25 Sep 2017  

KBH: Ingen skyer af betydning, 16 °C

EU-modstandens store udfordringer

EU-modstandens store udfordringer

Der venter store opgaver for den danske EU-modstand i de kommende år. Den største opgave er at gøre op med EU's indre marked.

Arbejdskraftens frie bevægelighed er kapitalens projekt. Det er det, der er baggrunden for de mange udenlandske arbejdere, der er kommet til Danmark, som for eksempel her på metrobyggeriet i København.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Briternes historiske beslutning i juni 2016 om, at de vil forlade EU, har rejst helt nye dagsordener i den politiske debat. Fremfor alt i Storbritannien, men også her i Danmark. Vil de vælge at træde helt ud af EU, herunder også træde ud af EU´s indre marked? Og dermed gøre som EFTA-medlemmet  Schweiz, der - ligesom masser af andre lande i verden - har en lang række handelsaftaler med EU.

Eller vil briterne vælge "den norske løsning", og træde ud af Unionen, men forblive i EU´s indre marked?

Det er alene i kapitalens interesse, at hver eneste arbejder i EU konkurrerer mod hinanden om at være den billigste og mindst krævende arbejder. 

Og hvad med arbejdskraftens frie bevægelighed, som er en helt central frihed i EU´s indre marked ?

Kravet om at lægge begrænsninger på arbejdskraftens frie bevægelighed og dermed sætte ind overfor den massive løndumping, har stået helt centralt i debatten i mange EU-lande op til Brexit. Og med Brexit slap dette krav for alvor ud af flasken. Arbejdskraftens frie bevægelighed i EU er kapitalens projekt.

Det er helt afgørende, at EU-modstanden i Danmark nu kaster sig ind i disse debatter med al vores energi, og at vi er aldeles klare i spyttet. For det er jo herigennem, at vi skaber det politiske fundament, som er så nødvendig, hvis vi skal kunne følge briterne ud af EU. Briterne træder formentlig ud i 2019, og så er chancen der for andre EU-landes befolkninger, herunder vi danskere.

Den vandrende arbejdstager

Lad os starte med arbejdskraftens frie bevægelighed. Jeg har gentagne gange hos ellers solide EU-modstandere mødt den holdning, at "arbejdskraftens frie bevægelighed kan vi ikke gå imod, for så bliver vi slået i hartkorn med højrepopulisternes hetz mod "de fremmede"."   

Det er et forkert, men også et meget farligt standpunkt. For hvis vi ikke, som progressive, anti-racistiske EU-modstandere tør lægge en klar politik frem, der tager arbejdernes forståelige frustration over løndumpingen alvorligt, så overlader vi en motorvej til højrepopulisterne, der nok skal kende deres besøgstid og fortolke frustrationerne i en fremmedfjendsk retning.

Arbejdskraftens frie bevægelighed er måske det redskab i kapitalens værktøjskasse, der har været det allermest effektive våben i den stadig mere skærpede klassekamp.

Det er ene og alene i kapitalens interesse, at hver eneste arbejder i EU i princippet konkurrerer mod hinanden om at være den billigste og mindst krævende arbejder.

Det skaber et massivt ræs mod bunden, som man ikke skal lede længe for at se konsekvenserne af. Bare tag ud på metrobyggeriet i København, eller sygehusbyggeriet i Skejby, eller det nye store sygehusbyggeri i Herning. Eller snak med de danske lastbilchauffører. Alle steder er forholdene dramatisk forandret siden østudvidelsen i 2004.

Klassekampen er international

Det er fuldstændig legitimt og nødvendigt, at arbejderne reagerer på løndumping og kræver, at vores vundne rettigheder forsvares. At forsvare vores egne løn- og arbejdsvilkår mod angreb og underminering, er jo det allervigtigste internationalistiske bidrag, vi kan yde. For hvert skridt, vi trænges tilbage, øges presset på arbejderklassen i alle de andre lande.

