23 Nov 2017  

KBH: Spredte skyer, 10 °C

Oktoberrevolutionen i broget fokus

Oktoberrevolutionen i broget fokus

I disse dage forsøger mange politikere og journalister at nedgøre Oktoberrevolutionen i Rusland. Anledningen er, at vi nærmer os dens 100-års jubilæum. Men den betydningsfulde historiske begivenhed burde kalde på en mere nøgtern vurdering.

Tsaren er netop blevet afsat under revolutionen i februar 1917, men aktiviteterne fortsætter. Her er det kvinderne i Petrograd der demonstrerer for brød og fred på Kvindernes internationale Kampdag 8. marts 1917.
FOTO: Wikipedia
1 af 1

Den 7. november er det præcis 100 år siden den "Provisoriske Militære Revolutionskomité" (Bolsjevikkernes generalstab bestående af Petrograds arbejder- og soldaterråd og en skare aktivister) med militær magt afsatte den siddende provisoriske regering og overtog statsmagten i Rusland under ledelse af Vladimir Ilitj Lenin (1870-1924).

For hele Rusland blev borgerlig frihed og social lighed dekreteret, og Rusland blev trukket ud af Første Verdenskrig. Samtidig blev en omfattende ødelæggelse af den kapitalistiske produktionsmåde og en bevidst ny-udformning uden privateje til de vigtigste produktionsmidler sat i værk.

Begivenheden kaldes Oktoberrevolutionen, fordi den fandt sted den 25. oktober efter den gamle russiske kalender. Ifølge vores kalender svarer det til den 7.november. 

De tre russiske revolutioner

Før den havde der været to andre revolutioner i Rusland: revolutionen i 1905-06, som blev slået ned af den tsaristiske armé, og Februarrevolutionen (i marts 1917, men efter gammel russisk kalender i februar), hvor tsaren blev afsat, mens krigen fortsatte og ejerforholdene til fabrikker og godser ikke blev ændret.

Det er ærgerligt, når en markant stemme på den danske venstrefløj, Per Clausen fra Enhedslisten, erklærer Oktoberrevolutionen for overflødig.

 

I bakspejlet kan vi tydeligt se, at Oktoberrevolutionen nok var den begivenhed, som har fået størst betydning for historiens gang i 1900-tallet.

Vi er vant til, at den danske højrefløj fordømmer og dæmoniserer Oktoberrevolutionen og alt, hvad den førte til. De har jo ret set fra deres side. Men det er ærgerligt, når også en markant stemme på den danske venstrefløj, Per Clausen fra Enhedslisten ( i Information den 22. september), erklærer Oktoberrevolutionen for overflødig.

Man kan næppe svare på, hvordan verden ville have udviklet sig uden Oktoberrevolutionen. Men med til historiens dom hører vel overvejelsen af dens nødvendighed set med samtidens øjne. 

Et dansk øjenvidne

Dagens forløb, sådan som det var synligt d. 7. november 1917 på gaderne i Petrograd (senere Leningrad og nu St. Petersburg) er minutiøst beskrevet af et ungt medlem af det danske gesandtskab, den senere landsretssagfører og radikale kommunal-, folketings- og FN-politiker Hermod Lannung (1895-1996), som dengang skrev breve hjem til sin mor.

Sympati havde den unge Hermod vitterligt ikke for bolsjevikkerne, anarkisterne, for "uroligheder, kaos og lovløse dage, hvor "huliganerne", som vi kaldte dem på russisk, banditter og pøbel, kunne hærge og plyndre". Han væmmedes ved "den frygtelige uorden og lovløshed, der hersker indadtil".

Men han så også, at "det løsen, der frem for noget fangede den store interesse hos den store brede befolkning, soldater, arbejdere og bønder var "brød, fred og jord" (fra Lenins Aprilteser).

Han undrede sig over, at den provisoriske regering overhovedet ikke kom disse krav i møde, at regeringslederen Aleksandr Fjodorovitj Kerenskij (1881-1970) satsede på fortsættelse af krigen – og forsvarede privateje på godser og fabrikker. "Interessant ... at Kerenskij står i så flatterende lys i Skandinavien", tilføjede Lannung i et andet brev fra 1. november 1917. 

I næste brev var han overrasket over – ikke at det kom til revolution – men over, at den 7. november ikke blev til en bartholomæusnat med vejene dækket af lig og sårede, ingen store barrikader, ingen artillerikampe, og sporvogne, der kørte hele formiddagen og så igen om aftenen.

Reaktionerne i Vesteuropa var delte, også i Socialdemokratiet, se for eksempel den læseværdige dokumentation "Rysk spegel. Svenska berättelser om Sovjetunionen – och om Sverige", udgivet af historikere fra Lunds Universitet i Nordic Academic Press 2008 med mange fine nuancer.

De tyske socialdemokrater

Mest delte var reaktionerne nok i det tyske socialdemokratiske parti, Europas største. Flertallet blandt de tyske socialdemokrater havde i august 1914 stemt for krigslån blandt andet med den civilisatoriske begrundelse, at nu skulle de russiske arbejdere og bønder befris for det brutale og tilbagestående tsaristiske godsejer- og storfabrikantregime.

