23 Jun 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 8 °C

Forsamlingshuset er krumtappen for kulturlivet i Drantum

Landsbyens aktive

Forsamlingshuset er krumtappen for kulturlivet i Drantum

Borgerne i landsbyen Drantum ved Brande er samlet om at holde gang i forsamlingshuset, som så holder gang i landsbyen. Mange frivillige er aktive i forsamlingshusets bestyrelse og i Musik I Drantum, musikforeningen, som er landsbyens DNA.

De mange frivillige har succes med Drantum Forsamlingshus og byens musikforening, kaldet Musik i Drantum. Her inspiceres forsamlingshuset af Arbejderens udsendte sammen med den lokale guide Jesper Vonge.
FOTO: PN
Rocknalle & His Crazy Ivans sammen med komiker Søren Rislund skruer op for spændingen til aftenens koncert i Drantum Forsamlingshus.
FOTO: PN
Flemming Tirsbæk Jørgensen er aktiv i bestyrelsen for Musik I Drantum og arbejder til daglig som falckredder.
FOTO: PN
Mona Kristiansen er med i bestyrelsen for Musik I Drantum. Til daglig passer hun et job som skrivetolk for døve.
FOTO: PN
Bifrost Byport er Drantums egen byport, lavet af den lokale kunstner Aksel Kror i 2009. Bifrost er regnbuen i den nordiske mytologi, og "vejen" som guderne brugte for at komme til og fra menneskenes verden.
FOTO: PN
Banefolk ved jernbanestrækningen mellem Drantum og Blåhøj i Skærlund, ca. 1916.
FOTO: Venligst udlånt af Lokalhistorisk Arkiv Brande.

Landsbyen Drantum ligger nær Brande ude på den anden side af den jyske højderyg, i folkemunde kaldet isranden. Her løber alt vand i åerne mod vest, mens vinden oftest går mod øst. Kommer man kørende fra Silkeborgs bakkede landskab er der herude helt fladt. Små skove og marker - og pludselig er man i Drantum.

Forsamlingshusets bestyrelse er ligesom en slags borgerforening, en slags landsbyens "tillidsrepræsentanter", ud over forsamlingshusets drift.
Ellen Orluff, formand for bestyrelsen.

Der er stille i landsbyen sådan en fredag eftermiddag. Kun test-vindmøllen knager lidt. Men i byens forsamlingshus sidder en håndfuld musikere og skruer op for spændingen. Der er blues på programmet denne aften, når foreningen Musik I Drantum åbner dørene for Rocknalle & His Crazy Ivans, der har taget Søren Rislund med.

Både små og store musiknavne gæster Drantum Forsamlingshus: Dissing, Dissing og Las, Folkeklubben, Henrik Strube, Allan Olsen, og Henning Stærk, der holdt sit 50-års jubilæum her. Mange musikere har ladet tonerne fylde i forsamlingshusets flotte sal med det buede loft, der giver klar og fyldig lyd.

Forsamlingshuset samler

Hvor mange, der bor i Drantum, er lidt usikkert, men de kan da mønstre omkring 260 registrerede vælgere, siger Flemming Tirsbæk Jørgensen fra Musik I Drantum, som musikforeningen hedder. Folk spiser sammen i forsamlingshuset, når krydserne er sat. De kæmper for at beholde denne "stemmeret" og ikke blive flyttet ind til Brande.

I aften har musikforeningens bestyrelse dækket op til musikerne, og smørrebrødet er på vej. Bestyrelsen spiser altid sammen med de optrædende inden koncerten, fortæller Mona Kristiansen. Selv arbejder hun som skrivetolk for døve, og Flemming Tirsbæk Jørgensen er falckredder. Bestyrelsen tæller også en økologisk landmand, en bioanalytiker og en salgskoordinator. De er tre par i bestyrelsen. Så er der altid mindst tre, der kan møde op, joker de.

Folk spiser sammen i forsamlingshuset, når krydserne er sat. De kæmper for at beholde denne "stemmeret".

Musik I Drantum står for fire til fem koncerter i løbet af året i skarp konkurrence med alle de øvrige aktiviteter i forsamlingshuset:

– Forsamlingshuset er omdrejningpunktet i Drantum. Det er her, det sker, siger Ellen Orluff, formand for bestyrelsen i forsamlingshuset og ser sig tilfreds rundt i salen. Det summer af mennesker, der er ved at fylke sig om bordene. Der bliver grinet ved billetpulten og langet øl over disken i baren, hvor et par unge fra landsbyen hjælper til i aften.

