Ved folkeafstemningen om Mastricht-traktaten i 1992 advarede de danske kritikere imod den fælles mønt og en fælles gæld i EU. Det førte til et nej til traktaten, der gav genlyd i Europa. 

Danmark fik derefter - lige som England - ved protokol undtaget at deltage i euroen. Og derefter har vi nu, ifølge i følge oplysninger i Jyllands-Posten den 13. juni, sparet i alt 338 milliarder kroner til tre støttefonde i EU.

Hvor forsvinder den slags store beløb hen? Og hvad sker der, når EU får en bankunion som den, kommissionen nu foreslog den 12. september? Og skal Danmark med i den bankunion?  Dens formål bliver især at holde øje med fup og underskud og svindel blandt de seks tusind banker i EU.

Men hvordan skulle EU egentlig være bedre til det end de mange nationale banktilsyn, der alt for sent har konstateret gigantiske underskud i bankerne i de sidste fire år? Tilmelder Danmark sig nu bankunionen, lover vi ubetinget at rette os efter EU's fremtidige krav til oprettelse og lukning af banker i Danmark (se paragraf 29 i forslaget).

EU skal også kunne sende kontrollører til Danmark og gennem dem bestemme over bankernes fremtidige udlånspolitik. Eller om bankerne skal sælges helt eller delvis og til hvem, såfremt de kører dårligt. Bankernes underskud påvirkede landene voldsomt. Irland og Spanien havde en fornuftig økonomi, indtil deres banker krakkede.

Og hvad betyder det for statsgælden, når staterne skal støtte dem med bankpakker ("baile" dem)?

Statsgælden

EU-landenes samlede statsgæld er i øjeblikket 80 procent af hele EU's bruttonationalprodukt (BNP). Selv lande som Tyskland og Frankrig har en statsgæld, der overstiger 80 procent. Selv om landene før euroen lovede hinanden, at deres statsgæld aldrig må overstige 60 procent af deres BNP. Og bankernes krak har gjort det hele meget værre.

Hvordan påvirkede det liberale krak i 2007 bankerne? De fik store underskud på spekulationer og udlån til byggeprojekter og på deres lån til private og på deres lån til firmaer. Derefter krævede EU, at medlemsstaterne trådte til med den omfattende bailing til bankerne. Altså gaver og lån til de nødlidende banker.

I forslaget til bankunion oplyser kommissionen, at den samlede bailing til alle bankerne i EU-landene har været på 33.000 milliarder kroner! Det er 65.000 kr. per EU-borger - børn medregnet. Hvem betalte? Og hvem fik de penge? 

Personer, der tidligere snuppede store spekulationsgevinster, blev nu befriet for deres irriterende tab. Firmaer fik eftergivet deres tyngende og ubehagelige lån. Eller de fik nye lån. Eller private måtte opgive at betale tilbage. Det er den slags processer, en bankunion også skal ordne. Undersøgelser viser, at bankerne stadig bruger enorme beløb i luftige spekulationer. De mener vist, det er den eneste måde, de kan tjene penge på.

Mængden af bailing kan sættes i forhold til EU's samlede økonomiske produktion. Et helt års BNP i EU er omkring 100 billioner kroner. Og landene har aktså bailet bankerne med 33 billioner.

Bankunion - politisk union

Derfor er statsgælden blevet tyngende, så den nu er på 80 billioner kroner i alle EU-lande tilsammen. Regningen skal betales af pensionister, arbejdsløse, og andre, der rammes af de sociale nedskæringer, som EU nu kræver for at få statsgælden ned igen. Nu skal der spares, fordi bankerne er blevet bailet.

Hvordan har det ændret holdningen til EU? En undersøgelse fra foråret 2012 (Pew Research Center) siger, der nu er øget modstand mod økonomisk integration i EU. Et flertal i flere store lande mener, at integrationen har skadet den økonomiske udvikling i deres land. Det mener 61 procent i Italien, 50 procent i Spanien, 63 procent i Frankrig og 61 procent i England. I Tyskland er det dog 39 procent.

En politisk union - som den man venter - bliver foreslået i december 2012, har ikke megen støtte hos befolkningen i EU. Uviljen mod at give EU øget magt over de nationale budgetter er så stor som 56 procent i Tyskland, 51 procent i Frankrig, 54 procent i Spanien og 75 procent i England.

Danmark kan faktisk holde sig udenfor bankunionen, da vi ikke er medlem af euroen. Vi kan selv kontrollere vores banker. Og så slipper vi også for at baile alle de andres. For tabene i bankerne vil formentlig fortsætte. Og bankerne modtager uden tvivl gerne hjælp. Også når de er i krise i fremtiden.