22 Aug 2017  

KBH: Spredte skyer, lette byger, 14 °C

Nye internationale muligheder for de nordiske lande

Nye internationale muligheder for de nordiske lande

I dag er det 25 år siden danskerne stemte nej til Maastricht. I den anledning bringer vi nedenstående fælles kronik - forfattet af repræsentanter for EU-modstanden i de fem nordiske lande.

FOTO: Wikimedia Commons
1 af 1

I 1972 stemte vælgerne i Danmark og Norge om, hvorvidt deres lande skulle melde sig ind i EF. Ja-siden lovede økonomiske fordele og påstod, at et nej ville føre til arbejdsløshed, højere boligudgifter, og devaluering.

Det er på høje tid, at de nordiske lande holder op med at binde deres fremtidsudsigter til et eksperiment, der allerede er begyndt at synge sin svanesang.

Danmark sagde ja, Norge nej. I 1994 stemte Norge, Sverige og Finland om, hvorvidt deres lande skulle melde sig ind i EU. Medlemskab skulle føre til økonomisk velstand, fred, politisk stabilitet, en levende politisk debat og sikring af demokratiet.

Landenes suverænitet ville ikke blive udsat for egentlige udfordringer; de enkelte lande fik garanti for vetoret, og landenes politikere og embedsmænd ville modsætte sig ethvert forsøg på fra EU på at gå for vidt.

"Gyldne" økonomiske principper ville sikre en sund finanspolitik i alle Unionens kroge. Jo mere integration, des bedre; de lande, som forblev udenfor, ville sakke håbløst bagud. Sverige og Finland gik med, Norge sagde endnu en gang nej.

Et mekka for lobbyister

Og hvad er der sket? Vetoretten er væk, og Bruxelles udøver nu så stor politisk magt, at det er tvivlsomt, om medlemstaterne stadig kan betragtes som selvstændige. Det britiske eksempel illustrerer, at medlemmer, der modsætter en stadig dybere union, rammes af foragt. 

Ligesom Washington har Bruxelles udviklet sig til et mekka for mægtige lobbyister. Hvorfor? Dels på grund af, at gennemsigtigheden er meget ringere end på de nationale scener, dels fordi forhandlingerne i Bruxelles begunstiger de store organisationer meget (mindre konkurrenter har ikke råd til at betale for de rejser til Bruxelles, advokater og PR-folk, som er nødvendige, hvis man skal have indflydelse på beslutningerne).

Det betyder, at de uhellige alliancer mellem førende politikere og lobby-kæmperne er strukturel. Man kan hævde, at alle uden for EU’s net af traditionelle interesser er dømt til at tabe. Dette indbefatter entreprenørvirksomhederne, som er de motorer, der skal finansiere velfærdstaten i fremtiden.

Det bør ikke overraske nogen, at den europæiske dynamik og relative styrke er i støt tilbagegang. Hvem er værst stillet? De medlemstater, som er kraftigst integrerede.

På grund af mistroen til EU plages mange af medlemstaterne nu af mangel på politisk stabilitet. Ligeledes vokser gnidningerne mellem medlemmer med modstridende EU-dagsordener. Det betyder, at den såkaldte fredskaber har udviklet sig til en kilde til konflikter.

Folket hånes

Den offentlige debat er mere ensrettet end nogen sinde siden det demokratiske gennembrud; behandlingen af EU-kritikere synes ikke at holde nogen form for måde. Og folket? EU-fortalerne har altid givet topkarakter, så længe de bliver ved med at støtte. I dag, hvor vælgernes tonefald er mere skeptisk, bliver en stor del af befolkningen beskrevet som værende enfoldige, gammeldags, isolationister eller under bedragerisk indflydelse af "mørke kræfter".

Det britiske eksempel illustrerer, at medlemmer, der modsætter en stadig dybere union, rammes af foragt. 

Moralen? Menneskene – vi – er ikke i stand til at håndtere de fristelser, der altid følger med, når store mængder af magt koncentreres på toppen af magtpyramiden. Dette gælder også fristelsen til at tage et glorificeret – og politisk belejligt – selvbillede til sig.

