23 Aug 2017  

KBH: Let skyet, stedvis tåge, 10 °C

Imperialismen og venstrefløjen

Imperialismen og venstrefløjen

Debatten om imperialismen og om kampen mellem nationernes integritet og suverænitet fortsætter. Hvilke kræfter allierer man sig med på verdensplan?

Per Clausen bruger Rosa Luxemburg til at nedgøre Cubas sociale fremskridt på trods af USA's økonomiske blokade.
FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

Imperialismens problemstilling bliver mere og mere aktuel. Parallelt hermed er "venstrefløjens" forvirring tilsvarende påfaldende.

Enhedslistens udenrigspolitiske profilering placerer partiet i en stiltiende alliance med de mest reaktionære kræfter på verdensplan, der bekæmper Assad-regimet. Tør man spå om den menneskelige katastrofe, en Islamisk Stats overtagelse af Damaskus ville have medført?

Fidel Castros bortgang har udløst udtalelser fra ledende EL-politikere, som afslører ringe viden om de problemer, periferilandene har at slås med. 

I denne sammenhæng har EU-lande vist alt anden end gæstfrihed i modtagelsen af flygtninge. En ny strøm ville i endnu højere grad udløse politiske spændinger og fremme de mest reaktionære kræfter på kontinentet.

Omvendt ville det styrke partiets humanitære argument, hvis konflikten i Yemen var bragt på bane. Med vestlig støtte gør Saudi Arabien sig skyldig i krigsforbrydelser i et af verdens fattigste lande.

Enhedslisten og Cuba

Fidel Castros bortgang har udløst udtalelser fra ledende EL-politikere, som afslører ringe viden om de problemer, periferilandene har at slås med. Denne letsindighed kom til udtryk da Rosa Luxemburg blev anvendt af Per Clausen til implicit at nedgøre de sociale fremskridt, der blev gennemført til trods for USA's antagonisme og økonomiske blokade.

Det er rigtigt at Rosa Luxemburg i sin tid kritiserede bolsjevikkerne for manglende demokrati selvom den russiske revolution på det tidspunkt var udsat for en borgerkrig og udenlandsk militær intervention. Ville hun have været blind for de landvindinger som blev opnået under Fidels "diktatur" eller overset Chiles skæbne med demokratiet?

Vi tror at Rosa Luxemburg var en større dialektiker end Per Clausen. Advarede hun ikke om, at valget var mellem "socialisme eller barbari"?

Enhedslistens  forkærlighed for det borgerlige demokrati burde ikke have forhindret partiet i at vise en principfasthed, da Ukraines demokratisk-valgte regering blev væltet med støtte af USA og EU. Truslen om en konflikt med atom-magten Rusland synes heller ikke at bekymre Enhedslisten.

En påtrængende diskussion

Med afsæt i EL’s "internationalisme" er diskussionen om imperialismen endnu mere påtrængende.  I sit svar på vores analyse om venstrefløjens mangelfulde forståelse af verden, kommer Joan Ågot Pedersen (JÅP) i Arbejderen (2-4. december) med nogle interessante iagttagelser. Globalt set er vi ikke uenige og mener også at medierne bidrager til det herskende morads.

>> LÆS: Hvad er antiimperialisme i dag?

Uden forsøg på at forpurre diskussionen af imperialismen vil vi ikke desto mindre pointere, at kapitalismen og imperialismen hører sammen i en global kapital-akkumulationsproces, som historisk har påvirket strukturerne både i center- og i periferilandene.

Uden slavehandel, kolonialisme og imperialisme ville kapitalismen i Vesten have antaget en anden karakter. Imperialismen var således iboende i kapitalismens udvikling fra begyndelsen. Denne fortolkning antaster tesen om imperialismen som ”kapitalismens højeste stadie”. Politisk erkendte Lenin dog at tributten fra periferien blev brugt til at skabe et arbejder-aristokrati og derigennem svækker kampen imod kapitalismen og imperialismen.

Et aspekt som er aktuelt i dag drejer sig om fortolkningen af international politik hvis fremtrædelsesform er konfrontationen mellem unipolaritet og multipolaritet. JÅP rejser den vigtige pointe om støtten til kampen imod en unipolar verdensorden er/burde være en opgave for progressive. 

Begreberne unipolaritet og multipolaritet skal forstås som tilhørende den kommende geopolitiske og geoøkonomiske organisationsform af verdenssystemet. Den unipolære model, som det kollektive imperialistiske Vesten - under USA's ledelse - bestræber sig på at få gennemtrumfet, kan kun lykkes ved institutionaliseringen af et styringsregimente ("governance"), der har til formål at kontrollere den globale politiske og økonomiske udvikling, ikke mindst i de ikke-vestlige lande. Overfor denne målsætning, fremstår det multipolære projekt som et forsvar for folkeretten og nationernes suverænitet.

Når dette er sagt er det klart, som JÅP skriver, at "en multipolær verden ikke er en verden med fred og social udvikling, men fortsat en imperialistisk verden." I denne forbindelse skal det dog nævnes, at siden den kolde krigs afslutning og endnu før multipolaritet kom på dagsordenen, har verden oplevet en militarisering, især i de vestlige lande, der blev brugt til at gennemføre regimeskifte og provestlige "farve-revolutioner".

Det strategiske mål om at cementere USA's dominans anses i Washington som værende potentielt truet af Rusland og Kina. Set med sådanne briller er det klart at disses modstand imod unipolaritet er indkapslet i forsøget på at opbygge et multipolært alternativ, der opprioriterer nationernes territoriale integritet og politiske suverænitet.

Betyder det at klassekampen og udviklingen mod socialisme bliver standset? I vores optik er nationernes suverænitet en forudsætning for disse samfundsmæssige processer. I denne sammenhæng er det værd at huske, at den cubanske revolution måtte gå på to ben: forsvaret af selvstændighed og kampen for socialisme.

23. dec. 2016 - 08:02   23. jan. 2017 - 15:15

Kronik

af Ellen Brun og Jacques Hersh