19 Jan 2018  

KBH: Spredte skyer, dis, 0 °C

Fagbevægelsen og østarbejdere - et dilemma

KRONIK

Fagbevægelsen og østarbejdere - et dilemma

Hvad skal fagbevægelsens strategi i forhold til østarbejderne være? Organiser dem som kolleger, siger faglig aktivist og forfatter Jakob Mathiassen i denne kronik.

En undersøgelse blandt 3F's bygningsarbejdere viser, at 74 procent af dem gerne vil deltage i kampen mod social dumping, men at kun 15 procent har forsøgt at henvende sig til deres udenlandske kollegaer for at diskutere løn og arbejdsforhold. Her kigger polske bygningsarbejdere på en faglig demo mod social dumping i Nordjylland forrige år.
FOTO: PN
1 af 1

Da østudvidelsen blev en realitet den 1. maj 2004, havde fagbevægelsen en klar politik på området. Den ville byde østarbejderne velkommen på det danske arbejdsmarked, men på overenskomstmæssige vilkår.

En selvsikker LO-formand, Hans Jensen, formulerede allerede strategien den 18. november 2002: "Kommer der polsk eller anden østeuropæisk arbejdskraft til Danmark, så bliver det på danske overenskomstvilkår. Det skal vi nok sørge for."

Jeg tror, at dansk fagbevægelse med fordel kunne lære noget af norsk fagbevægelses tålmodige organiseringsarbejde, hvor man først håndhæver overenskomsten, når østarbejderne selv er klar til at kræve det.

Bygge-fagforeningerne bakkede op om strategien og rustede sig så godt de kunne til det kommende slag. De kom ikke til at vente længe.

I København kom den første konflikt få uger efter østudvidelsen. Rigmanden Peter Tholstrup havde entreret med det polske byggefirma MAR på en mindre renovation af Gråbrødre Torv 8. TIB København indledte blokade og indkaldte den 3. juni 2004 til Danmarks første demonstration mod social dumping.

Dumpingens start

Aarhus fik sin første sag omtrent samtidig med København. Aarhus Kommune havde entreret med det polske firma Biomax. TIB Aarhus pressede Aarhus kommune, og Biomax blev den 21. juni 2004 nødt til at tegne østudvidelsens første overenskomst. Ni måneder senere blev Biomax - som det første østfirma i Danmark - idømt en bod på 350.000 kroner for brud på overenskomsten. Pengene blev dog aldrig betalt.

Man kan altså ikke påstå, at fagbevægelsen sov i timen dengang i 2004, og specielt TIB gjorde en stor indsats. Men der viste sig hurtigt en række grundlæggende svagheder, der har kendetegnet bygge-fagbevægelsens indsats lige siden.

For det første viste det sig hurtigt, at fagforeningerne ikke magtede at organisere østarbejderne. Uden deres egen aktive deltagelse var det meget sværere at opnå overenskomst og næsten umuligt at håndhæve den, når det endelig lykkedes at få en.

For det andet oversteg antallet af øst-firmaer hurtigt fagbevægelsens kræfter. Allerede i 2005 blev det nødvendigt for de københavnske byggefagforeninger at prioritere imellem sagerne. Det var simpelthen ikke muligt at blokere alle de byggepladser, hvor der ikke var overenskomst.

Eftersom det ikke lykkedes at organisere østarbejderne, kom fagforeningerne til at påtage sig en rollen som en slags arbejds-politi, der gennemtvang og håndhævede overenskomsterne henover hovedet på østarbejderne.

Et "arbejds-politi"

Jeg tror ikke, der var nogen, der bevidst tog en beslutning om strategien, jeg tror bare det skete, uden at nogen rigtig overvejede, om der var en alternativ vej.

Men efter min mening ændrede denne strategi grundlæggende byggefagbevægelsens rolle, når det kom til østarbejderne. Fagbevægelsen kom mere og mere til at ligne en myndighed frem for en bevægelse.

Mange faglige folk har hidtil forklaret fagbevægelsens problemer med at organisere østarbejderne med, at de udstationerede østarbejdere ikke har nogen økonomisk interesse i at blive organiseret.

For det første skal de hjem igen, og kan derfor være ligeglade med lønudviklingen i Danmark. For det andet er de udmærket klar over, at de kun er i Danmark, fordi de er billigere end de danske håndværkere.

Forkert analyse

Jeg må indrømme, at jeg selv var ret enig i denne analyse af østarbejdernes interesser, men idag tror jeg ikke, den holder.

Bygge-fagbevægelsen var som sagt meget hurtig til at kræve overenskomst af øst-firmaerne, men den var knap så hurtig til at få ansat polsktalende organisatorer og tolke. Det er for mig at se selvindlysende, at man ikke kan organisere folk, hvis man ikke taler samme sprog som dem.

Den første, polsktalende tolk blev ansat et år efter østudvidelsen - i København. På landsplan ansatte BAT de første polsktalende tolke tre år efter østudvidelsen. Idag har BAT tre polsktalende konsulenter til deling imellem alle landets byggefagforeninger. Der har aldrig været ansat en lettisk talende konsulent.

Der er kun ansat én eneste polsktalende organisator - hos Byggefagene i København. Alt i alt var det for lidt og for sent.