Man kan hævde, at 1990'erne var EU-projektets guldalder. Derefter havde EU opnået den kritiske masse af magt, der var nødvendig for at forvandle Unionen til en vækstmaskine.

I dag favoriserer systemet "skrivebordsfolket": bureaukrater, lobbyister, akademikere og andre modtagere af bevillinger, fordi de udstøder de rette (politiske) lyde. Ofte til direkte skade for de mere praktisk orienterede mennesker, der i virkeligheden er dem, der får samfundets hjul til at dreje rundt.

Endnu en ting: EU opmuntrer ikke til mangfoldighed. Det internationalistiske forsøg på at klemme alle sammen under en enkelt paraply, skaber konformitet, fordi man skal administrere og mene det samme.

Det er noget helt andet at være international. Det betyder, at man accepterer andre folk og deres grænser. Er det noget politisk rod? Så afgjort, men det er også langt den bedste metode til at bevare Europas storslåede mangfoldighed – og farve.

De, som tænker i modeller, bliver altid ved med at sige, at kritikerne ikke forstår "visionen", og at folk derfor bør overlade magten til de "velinformerede" (i virkeligheden en slags patriarker og matriarker) på toppen af magtpyramiden.

Heldigvis er vælgerne ikke så lette at imponere med skrivebordsteorier, som slår fejl i den virkelige verden. Det er derfor, at den bedste af alle politiske tommelfingerregler er, at man aldrig skal tillade, at demokratiet udhules.

Norge og Island, der ikke er med i EU, sidder i kraft af deres tilknytning til EØS-aftalen fast i en form for halvt-medlemskab. De har større frihed, men deres kontrol med deres egne regler er alligevel begrænset. Dette udhuler demokratiet.

Vi mener, at det er på høje tid, at Sverige, Danmark, Finland, Norge og Island holder op med at binde deres fremtidsudsigter – og administrationer – til et eksperiment, der allerede er begyndt at synge sin svanesang.

En frisk start uden EU’s spændetrøje kunne indgive samfundene ny energi, især nu, hvor der er en gylden mulighed for at skabe nye funktionelle partnerskabsforbindelser med andre vigtige handels- og sikkerhedspartnere.

Storbrittaniens eksempel

Storbritannien er det mest oplagte eksempel. De nordiske lande skulle naturligvis blive ved med at opretholde stærke bånd til de tilbageblevne EU-medlemslande, men – og det er afgørende – uden en kvælende politisk overfrakke. Hvis vi ingenting gør, vil det efter vor opfattelse sandsynligvis føre til år med (fortsat) politisk hårdknude. 

EU-fortalerne holder af at hævde, at EU er en del af moderniteten. Det er helt hen i vejret. Statiske superstrukturer, der er døve for vælgernes bekymringer, hører hjemme – eller burde høre hjemme – i fortiden.

Det, som engang gjorde Europa til noget enestående, var, at i hvert fald den nordligste del brød ud af en formynderisk politisk-økonomisk social orden. Det er nødvendigt at gentage denne store bedrift nu. Intet andet ville bedre kunne sikre såvel velstand som fred.

Danmark: Lave K. Broch, 1. suppleant til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU. Sverige: Mark Brolin, svensk-britisk politisk analytiker og forfatter til ”A State of Independence: Why the EU is the Problem not the Solution” Sverige: Jan-Erik Gustafsson, formand for Nej till EU. Norge: Helle Hagenau, formand for Nei til EUs internationale udvalg og tidligere generalsekretær for Nei til EU. Forhenværende medlem af TEAMs bestyrelse og af den britiske Trade Unions against the Single Currency. Finland: Ulla Klötzer, tidligere formand for Alternativ til EU i Finland og forhenværende medlem af TEAMs bestyrelse. Island: Erna Bjarnadóttir, formand for Heimssyn og ledende økonom i Islands Landbrugssammenslutning.

02. jun. 2017 - 08:07   02. jun. 2017 - 08:10

Kronik

af Lave K. Broch, Mark Brolin, Jan-Erik Gustafsson, Helle Hagenau, Ulla Klötzer og Erna Bjarnadóttir