også spille, som om han har bedre kort på hånden, end han har. Især over for sine politikere derhjemme.

Så hvordan vil man afmontere dette spil med atomkort, der faktisk ikke er så meget bluff, som spillerne selv tror?

Forkortet af redaktionen.

 

09. jun. 2017 - 08:35   09. jun. 2017 - 08:40

Læserbrev

af Ditlev V. Petersen, Mørke