Erfaringer fra udlandet

I Schweiz har man tre sprog, og fagbevægelsen har derfor en lang tradition for at organisere på mere end et sprog. Rita Schivi har ansvaret for organiseringen af migrantarbejderne i fagforbundet Unia, og hun fortæller, at næsten 80 procent af bygningsarbejderne i Schweiz er migranter. De fleste af dem er fra andre vesteuropæiske lande, men der er også mange østarbejdere.

Ifølge Rita organiserer Unia 60 procent af bygningsarbejderne, og de fleste af dem er migranter. Rita forklarer Unia´s organiseringsindsats således: "Vi organiserer dem på byggepladserne med fagforeningsfolk, der kommer fra deres egen kultur. Vi taler altid med dem på deres sprog. Det er et af vores principper."

Herhjemme har hovedvægten altid været lagt på at opnå overenskomst - aldrig på organisering af arbejderne. 

Unia´s strategi er blevet forsøgt i mindre målestok herhjemme, blandt andet på Navitas i Aarhus. Men jeg vil påstå, at hovedvægten altid har været lagt på at opnå og håndhæve overenskomsten, ikke på organisering af arbejderne. Jeg vil faktisk vove den påstand, at fokuseringen på overenskomsten decideret har modarbejdet organiseringsindsatsen.

De norske fagforeningers evne til at organisere østarbejdere er ofte blevet overdrevet i dagspressen, men de har faktisk haft nogle bemærkelsesværdige resultater. I Norge er østarbejdere for det meste ansat i vikarbyroer som Adecco, der har langt over tusind polske ansatte.

Norske metoder

I perioden fra 2004 til 2006 lykkedes det de norske fagforeninger at organisere mere end halvdelen af Adecco's polske ansatte. De polske arbejdere valgte deres egne tillidsfolk, og de forhandlede endda også deres egen lokalaftale.

Julia Maliszewska er polsktalende organisator i Oslo Bygningsarbejder Fagforening. Hun forklarer, at fagforeningerne i Norge altid venter med at kræve overenskomst, til de har 50 procent af medlemmerne i en virksomhed.

Det betyder, at de har langt færre overenskomster end deres danske søsterfagforeninger, men det betyder også, at overenskomsten altid er forankret hos de ansatte. For Julia er det utænkeligt, at man skulle kunne håndhæve en overenskomst uden medlemmer: 

"For mig at se vil det betyde, at fagforeningen laver overenskomsten hen over hovedet på folkene og derved laver alle mulige problemer på deres arbejde. Måske får de bedre løn, men de får nok også et helvede med deres chef.

Det er jo ikke sådan, at alt er godt, chefen er glad, og de får bedre løn, når der er kommet en overenskomst. (..) Østarbejderne bliver nødt til at have deres egne tillidsfolk, der kan forhandle deres egen løn, og løse deres egne problemer, når fagforeningen er færdig med sit arbejde." 

Erfaringer at lære af

Jeg tror, at dansk fagbevægelse med fordel kunne lære noget af norsk fagbevægelses tålmodige organiseringsarbejde, hvor man først håndhæver overenskomsten, når østarbejderne selv er klar til at kræve det.

Nu er jeg langt fra den eneste, der har fået øje på, at det er nødvendigt at opprioritere organiseringsindsatsen. Problemet for den danske fagbevægelse er, at der ikke rigtig er råd til den ekstra indsats.

Skal der ansættes flere polsk- og lettisktalende organisatorer, bliver man nødt til at fyre danske faglige sekretærer. Det vil sige faglige sekretærer, der er brug for til at servicere de danske medlemmer, og til at køre faglige sager mod østfirmaer. Det er et spørgsmål om benhård prioritering.

En alternativ mulighed kunne være at satse systematisk på at inddrage medlemmerne mere i kampen. En spritny undersøgelse blandt 3F's bygningsarbejdere viser, at 74 procent af dem gerne vil deltage i kampen mod social dumping, men at kun 15 procent har forsøgt at henvende sig til deres udenlandske kollegaer for at diskutere løn og arbejdsforhold.

Der er et stort uudnyttet potentiale her. Man kunne for eksempel uddanne medlemmerne til at tage den første kontakt til østarbejderne og rapportere tilbage til fagforeningen.

Under alle omstændigheder står fagbevægelsen ved en korsvej. Skal den fortsætte med at agere arbejds-politi, eller skal den finde tilbage til rødderne og prioritere organiseringsindsatsen. Personligt håber jeg på det sidste.

Jakob Mathiassen er sammen med Klaus Buster Jensen bogaktuel med "Kamppladser. Østarbejdere og social dumping i byggeriet".

28. feb. 2014 - 09:29   06. mar. 2014 - 13:50

Kronik

af Jakob Mathiassen, København
Rød bog: Jakob Mathiassen
  • Jakob Mathiassen er 36 år, faglig aktivist og forfatter.
  • Har udgivet bogen "Beton - historier fra skurvognen" fra 2011 og "Kamppladser" fra i år.
  • Har arbejdet i byggebranchen siden 1999. Ufaglært betonarbejder siden 2001.
  • Aktiv i det faglige ungdomsarbejde i JBF og BJMF fra 2001 til 2007. Tillidsvalgt på Metroen i 2012.
  • Aktivist på venstrefløjen siden 1995.
  • Bor i Københavns Sydhavn.