21 Oct 2017  

KBH: Overskyet, dis, 12 °C

Scharnberg-pris til palæstinensisk poet

Carl Scharnbergs Uofficielle Fond

Scharnberg-pris til palæstinensisk poet

Årets Scharnberg-priser gik til den palæstinensiske digter Dareen Tatour, som sidder i husarrest, og tegneserie-projektet "Uledsaget", som skildrer fem uledsagede flygtningebørns historie.

Ditte Scharnberg motiverer prisen til Dareen Tatour.
FOTO: Kirsten Folke Harrits
"Poeter kan fængsles, men ord kan ikke holdes fangne". Således skriver den unge kvindelige palæstinensiske digter Dareen Tatour i sin tak til Carl Scharnberg-Fonden.
FOTO: Kirsten Folke Harrits
Ditte Scharnberg opfordrede alle de tilstedeværende til at støtte Dareen Tatour.
FOTO: Kirsten Folke Harrits
Projektleder Maja Lisa Hansen og festivalleder Asbjørn Rune Bourgeat fra festivalen Svendborg Graphic.
FOTO: Kirsten Folke Harrits
"Formålet med projektet ”Uledsaget” har været, at vise, hvor stor gennemslagskraft en tegneserie har, hvis den laves rigtigt. Målet er til fulde nået med stor visuel styrke", lød det fra Scharnbeg-Fonden.
FOTO: Kirsten Folke Harrits
Fra tegneserien "Uledsaget".
FOTO: Kirsten Folke Harrits
Hans A. Sørensen, formand for 3F i Horsens, overbragte en hilsen 3F's forbundsledelse og Per Christensen.
FOTO: Kirsten Folke Harrits
Det var 20. gang, at Carl Scharnbergs Uofficielle Pris uddelte sine priser. Jubilæet blev blandt andet markeret ved, at Peter Abrahamsen optrådte med fire af de sange, som har udgav i 1977 sammen med Carl Scharnberg.
FOTO: Kirsten Folke Harrits
Jørgen Hedegaard Kristensen, bibliotekar på Langsøhus, afsluttede aftenen med at takke for endnu en inspirerende aften i Carl Scharnbergs ånd.
FOTO: Kirsten Folke Harrits

"Poeter kan fængsles, men ord kan ikke holdes fangne".

Således skriver den palæstinensiske digter Dareen Tatour i sin tak til Carl Scharnberg-Fonden, som i år tildelte hende en af fondens uofficielle priser, som blev uddelt i sidste uge på 3F's kursuscenter Langsøhus i Silkeborg.

Havde Carl levet, havde han uden tvivl været blandt Dareen Tatours støtter og hendes digte sikkert trykt i Uofficielle Synspunkter.
Ditte Scharnberg

Den 34-årige Dareen Tatour, som bor i en landsby i det nordlige Israel, var ikke selv tilstede for at modtage prisen. Hun er nemlig er frihedsberøvet. 

Dareen Tatour blev fængslet i oktober 2015, fordi hun havde postet et digt på Facebook, hvis titel var "Resist, My People, Resist Them" (Modstand, mit folk, gør modstand mod dem).

>> LÆS OGSÅ: Forfatter står til otte års fængsel for at skrive et digt

Efter at have opholdt sig tre måneder i forskellige fængsler har hun siden siddet i husarrest. Hun har desuden i hele perioden været nægtet adgang til at ytre sig offentligt.

Carl ville have støttet Dareen Tatour

– Havde Carl levet, havde han uden tvivl været blandt hendes støtter – og hendes digte sikkert trykt i de Uofficielle Synspunkter, han udgav fra 1968 til sin død, sagde Ditte Scharnberg, som på fondens vegne motiverede prisen.

– Takket være aktivisterne omkring hende har vi kunnet kommunikere med Dareen, blandt andet kunne vi sende hende nogle af Carls digte i en engelsk oversættelse, fortalte Ditte Scharnberg og opfordrede alle de tilstedeværende til at støtte Dareen Tatour, som hun sendte en varm hilsen:

– Dear Dareen. On behalf of the Carl Scharnberg Foundation and all of us present here tonight our warmest greetings. Keep on writing, keep on fighting for the voice of poetry, art and justice.