Musikforeningen er vores DNA

– Musik I Drantum er vores DNA, forklarer Ellen Orluff og gør opmærksom på, at det egentlig begyndte med musikken i 2001. Et udvalg under forsamlingshusets bestyrelse stod for aftener med fællessang, som efterhånden blev til musikaftener.

– Vi laver mange arrangementer i løbet af et år. Vi har kræmmermarked over tre dage, sommerfest med underholdning og kreativt værksted, Sankt Hans fest, andespil i november, remser bestyrelsesformanden op. Hun slår også et slag for Fredagspigerne, der sørger for fællesspisninger.

Bestyrelsen står også for udlejningen af forsamlingshuset til sølvbryllupper, fødselsdage og den slags. Folk kommer langvejs fra for at holde bryllupsfester i Drantum Forsamlingshus. Det fremstår lyst og lækkert og stadig traditionelt efter en stor renovering i 2011. Rigtig mange deltog på frivillig basis. Den gamle kukkasse er bevaret som scene efter råd fra flere musikere.

Rytmisk er det foretrukne

Oppe i kukkassen står guitarer og mikrofoner og venter i den dæmpede belysning. Rytmisk musik er de foretrukne genrer for Musik I Drantum. Rock, blues, country, folk, irsk og folkemusik har succes og sælger billetter. På spørgsmålet om der kunne komme lidt klassisk musik på repertoiret, griner Flemming Tirsbæk Jørgensen ud over brillerne med et "Arh, det skal jo løbe rundt."

Bestyrelsen ved via billetsalgets statistik, at folk gerne kommer langvejs fra. Det er de godt tilfredse med.

Statens Kunstråd har bidraget gennem flere år, men det stoppede for tre år siden. Begrundelsen var, at Drantum ikke var eksperimenterende nok. Det forstår bestyrelsen på den måde, at de tog for lidt upcoming musikere ind.

Så lige nu har Musik I Drantum kun mulighed for at søge kommunal underskudsgaranti. Bestyrelsen ved via billetsalgets statistik, at folk gerne kommer langvejs fra. Det er de godt tilfredse med.

Fra jernbanebørster til fyldte landeveje

Flemming Tirsbæk Jørgensen går nu ind til scenen for at byde velkommen til aftenens gæster og klappe musikerne ind på scenen. Rocknalle & His Carzy Ivans lader guitarerne følges i bluesrytmer, mens Søren Rislund blæser i mundharmonikaen. Fødderne vipper i takt hos et veloplagt og lyttende publikum. Musikken "lugter" som jernbanebørster og kvægdrivere i den gamle stationsby.

Landsbyen Drantum ligger kun fire kilometer fra Brande, en by i rivende udvikling. Flere tusinde arbejder herinde. Herude taler man populært om de tre B’er: Brandtex, Bestseller og Bonus Energy med henholdsvis beklædning, tøjsalg og vindmøller. Bonus Energy blev købt af Siemens AG i 2014, og er idag den største virksomhed med navnet Siemens Gamesa Renewable Energy.

Om morgenen er der trængsel på både små og store veje af folk, der arbejder i administration, udvikling, montage og transport med mere.

Statens Kunstråd har bidraget gennem flere år, men det stoppede for tre år siden.

Drantum var tidligere en livlig og driftig stationsby med brugsforening, skole, gymnastik, håndbold, dilettant, men efter at jernbanestationen lukkede i 1971 forsvandt det meste. Forsamlingshuset fortsatte takket være engagerede og aktive folk, der ville et fællesskab.

En vaks og vågen by

 – Vi er ikke en soveby, slår Ellen Orluff fast med syvtommersøm.

– Forsamlingshusets bestyrelse er ligesom en slags borgerforening, en slags landsbyens "tillidsrepræsentanter", ud over forsamlingshusets drift, siger formanden for forsamlingshusets bestyrelse og forklarer, at man tager områdets ønsker op på forsamlingshusets generalforsamlinger. Det kan dreje sig om alt fra cyklestier, de nye byporte og klager over forsømte bygninger eller trafiksikring.

I Drantum rocker forsamlingshusets bygning videre i den frostklare februarnat. Test-vindmøllen står stille, mens vandet løber mod vest og den eneste vind kommer med klapsalverne fra forsamlingshusets koncert.

20. mar. 2018 - 13:25   23. mar. 2018 - 11:39

Reportage

kb@arbejderen.dk
Kontakt

Drantum Forsamlingshus: www.drantum-forsamlingshus.dk
Musik I Drantum, stiftet i marts 2017: se facebook.