28 Apr 2017  

KBH: Spredte skyer, 6 °C

Verden har det skidt, og det er din skyld

Gå med i kampen

Verden har det skidt, og det er din skyld

Skal du redde kloden eller kapitalismen? Og hvor skal du tage fat? Arbejderens livsstilsredaktion har et bud.

FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Stop madspild. ”Husholdningerne står for godt 36% af Danmarks madspild”, kan man læse på Madspild.dk, en hjemmeside, der går til kamp imod at hælde brugbare ressourcer i skraldespanden. ”Stop tøjspild”, opfordrer Politiken til i disse dage, med en ligeså velmenende kampagne, der opfordrer læserne til at grave glemte genstande frem fra bagerst i skabet, og give dem en ny chance, i stedet for at købe nyt.

Verden har det skidt, og det er fordi, du forbruger for meget.

Verden har det skidt, og det er fordi, du forbruger for meget. (Og så bedes du i øvrigt købe Politiken Plus rålakrids med rivejern, for dekorative rivejern kan man ikke få for mange af, selvom du også købte det til Himalayasalt i sidste uge).

På Arbejderens livsstilsredaktion er vi bestemt tilhængere af at begrænse madspild og bremse tekstilindustriens amokløb mod dit klædeskab. Men de gode kampagner behandler kun symptomerne.

”Hvordan får vi gang i forbruget?”, kan man med jævne mellemrum læse, særligt i de højredrejede medier, når kapitalismen har det skidt. Og ”Nu kommer der gang i forbruget”, melder de med lettelse, når det går den rigtige vej.

For verden har det skidt, og det er fordi, du forbruger for lidt.

For verden har det skidt, og det er fordi, du forbruger for lidt. (Og så skærer de i øvrigt hele underdanmarks købekraft af ved håndleddene med fattigdomsskabende ”reformer”).

Arbejderens livsstilsredaktion er ikke imod at skifte udtjent skrammel ud med nyt. Men det er virkelig en misforståelse, at du skulle skylde kapitalismen noget.

I virkeligheden er problemet jo, at du ikke kan redde verden indenfor kapitalismens rammer. Uanset om du støtter landets erhvervsdrivende helt til din sidste krone, eller udelukkende lever af genbrug og spiser gammel mad med lyset slukket.

Så hvad skal du gøre?

Du læser Arbejderen, så i virkeligheden er du allerede i gang med at gøre det.

Du skal selvfølgelig organisere dig imod den logikstridige kapitalisme. Gå med i kampen for et samfund, der er drevet af menneskers behov og virkelyst, ikke af jagt på profit.

Gå med i kampen for et samfund, der er drevet af menneskers behov og virkelyst, ikke af jagt på profit!

Klæd dig på til kamp – tøjet behøver ikke at være nyt, det skal bare blive siddende, når du svinger fanen.

Vi ses på Rød 1. Maj, til landsdækkende velfærdsdemoer d. 10. maj, på Rød sommerlejr, i din partiafdeling, og hvor kampen ellers foregår.

God kamp!

18. apr. 2017 - 13:41   18. apr. 2017 - 17:19

Livsstil

Jette Gnudtzmann
Dit liv

De fleste medier har en livsstilssektion. Arbejderen.dk er ingen undtagelse, men her kan du ikke læse om dyre ferierejser, drømmeboligen til fem millioner eller den nyeste bilmodel.

Vi sætter fokus på de mange alternative ideer til at få et godt liv - i stort og småt - som findes blandt Arbejderens læsere.

Jette Gnudtzmann

Uddannet bibliotekar, cand. scient soc., løbetræner og mangeårig håndarbejdsentusiast.