20 Aug 2017  

KBH: Let skyet, 18 °C

Tvang, fattigdom og inklusion

Tvang, fattigdom og inklusion

Mange minoritetsfamilier er i en identitetskrise, hvor de hverken føler sig hjemme i deres hjemland eller i det danske samfund. Mon politikerne tænker på det, når de taler om inklusion?

DF vil tvinge børnene til at gå i kirke. Socialdemokraterne vil forbyde bederum. Men hvad er indvandrerfamilierne egentlig optaget af?
FOTO: Liselotte Sabroe / Scanpix
1 af 1

På det sidste har vi været vidner til en konkurrence mellem Dansk Folkeparti (DF) og Socialdemokratiet (S) om integration af etniske minoriteter.

DF's integrationsordfører Martin Henriksen har blandt andet foreslået at tvinge børnene til at gå i kirke; S vil have indført en lov, der forbyder bederum på uddannelsesinstitutioner.

Som jeg forstår det, er begge partiers hensigt at inkludere etniske minoriteter.

Jeg giver her mit bud på, hvad etniske minoriteter er optaget af, hvad der fylder i deres dagligdag, hvad der skal til, for at etniske minoriteter bliver inkluderet i samfundet - og hvordan ovennævnte budskaber kan virke på dem.

Når familier slås med store udfordringer, er de langt væk fra partiernes bud på inklusion. 

Jeg bygger på mine 35 års erfaring med familiebehandling og dagligt arbejde med udsatte minoritetsfamilier og deres inklusion. 

Jeg oplever ikke, at disse familier taler om kultur og religion. De er optaget af mange andre temaer, for eksempel fattigdom, fysisk eller psykisk sygdom, arbejde/arbejdsløshed og familie.

Mange er i en identitetskrise, hvor de hverken føler sig hjemme i deres hjemland eller i det danske samfund. De kan være usikre, utrygge og have mistet håbet for fremtiden.

Forældrene kæmper for at skabe bedre vilkår for deres børn og for at blive inkluderet i samfundet. Jeg kan nævne mange eksempler på familier, der kæmper med en fattigdom, som burde få politikere og os andre til at hjælpe overfor disse udfordringer.

Jeg vil nævne to cases, som giver læserne indblik i, hvad der fylder i disse familiers liv.

Fattigdom og inklusion

I den første case henvendte famillien sig til lægen, som ordinerede medicin for at bekæmpe/forebygge alvorlig sygdom hos forældrene. Forældrene svarede, at de ville ønske, de kunne gå på apoteket efter medicinen, men de havde ingen penge.

Derfor var de først nødt til at søge engangsydelse og afvente et svar, selvom de havde store smerter og føleforstyrrelser i ben, arme og hænder. 

I den anden case var forældrene på indkøb med børnene, og et af dem tog en skoleost. Men forældrene måtte bede det fire-årige barn om at lægge osten tilbage, fordi der ikke var råd. I stedet købte de chips, der kunne deles mellem børnene.

Det siger noget om, hvor dårlig økonomi man kan have - det kan jo også gælde for etnisk danske familier.

Når familier slås med store udfordringer, er de langt væk fra partiernes bud på inklusion. Jeg vil derfor opfordre alle politiske partier til at tage hånd om de nævnte udfordringer, før vi taler om inklusion.

Et bud på, hvordan etniske grupper opfatter DF's og S's budskab i forhold til deres inklusion:

En stor del af de familier, jeg taler om, har højst sandsynligt ikke hørt de to partiers bud. Hvis de havde, ville de sige nogenlunde følgende:

"… hverken du eller politikerne skal tale om vores integration, find hellere en løsning på, hvordan jeg kan købe min medicin eller købe skoleost til mit barn… vi har masser af problemer, men I taler om at gå i kirke eller at forbyde bederum på universiteterne..."

Politikere og debattører skal huske, at mange udsatte konstant lever med følelsen af at være uønsket i samfundet, at der bliver set ned på dem og ikke regner dem for noget. Jeg mener, at de to partiers budskaber på ingen måde er med til at anerkende disse grupper. Jeg mener, at religion er det enkelte menneskes valg, så man kan ikke tvinge etniske minoritetsbørn i kirke.

Mange af de familier, jeg har arbejdet med gennem årene, har frivilligt ladet deres børn deltage i Folkeskolens kristendomsundervisning.

Ikke tvang men dialog

Jeg undrer mig over, at partierne vil skabe inklusion med tvang eller forbud. For mig ligner det mere et kapløb om stemmer op til kommunalvalget, og jeg synes ikke, at etniske minoriteter skal bruges som middel til at skaffe stemmer. 

Etisk synes jeg ikke, det er i orden at bruge elendighed for at opnå politisk magt, og jeg tager stærk afstand fra de to partiers holdninger. Jeg vil udfordre dem ved at spørge: "Hvad gør I helt konkret for at hjælpe udsatte samfundsborgere?"

Jeg mener, at dialog er vejen til inklusion af udsatte familier. Derfor synes jeg, at alle politikere i debatter om etniske minoriteter skal være varsomme med deres retorik og ikke primært tale om gruppen som et problem for samfundet.

Politikerne skal være brobyggere på tværs af kulturer. Partierne skal komme med konkrete planer for at forebygge fattigdom.

Mange familier lever under elendige forhold, som ikke hører til i et moderne dansk samfund.

I stedet for at tvinge børn i kirke og forbyde bederum skulle man hellere samarbejde på tværs af faggrupper om fælles visioner og konkrete handleplaner. Så kunne institutioner og familier arbejde sammen om at støtte børn på et tidligt tidspunkt og give dem pædagogisk kontakt til forskellige kulturer.

Politikerne skal være brobyggere på tværs af kulturer. Partierne skal komme med konkrete planer for at forebygge fattigdom.

Forhåbentlig udvikler det dem til globale samfundsborgere, der selv vælger, om de vil gå i kirke, moské eller noget helt andet. Det er deres menneskeret. 

Jeg er ikke tilhænger af bederum i institutioner, men ud fra hvad jeg har hørt i medierne, har uddannelsesinstitutionerne slet ikke de bekymringer og problemer, som S giver udtryk for. Derfor undrer jeg mig over, at S bringer temaet op i den offentlige debat. Jeg vil hellere se S bruge energi på andre temaer og finde løsninger på de problemer, jeg var inde på indledningsvis.

Min erfaring med udsatte familier viser, at størstedelen af dem ønsker at være en del af samfundet. Forældrene siger til deres børn, at de skal passe deres skole, at de skal lære dansk for at klare sig i skolen, og at de skal få en uddannelse. De vil ikke have, at deres børn bliver en belastning for samfundet.

Det viser mig, at forældrene ønsker, at de selv og deres børn bliver inkluderet i samfundet.

Jeg savner en konkret, målrettet, fælles, handlingsorienteret indsats for at inkludere udsatte grupper i samfundet. Tvang og forbud fører ikke til inklusion, men kan tværtimod medføre, at disse grupper bliver ekskluderet fra samfundet.

08. mar. 2017 - 08:36   08. mar. 2017 - 08:40

Kronik

af Ahmet Demir, Hvidovre