Rosa Luxemburg havde allerede i april 1917 forudsagt, at "sejren (med afsættelsen af tsaren) kun er en svag begyndelse..."

Fra den side kom ingen begejstring for Oktoberrevolutionen. Krig kunne man godt føre, men ulovlig opstand og overgreb på privateje måtte man tage afstand fra – og straffe med hårdeste og blodigste militære midler senere i januar 1919.

Ikke overraskende så de tyske socialdemokrater, som havde været mod krigen i 1914, ganske anderledes på Oktoberrevolutionen.

Rosa Luxemburg (1871-1919) bliver i Danmark flittigt citeret blandt andet med hendes kritik af Lenins krav om absolut disciplin i kommunistpartiet (Bolsjevikkerne) både før og efter Oktoberrevolutionen.

Faktisk havde hun allerede i april 1917 i et brev forudsagt, at "sejren (i Februarrevolutionen) over den bureaukratiske absolutisme (med afsættelsen af tsaren) ikke er slutningen, men kun en svag begyndelse... Den mest presserende parole, som er knyttet uløseligt sammen med alle andre, er "Slut med den imperialistiske krig". Aktionen for freden kan således i Rusland ligesom andetsteds udelukkende udfoldes på en måde: som revolutionær klassekamp imod landets eget bourgeoisi, som en kamp om den politiske magt i staten. Dette er de uafviselige perspektiver for den russiske revolutions videre udvikling."

Brevet var skrevet fra Rosa Luxemburgs fængselscelle, hvor hun sad på grund af sit pacifistiske virke, og blev samme måned publiceret anonymt, men naturligvis som et lidenskabeligt partsindlæg med sigte på at påvirke den tyske venstrefløj.

Intelligensen vælger side

Den verdensberømte national-konservative tyske økonom og sociolog Max Weber (1864- 1920) publicerede samme måned en mere tilbagelænet analyse med overskriften "Ruslands overgang til skindemokrati".

Han indleder med en selvkritik, fordi han ikke havde regnet med at "en omvæltning af tsardømmet overhovedet kunne opstå under krigen". Men han fastholder sin sociologiske analyse. Han havde nemlig nøje observeret en omgruppering i de sociale lag i Rusland efter revolutionen i 1905-06, hvor landbefolkningen blev delt i jordejende bønder og fattige landarbejdere, der sluttede sig til industriproletariatet.

Reformerne var ledsaget af en nyorientering blandt den førhen socialt indignerede intelligens på landet (læger, dyrlæger, lærere og administratorer), som nu støttede eller endog accepterede storrussiske imperiale mål: "Sværindustriens få kæmpeentreprenører stod naturligvis fast på en absolut reaktionær holdning, også i Rusland... Men der syntes heller ikke at have været tvivl om holdningen blandt et flertal af reformbevægelsens støtter i den borgerlige intelligens efter revolutionen (i 1905/6). Deres indenrigspolitiske håb om magten var blevet skuffet og dermed deres stolthed knækket, således at de endnu mere ihærdigt tyede til den ydre magts romantik."

Kampen for demokrati, for fred og imod privateje til produktionsmidlerne kunne ikke adskilles.

På den måde lykkedes det premierminister Pjotr Arkadjevitj Stolypin (1862-1911) "at nedkæmpe den demokratiske opposition ved at vække den storrussiske nationalisme" - og få de borgerlige
politikere med over i krigsmagernes lejr i 1914. 

Februarevolutionens mangler

I substansen kom Weber til samme konklusion som Luxemburg, nemlig at Februarrevolutionen kun førte til et skindemokrati, og at det næppe var muligt at etablere et virkeligt demokrati i Rusland i 1917 med samtykke fra de krigsbegejstrede borgerlige og agrariske lag. Kampen for demokrati, kampen for fred og kampen imod privateje til de vigtigste produktionsmidler kunne ikke adskilles.

Er det nødvendigt at rette op på historieforfalskning – nu 100 år efter?

Jo, vi skal forstå,

  • at i den givne historiske situation før Oktoberrevolutionen var kravene om fred, borgerlige friheder og social lighed blot paroler. De blev ikke indfriet. 
  • at der skulle en bevidst destruktion af de kapitalistiske ejerforhold til, for at russerne kunne få fred og værdighed,
  • at vi i dag er i samme situation og bliver nødt til at nedbryde profitsystemet, hvis vi  ønsker en overgang til et bæredygtigt, socialistisk samfund, og
  • at vi må forberede os selv og den brede befolkning på, at sådan en omstilling, som Oktoberrevolutionen er et eksempel på, er mulig, men at den kan kræve offermod, som årene efter Oktoberrevolutionen også har vist. 

Forkortet af redaktionen

03. nov. 2017 - 08:50   03. nov. 2017 - 09:00

Kronik

af Bernhelm Booß-Bavnbek, lektor emeritus, Roskilde Universitet