Tænk blot på, hvilke enorme negative konsekvenser det har haft for arbejderklassen i alle EU-lande, da den tyske arbejderklasse tabte kampen mod de såkaldte Hartz-reformer i 2003. Resultatet i Tyskland var fremvæksten af et stort arbejdsmarked af "working poor": mennesker, der godt nok har et eller flere jobs, men alligevel lever under fattigdomsgrænsen. Dette tilbageslag har kapitalen efterfølgende forsøgt at kopiere i alle andre lande, også i Danmark.

Er kampen mod løndumping da vendt mod "den polske arbejder"? Selvfølgelig ikke. Den er vendt mod kapitalens skalten og valten med folks liv og arbejdsvilkår og mod, at den kynisk spiller os ud imod hinanden.

Hvor fedt er det mon at være den østeuropæiske arbejder, der har efterladt kone og børn hjemme i Polen eller Litauen, for at tjene penge i Danmark, som de håber på at kunne sende hjem til familien? For derefter at opdage, at de heroppe bliver lænset og snydt, så der ikke er ret meget at sende hjem.

Den vandrende arbejdstager i EU er vor tids moderne slave, berøvet sit fædreland og sin familie. Dette ræs mod bunden skal stoppes, og det gør vi kun ved at tage fat i selve ondets rod, nemlig arbejdskraftens frie indre marked i EU.

Bombe under velfærdssystemet

Men der er også en række andre, helt grundlæggende konsekvenser af arbejdskraftens frie bevægelighed, som alt for sjældent kommer frem i debatten.

For det første: princippet om den vandrende arbejdstager, der ikke længere har noget fædreland, er fuldstændig uforeneligt med det velfærdssystem, som vi har opbygget i de nordiske lande. Her har vi historisk betalt for velfærden ved at betale vores skat, og så havde vi alle lige ret til velfærdsydelser og hjælp, hvis vi fik brug for det.

Men et sådan skattebaseret velfærdssystem binder arbejderen til det land, hvor han har betalt skat.  Og det går slet ikke ifølge EU´s tænkning. Derfor skal vi, ifølge EU, i stedet have velfærdsydelser, der enten er baseret på en forsikring eller optjent via dit arbejdsliv. Så du bogstavelig talt har din pension og andre ydelser med i rygsækken.

Det er ikke svært at se, at det præcist er den omlægning af det danske velfærdssystem, som vi har været vidne til gennem de sidste 30 år. Blot et eksempel er indførelse af arbejdsmarkedsbaserede pensionsordninger, så man kan skære folkepensionen mere og mere. Resultatet har været en dramatisk vækst i den sociale ulighed, ikke kun i arbejdsårene, men gennem hele livet.

EU og danske overenskomster

Jeg tror, der er mange, der i dag kunne drømme om at vende tilbage til det solidariske skattefinansierede velfærdssystem, som vi kendte det i 80érne. Hvis vi tager et opgør med arbejdskraftens frie bevægelighed og det indre marked, har vi faktisk fjernet en vigtig forhindring for at nå dette mål. Dermed være ikke sagt, at vi ikke stadig skal slås for det. Vi har jo aldrig fået noget foræret. Men i EU´s indre marked er det umuligt.

Ligeledes kunne vi, ved at træde ud af det indre marked stoppe den tvungne udlicitering af den offentlige sektor og derved undgå strømmen af skandaløse udliciteringer af renovation, rengøring, IC4-tog, ambulancetjeneste med mere.

Og ved at træde ud af EU´s indre marked kan vi fastholde den indretning af arbejdsmarkedet, som vi har tradition for i de nordiske lande. EU anerkender grundlæggende ikke det danske overenskomstsystem, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der kæmper om, hvilke løn- og arbejdsvilkår, der skal gælde ude på pladserne. Et princip, der er hele fundamentet for fagbevægelsen, som vi kender den.

Der ligger en kæmpeopgave for EU-modstanden i at få skabt en viden og bevidsthed bredt i befolkningen om alle disse forhold. Og allermest akut er det i fagforeninger og på arbejdspladser.  I takt med, at vi løfter denne opgave, skaber vi det politiske fundament som en kommende dansk udtræden af EU skal hvile på. 

28. okt. 2016 - 09:09   28. okt. 2016 - 09:10

Kronik

af Karen Sunds, Mørke