Sammen med prisen følger 15.000 kroner. Og pengene falder på et tørt sted, påpegede Ditte Scharnberg. Dareen her nemlig fået tilkendt ret til at forlade hjemmet mellem 9-19 ledsaget af vagt! Og for den 'ydelse' skal familien betale 6.000 shekel til den israelske stat. Dareen har også udgifter til advokat, som langt overstiger familiens formåen.

Pris til tegneserie

Carl Scharnberg-Fondens anden pris gik til  tegneserie-projektet "Uledsaget".

Som optakt til Festivalen Svendborg Graphic blev fem unge, uledsagede asylansøgere indkvarteret sammen med fem tegneserie-skabere, kunstnerne Halfdan Pisket, Tom Kristensen, Adam O., Lars Horneman og Karoline Stjernfelt, som i tengeserie-form skulle fortælle de unge flygtninges historie. Det færdige produkt blev til tegneserieantologien "Uledsaget".

– Vi har i Fondsbestyrelse begrundet prisen med, at denne tegneserieantologi har betydet, at nogle af de allermest udsatte i vores samfund får stemme, sagde Kristian Gaardsøe, formand for FOA-Aalborg.

– Formålet med projektet ”Uledsaget” har været, at vise, hvor stor gennemslagskraft en tegneserie har, hvis den laves rigtigt. Målet er til fulde nået med stor visuel styrke. Vi bliver ledt igennem drengenes forfærdelige og urimelige flugt fra død og ødelæggelser i deres hjemlande.

Prisen samt 15.000 kroner blev modtaget af projektleder Maja Lisa Hansen og festivalleder Asbjørn Rune Bourgeat fra festivalen Svendborg Graphic. 

Peter Abrahamsen fortolkede Scharnberg

Det var 20. gang, at Carl Scharnbergs Uofficielle Fond uddelte sine priser.

Jubilæet blev blandt andet markeret ved, at Peter Abrahamsen optrådte med fire af de sange, som har udgav i 1977 sammen med Carl Scharnberg. Alle sange på albummet "Dag efter dag" er med tekster af Carl Scharnberg.

>> LÆS OGSÅ: - Han fór lige i blækhuset

Peter Abrahamsen blev præsenteret af Hans A. Sørensen, formand for 3F i Horsens, som også overbragte en hilsen 3F's forbundsledelse og Per Christensen.

– 3F værdsætter det arbejde, som fonden gør, lød det i hilsenen fra forbundsformand Per Christensen.

Og Jørgen Hedegaard Kristensen, bibliotekar på Langsøhus, afsluttede aftenen med at takke for endnu en inspirerende aften i Carl Scharnbergs ånd.

16. jun. 2017 - 12:56   19. jun. 2017 - 09:25

Pris-uddeling

bi@arbejderen.dk
Rød bog: Dareen Tatour
  • Den 34-årige palæstinensiske digter Dareen Tatour blev fængslet i oktober 2015 og måtte opholde sig tre måneder i forskellige fængsler. Siden da har hun været idømt husarrest - først et halvt år i tvunget eksil i Tel Aviv og siden tilkendt husarresten i landsbyen, hvor hun bor. Hun har desuden i hele perioden været nægtet adgang til internet og til på nogen måde at ytre sig offentligt.

  • Dareen Tatour postede et digt på Facebook i oktober 2015 og blev anholdt umiddelbart efter. Digtets titel er "Resist, My People, Resist Them" (Modstand, mit folk, gør modstand mod dem). I digtet refereres til to unge palæstinensere, Hadil og Ali, dræbt af de israelske sikkerhedsstyrker.

  • Den israelske stat mener, hun har opfordret til vold, at hun støtter terrorisme og dermed truer statens sikkerhed. Hvis hun dømmes, risikerer hun op til otte års fængsel. I maj i år foregik de afsluttende retsmøder i hendes sag, og dommen forventes at falde i sensommeren.

  • Efter hendes anholdelse har et netværk af aktivister kæmpet hendes sag – bl.a. oprettet facebooksiden Free Dareen Tatour. Mere end 200 israelske kulturpersonligheder har skrevet under på en appel om øjeblikkelig at ophæve hendes husarrest. Og den jødiske organisation Jewish Voice for Peace står bag initiativet "Poem is not a crime".