13 Dec 2017  

KBH: Spredte skyer, let regn, 1 °C

Aftale om togtrafik er vendt mod DSB

Aftale om togtrafik er vendt mod DSB

DSB er en statslig virksomhed, og det er åbenbart ikke populært hos den borgerlige regering og Dansk Folkeparti. En ny aftale om nogle af togstrækningerne er et eksempel herpå.

FOTO: Wikimedia Commons
1 af 1

Folketingets partier – med undtagelse af Enhedslisten – har netop indgået en aftale om genudbud af togtrafikken i Midt- og Vestjylland. De strækninger, der i dag køres af Arriva. Forligspartierne har imidlertid udvidet udbuddet med strækninger, der i dag køres af DSB: Struer-Vejle, Svendborg-Odense. Samtidig vil partierne overdrage kørslen mellem Køge og Roskilde til Region Sjælland/Movia.

Regeringen og DF har et indædt ønske om at sætte DSB fra bestillingen.

Regeringen og DF har et indædt ønske om at sætte DSB fra bestillingen. Den nye aftale om jernbanetrafikken i Midt- og Vestjylland er således unfair over for DSB, der afholdes fra at byde på sine egne strækninger mellem Svendborg og Odense og mellem Struer og Vejle. Disse strækninger udbydes nemlig ikke selvstændigt men som en del af pakken med Arrivas nuværende trafik. Og DSB har for længst meldt ud, at de ikke vil byde på Arrivas trafik.

I Enhedslisten er vi af den opfattelse, at jernbanetrafikken er rygraden i den kollektive trafik og en vigtig del af landets infrastruktur. Den skal være på statslige hænder for at sikre sammenhæng – også til den øvrige kollektive (bus)trafik.

Selvom der med den nye aftale sker forbedringer af togbetjeningen mellem Ribe- Esbjerg-Varde og mellem Århus-Herning-Holstebro, så bliver antallet af direkte afgange mellem København og Struer (via Vejle og Herning) halveret til fire om dagen hver vej. Det er naturligvis begyndelsen til enden for direkte tog mellem Nordvest- og Midtjylland til København. Det stiller samtidig et stort spørgsmålstegn ved elektrificeringen af denne strækning, som ellers er en del af Togfonden.

Aftalen om yderligere at gøre indhug i DSB’s togtrafik virker en smule forhastet. En såkaldt udbudsanalyse, som blev aftalt på foranledning af Enhedslisten i DSB-kontrakten fra 2014, er lige på trapperne. Den skal klarlægge DSB’s fremtidige rolle som trafikselskab for jernbanetrafikken. Så det havde efter Enhedslistens mening været smart at afvente denne analyse.

 

16. jun. 2017 - 08:53   16. jun. 2017 - 09:00

Læserbrev

af Henning Hyllested MF, transportordfører for Enhedslisten