24 Sep 2017  

KBH: Overskyet, 14 °C

Hvorfor smadrer de velfærdsstaten?

Hvorfor smadrer de velfærdsstaten?

De etablerede danske partier er godt i gang med at smadre velfærdsstaten. Men hvorfor gør de egentlig det?

Erhvervsminister Brian Mikkelsen, finansminister Kristian Jensen og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll præsenterede den 30. august regeringens erhverv- og iværksætterudspil, som ligger i klar forlængelse af de seneste års nyliberalistiske politik.
FOTO: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
1 af 1

De seneste to venstre-ledede regeringer og ikke mindst den tidligere SD-ledede regering, har ikke gjort nogen dyd ud af at skjule den formelle hensigt med det utal af "reformer", man har trukket ned over hovedet på danskerne gennem især de seneste 10-15 år.

Siden "murens fald" har der ikke globalt været et alternativ til liberalismen, der i dag er den helt dominerende ideologi.

Sædvanligvis har antagelsen været, at etablerede politiske partier ville strække sig langt for ikke at lægge navn til nedskæringer i velfærdssamfundet. Man vil vel gerne genvælges ?

Men ikke i dette tilfælde. Den formelle argumentation for rækken af nedskæringer har da også appelleret til danskernes laveste instinkter, nemlig :

  • at mange borgere er dovne og bevidst udnytter det offentlige velfærdssystem, mens alle andre passer deres arbejde. 
  • at flygtninge og migranter udelukkende kommer til landet for at nasse på velfærdssystemet. 
  • at offentligt ansatte er ineffektive og dovne. De skal derfor kontrolleres og presses til at yde mere, mens de er på arbejde.
  • at studerende hygger for meget , trækker studierne i langdrag og får for meget i SU. 

Alene ukritisk medløbende medier har gjort det muligt at overbevise det store flertal af danskere om validiteten af ovennævnte, temmeligt håbløse påstande.

Politikernes reelle dagsorden er da også en helt anden, nemlig at legitimere en afvikling af vores enestående velfærdsstat/velfærdsmodel og erstatte den med tidsåndens konkurrencestat.

Danske politikeres dilemma i forhold til velfærdsstaten går faktisk helt tilbage til "murens fald" i 1989. Siden da har der ikke globalt været et alternativ til liberalismen, der i dag er den helt dominerende ideologi globalt.

Forudsætningen for velfærdsstaten er naturligvis velfærd, og i den danske udgave snakker vi om universel velfærd, der kommer alle i samfundet til gode.

Konkurrence-staten

Konkurrencestaten derimod er en nyliberalistisk  statsdannelse, der i sit udgangspunkt bygger på begrebet konkurrence. Menneskesynet i nyliberalismen er egoisme. Frihed for den enkelte. Dette udgangspunkt indebærer samtidig frihed til at forfølge egne interesser og behov og ikke nødvendigvis fællesskabets.

Set i det lys skal alt i konkurrencestaten underlægges økonomi. Alle samfundsinstitutioner samt de sociale forhold underlægges økonomisk konkurrence.

Denne udvikling er jævnfør nyliberalistiske økonomer en nødvendighed for at klare sig i den internationale konkurrence.

De etablerede danske politikere er på ovennævnte baggrund udsat for et voldsomt krydspres. På den ene side ønsker man at tilhøre kernen i EU, der bygger væsentlige sider af sin økonomiske politik på konkurrencestaten. På den anden ønsker man uden tvivl at fastholde sider af velfærdsstaten. Ikke blot fordi man muligvis støtter tanken, men også for at fastholde vælgernes opbakning. 

"Den liberalistiske ideologi bliver derfor indført via socialdemokratiske festtaler, imens nyliberalistiske reformer bliver sneget ind ad bagdøren som en uundgåelig og uimodståelig del af globaliseringen" (Hahn 12.10.07 Kristeligt Dagblad.).

Voila…keine Hexerei, nur Behändigkeit.

Endeløse nedskæringer

Politikernes krydspres manifesterer sig gennem en delvis, foreløbig fastholdelse af sider af velfærdsstaten kombineret med en nærmest endeløs række af nedskæringer og lettelser for erhvervslivet samt stramninger i den offentlige sektor. 

Væsentlige eksempler herpå fra de senere år :

Efterlønnens reelle afskaffelse, sænkelse af topskatten, lavere overførselsindkomster på en række områder, mindre børnefamilieydelser, nedskæringer i SU, ændringer for flexjobbere samt førtidspensionister, kontanthjælpsreform, uddannelseshjælp på SU-niveau, diverse vækstpakker til fordel for kapitalen, integrationsydelser på SU-niveau, 225-timers reglen, pensionsreformen, ændringer i ledighedsreglerne, indførelse af ”new public management”, overgang fra statsstyring til markedsstyring i den offentlige sektor, tvungen dokumentation af arbejde ned i små detaljer, i den offentlige sektor: krav om løbende besparelser og samtidig en forventning om højere fagligt niveau samt flere ”ydelser” i arbejdstiden, fjernelse af PSO – afgiften, skattelettelser for erhvervslivet, som i forvejen stort set ikke betaler skat. (Statistisk 10 års oversigt. 2015 Danmarks Statistik)

Listen kunne laves længere.

Karakteristisk for samtlige nedskæringer er, at de rammer almindelige borgere og samtidig signalerer kursen mod konkurrencestaten. 

Alternativer for venstrefløjen

På samtlige politiske områder forsøger det store politiske flertal således at tilpasse sig konkurrencestatens krav og forventninger, uden samtidig helt at bryde med den velfærdsstat som borgerne har kæmpet for – og opbygget gennem de seneste 60 år.

I Danmark synes der ikke for tiden at være alvorlig modstand mod konkurrencestaten. Folketingets eneste socialistiske parti, Liste Ø nedtoner helt bevidst sit socialistiske samfunds- og menneskesyn for at tiltrække flere vælgere og signalerer derfor absolut ikke et ideologisk alternativ til den aktuelle udvikling.

Reel modstand manifesterer sig derfor udelukkende gennem protestbevægelser og protestpartier i såvel Danmark som mange andre lande i- og uden for EU.

Tilbage til overskriften

Ud fra de foreliggende muligheder i en kapitalistisk verden, hvor de etablerede partier på ingen måde udfordres af den politiske venstrefløj, kan man vel dårligt kritisere Folketingets borgerlige (herunder socialdemokratiske) flertal for at hoppe med på liberalismevognen, samtidig med at man forsøger at redde stumperne af velfærdsstaten for en stund.

Denne taktik kan med en ukritisk presse lykkes for en periode. På sigt ser fremtiden imidlertid temmelig dyster ud for almindelige borgeres løn- og arbejdsforhold, og fanden tager som bekendt de sidste.

Hvilke konsekvenser denne situation vil få for de etablerede politikere er umuligt at forudse.

Der er dog kun ringe tvivl om, at harmonisamfundets forestillinger om, at vi alle har de samme objektive politisk-/økonomiske interesser på sigt vil lide skibbrud.

Afslutningsvis med Bertholt Brecht en hilsen til de etablerede politikere:

"…de savede i de grene, de sad på, og råbte til hinanden om deres erfaringer om, hvordan man saver bedre…

Og de styrtede i dybet med et brag. Og de, der så det, rystede på hovedet og savede energisk videre".

06. sep. 2017 - 08:01   06. sep. 2017 - 08:10

Kronik

af Villy Lauridsen, cand.pæd.pæd, underviser på HF i Varde