af Tove Maria Ryding, Greenpeace
Det vigtigste der skete under klimamødet i Bangkok var, at den arktiske havis fortsatte med at mindskes dag for dag. Alligevel fortsatte regeringerne med at skændes i stedet for at træffe beslutninger om, hvordan man kan øge den globale indsats for at reducere udledningerne af drivhusgasser.
På det tekniske niveau var der en række skridt fremad - en af de vigtige var forberedelsesarbejdet til at vedtage en juridisk bindende aftale i Doha, nemlig den anden forpligtelsesperiode under Kyoto Protokollen.
Forhandlingerne er nu nået så langt, at det eneste, der mangler, er politisk vilje - det tekniske arbejde er klar, og de forskellige muligheder er lagt på bordet. Ministrene kan komme og træffe beslutninger til COP18 i Doha. Tre centrale beslutninger i den sammenhæng er:
* Hvor meget "varm luft" (hvor mange overflødige udledningstilladelser fra Østeuropa) skal man tillade, at landene overfører fra den ene forpligtelsesperiode til den anden? I Bangkok lagde ulandene et fælles forslag på bordet, som siger, at andelen af varm luft skal beskæres kraftigt. EU er splittet i spørgsmålet.
* Hvor lang skal forpligtelsesperioden være? EU vil binde sig i otte år, men østaterne, de afrikanske lande og ngo'ere inklusive Greenpeace mener, det er meget risikabelt at låse det lave ambitions-niveau, som EU har, fast i otte år. Vi mener i stedet, forpligtelsesperioden skal være fem år, og at man derefter skal genoverveje EU's reduktionsmål.
* Ulandene beder om, at aftalen træder i kraft, så snart den bliver vedtaget. Det afviser EU.
EU fik i øvrigt ngo'ernes bad-guy pris "Fossil of the Day", fordi EU-kommissionens Arthus Runge-Metzger i Bangkok udtalte, at det var "ønsketænkning" at tro, at EU kunne hæve sit ambitionsniveau. Men kommissionens egne beregninger viser, at EU kommer til at reducere mindst 24 procent, hvis bare de gennemfører de planer, de allerede har. EU's 20-procent-mål er alt andet end ambitiøst, og giver EU et svært troværdighedsproblem.
