12 Dec 2017  

KBH: Overskyet, 1 °C

Går imod løgnene

Fredspris til sangeren Arne Würgler

Går imod løgnene

Kunstnere for Fred uddelte i søndags sin fredspris.

Sanger, musiker, fredsaktivist Arne Würgler ved prisoverrækkelsen i Krudttønden.
FOTO: Henrik Maribo Pedersen
1 af 1

Kunstnere for Freds generalforsamling blev afholdt i Krudttønden, København søndag 5.november. Ved samme lejlighed uddeler KKF altid sin fredspris, som i år gik til sanger og musiker Arne Würgler.

– Når medierne ikke tør afsløre disse åbenlyse løgne og kæmpe imod dette vilde, blodtørstige dyr, er der kun os selv tilbage.
Skuespiller Pernille Grumme

Pernille Grumme, skuespiller og bestyrelsesmedlem i KKFs bestyrelse, havde mere end en begrundelse for at organisationen havde ladet valget falde på Arne Würgler.

I sin tale kom hun ind på at løgnene, der ophidser til krig, fyger rundt i verden og i medierne, uden at ret mange journalister reagerer eller konfronterer politikere eller våbenfirmaer med det, så mennesker kan få reel information. Det gælder lige fra spørgsmålet om Krim til Libyen og Nordkorea.

– Når medierne ikke tør afsløre disse åbenlyse løgne og kæmpe imod dette vilde, blodtørstige dyr, er der kun os selv tilbage. Der er heldigvis nogle, der har mod til at protestere, og dem vil vi meget gerne hylde og anerkende. Og en af dem, der har sunget og spillet imod krig og uretfærdighed i gennem et halvt århundrede, er heldigvis her i dag, og han hedder Arne Würgler, sagde Pernille Grumme.

Hun tilføjede, at Arne Würgler gennem en karriere på snart 60 år, altid har markeret sig, som en af dem, der altid er parat til at stille op med sin sang og musik ved demonstrationer og gerne i samarbejde med andre kunstnere.

Fredsprisen, en fredsdue, blev overrakt til Arne Würgler af sidste års prismodtager Anton Nielsen, Formand for Aktive Antifascister – FIR.dk og redaktør af Antifascistisk Forum.

Arne Würgler takkede med en række sange fra sin mange album. 

Skuespiller Michael Moritzen styrede dagens kunstauktion, der skaffer penge hjem til arbejdet i Kunstnere for Fred.

Kunstnere for Fred er en dansk afdeling af PAND INTERNATIONAL (Performers and Artists for Nuclear Disarmament), og sangeren Harry Belafonte var med blandt de kunstnere, der startede PAND i 1983.

Se hele Pernille Grummes tale på: kunstnereforfred.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

07. nov. 2017 - 11:25   07. nov. 2017 - 11:30

Prisoverrækkelse

kb@arbejderen.dk