Den sociale fremgang i Danmark er dybt afhængig af progressiviteten i skattesystemet, niveauet for sociale ydelser og vores generelle opgør med ulighederne, men der kan næppe være noget mere afgørende end retten til at vælge fællesskabet. 

Men netop denne ret til at vælge de organiserede fællesskaber er det, som højrefløjen har brugt sommeren til at udøve et stærkt koordineret angreb på.

Første dødsstød til den danske aftalemodel kom således fra den tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort, der afviste værdien af trepartsaftaler: "Jamen, jeg kan bare ikke forestille mig, hvis vi i morgen fik en VK-regering eller en borgerlig regering, at fagbevægelsen ville være i stand til at lave aftaler med os." I direkte modstrid med den forhenværende beskæftigelsesministers udtalelser tilbage i 2006 om det danske system som en ”trylleformel”, så har Venstre – i modstrid med vennerne i DA – øjensynligt lagt dette system i graven.  

Andet dødsstød mod den danske model kom, da Ulla Tørnæs (V) og Bent Bøgsted (DF) stillede et lovforslag, der skulle fratage fagbevægelsen retten til at konflikte. Her stod: ”At der ikke lovligt kan etableres en konflikt over for en arbejdsgiver med henblik på at opnå overenskomst for et fagligt område, der allerede er dækket af en kollektiv overenskomst med en anden landsdækkende lønmodtagerorganisation, med mindre der foreligger tungtvejende grunde hertil.”

Hvorfor indrømmer de borgerlige ikke bare, at social dumping, litauiske lønninger og arbejdende fattige er deres vådeste drøm.

Helt konkret vil dette forslag betyde, at man kan oprette nye landsdækkende faglige organisationer i Danmark og indgå en overenskomst på "discount-vilkår", mens det samtidig vil være forbudt for medarbejdere og fagforeninger at klage over vilkårene. Man vil fratage arbejdstagere muligheden for at "konflikte" overfor arbejdsgivere, mens arbejdsgivere stadig kan "konflikte" den anden vej. Og samtidig vil man give frit spil til polske, litauiske og græske overenskomster på dansk jord.

Forslaget er direkte lovstridigt i forhold til EU-Domstolen, men det understreger ikke desto mindre, at højrefløjen har hvæsset knivene i et koordineret angreb på den danske model.  

Det store spørgsmål er, hvad de vil sætte i stedet. Deres svar udebliver, mens tavsheden larmer. Det bedste bud på et egentligt svar kommer nok fra Hjorts egne partifæller Søren Pind og Bertel Haarder, der i en kronik beskrev, hvad der efter deres opfattelse var det største problem på det danske arbejdsmarked: Nemlig at den danske lønstruktur var ”som en stige, hvor de nederste trin mangler”. Målet er altså helt simpelt: lavere løn. 

Hvorfor indrømmer de borgerlige så ikke bare, at social dumping, litauiske lønninger og arbejdende fattige er deres vådeste drøm. Det er deres løsning på alt lige fra vækst, over bedre folkeskole og til et mere effektivt sygehusvæsen. Og lavere løn er samtidig deres direkte ideologiske begrundelse for at ville af med den danske model.

Indrømmet - den danske model er langtfra perfekt eller fuldendt. Den skal gøres mere social robust, mere fleksibel, mindre bureaukratisk, mere konkurrencedygtig og generelt udvikles ind i fremtiden. Men at fratage arbejdstagerne retten til fællesskab for at sikre en lavere løn vil kun bane vejen for kommende generationer af arbejdende fattige i Danmark.